Forvandling

En historie om en piges forvandling, om ondskab og kærlighed, had og glæde. Det er en historie om en pige, som får ansvar for en hel by. Med ansvar kommer de magiske kræfter, som kan gøre hende til et meget farligt monster. Men hvordan beskytter man en hel by, og hvordan kender man forskel på ven og fjende?

4Likes
1Kommentarer
1701Visninger
AA

10. Forvandlingsguden

Unna havde givet mig flere minutter at fordøje digtet i.

Til sidst mumlede hun: "Tænk at Isankua skrev dét dér på dig. Utroligt. Mærket af guderne, hva'?”

Jeg lukkede øjnene og tog nogle dybe indåndinger.

”Hvad. Snakker. Du. Om?!”

Unna vred sig.

”Hør nu efter for fanden! Isankua er tidsguden, det var ham der gav dig dine evner. Det lyder måske underligt, men han bestemmer over alle guderne, for han kan jo altid spole tilbage og overtale dem til… hvad han nu vil have! I dag har han vist bestemt at han ville lave sig en forvandlingsgud. Det er så dig.”

Jeg rynkede brynene.

”Kan jeg blive til andre væsner?”

Unna rystede smilende på hovedet.

”Ikke andre væsner. Du kan blive til normale dyr, og blande dem sammen til monstre. Men dén dér form er din stærkeste. Og jeg må indrømme at jeg stadig er imponeret. I hvert fald har Isankua valgt at du skal hjælpe mig med at….” Hun slugte en klump.

”Vogte over Espergærde?” hjalp jeg tøvende.

Unna nikkede lettet, som om det var dejligt ikke at sige ordet vogter.

”Lige præciso.”

Der opstod en kort tavshed.

Så udbrød jeg: ”Men hvad med resten? ’Uret vil vende, og en gnist der skulle tænde, vil blot dø hen’?”

Unna trak på skuldrene.

”Aner det ikke. Englen slipper tårer? Hm, ved ikke. Djælven er dig, det siger den da 'Sonja er navnet'."

"Men... hvorfor sårer jeg folk så englen græder?"

"Aner det ikke. Lige meget, det er mere det der med at du vil blive savnet, som er underligt..." Jeg ventede med tilbagevendt åndedræt. ” Det betyder sikkert at du må rejse væk fra Espergærde engang. Jeg ved det ikke! Men nu synes jeg at vi skal gå hvert til sit. Det er ved at blive morgen, og vi skal nå så meget! Kom herhen ved midnats tid."

"Men... resten af digtet..."

"... og så skal jeg lærer dig hvordan du sørger for, ikke at udstråle så meget kraft. Man kan aldrig vide hvilket væsner der vil blive tiltrukket af den.” Så vinkede Unna afslappet til mig. ”Vi ses Sonja.”

”Hey! Hvad? Vent! Hvilke væsner?”

Men hun var allerede væk. Alligevel kunne jeg mærke at hun ikke’forsvandt’. Hun løb bare ufattelig hurtigt gik det op for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...