Just know my Smile.. 2 [CJB, JDB, RB, CS, CB, 1D]

DENNE MOVELLA ER SKREVET FOR LÆNGE SIDEN, SOM I KAN SE PÅ DATOEN.
Dette er forsættelsen af You smile for me. - Charlie er flygtet fra alt og alle sammen med sin lillebror. De smuttede næsten lige efter turnéen, fordi deres moster ikke ville have dem mere. Ingen ved hvor de er taget hen eller hvorfor, da Charlie kun har efterladt et brev.

114Likes
432Kommentarer
14839Visninger
AA

6. Det skete ikke..

Christian synsvinkel Jeg kiggede forvirret efter den grædende pige, som lige havde løbet ud ad døren. Det var Rewena, som vi tidligere havde talt med. Men hvorfor græd hun? Hun havde haft den der rynke i panden, som Charlie plejede at have, når hun prøvede at holde tårer inde.

Den anden tjener gloede forvirret efter hende. Hun gav os en undskyldende smil og gav os nye drikkevarer. ”WILL!” skreg hun. ”HOPE ER LIGE LØBET!” En mand kom ud fra baglokalet, tydeligvis meget forvirret. ”Shit!” mumlede han og kiggede på de knuste glas. Men det var tydeligt, at det ikke var glassene, han bekymrede sig om, men pigen der lige var løbet ud ad døren. Han kendte tydeligvis mere til denne pige end mange andre. De begyndte begge, at undskylde overfor os.

Rebecca sneg sin hånd ned i min og smilede flirtende. Jeg smilede tamt tilbage og trak min hånd til mig. Mine tanker kørte på fuldskrue. ”Justin!” sagde jeg så pludselig og rejste mig op, da det endelig gik op for mig. Tænk, at jeg havde været så dumt. Der var så mange tydelig tegn og jeg havde ignoreret dem alle.  

Alle kiggede underligt på mig. ”Den pige der, var Charlie!” sagde jeg så. Justin nikkede bekræftende: ”Ja! Det var det!” Caitlin bankede sig selv i panden: ”Selvfølgelig! Alle tegn var så tydelige. Hendes smil og da hende og Mickey løb ud ad caféen.” sagde hun. Payton så forvirret på hende, men det var klart, hun kendte hende jo ikke. ”Hvordan kunne vi være så dumme,” lød det fra Chaz, ”det var jo så let at se.” ”Altså, var det Charlie Relayr?” spurgte Rebecca, som jeg lige pludselig ikke synes, var spor tiltrækkende. ”Ja,” sagde Justin og gned sig selv i øjnene. ”Mon vi kan finde hende nu?” spurgte Chaz. ”Helt sikkert ikke. Vi kender slet ikke byen,” sukkede Caitlin. Jeg selv var totalt stum: Tænk, at jeg havde været så tæt på den mest fantastiske pige. Tænk, at jeg ikke havde kunnet genkende hende.  

”Hey! Jeg ved hvor Rewena og hendes bror bor.” sagde manden, hvor der stod William på hans navneskilt. Charlies hund kom gående hen til os. Han knurrede truende, tydeligvis vred over at vi havde fået hans ejer til at græde. ”Men hunden der er klog. Så følg den. Men hvis jeg var jer. Ville jeg ikke opsøge hende i dag. Tag hellere hjem til jeres hotel og besøg hende i morgen.” sagde han og gik med tjenerinden.  

”Men vi skal jo snart hjem.” sagde jeg halvkvalt, fordi mine tårer havde lyst til at komme frem. Caitlin lagde armen om mig. ”Hey, vi skal nok nå at se hende. Kom, så smutter vi to tilbage.” sagde hun trøstende, hun vidste altid, hvad hun skulle gøre, når jeg var ked af det. Jeg rejste mig og gik med, men stoppede ved hunden. ”Hey Chris.” sagde jeg og klappede ham. Han gøede glad og nussede min kind med sin snude. Han kiggede sørgmodigt op på mig med sine store brune øjne. Hans bløde pels føles som fjer i mellem mine fingre.  

Jeg kunne ikke forstå at jeg lige havde mødt Charlie. Det værste var at hun så mig dele spyt med en anden pige. Gad vide hvordan det følelses?  

Charlies synsvinkel

Jeg ved ikke, hvorfor jeg reagerede på den måde. Men jeg var bare ikke klar til at se ham med en anden. Det var simpelthen for hårdt.

Jeg var lige nu på vej hen til caféen igen. Jeg havde jo kun tjeneruniform på og min taske lå der jo også med mine nøgler. Selv mine mobil lå der. Jeg håbede bare, at de alle sammen var gået. De måtte da slet ikke lede efter mig. Mickey ville forhåbentligt også snart komme og hente mig, måske kunne han få mig i bedre humør.

Jeg kiggede forsigtigt ind ad vinduet til caféen og søgte efter dem. De sad der stadig alle sammen ved bordet, og talte ophidset frem og tilbage. Måske kunne jeg løbe ind i baglokalet uden af blive opdaget? Hvis jeg nu bare løb hurtigt og låste baglokalets dør.  

Jeg tog en dyp indånding og åbnede café døren. Ingen vendte blikket. Først da jeg allerede var løbet ind i baglokalet. Jeg fandt hurtigt min taske og tøjet i mit skab. Mine fingre rystede, imens jeg søgte efter mit tøj. Tankerne kørte rundt i mit hoved. Havde de mon opdaget mig? Tænk hvis de havde, stod de så nu alle sammen på den anden side af døren? Eller holdte William dem væk, siden ingen kaldte på mig?

Da jeg havde fået tøj og sko på, tog jeg en dyp indånding og trak hætten på min hoodie over hovedet. Jeg havde ringet til Mickey for at få ham til at hente mig, og så havde jeg desuden forklaret ham situationen. Det var meningen, at han ville banke på døren til baglokalet, sådan at jeg vidste hvem det var. Jeg havde også bedt ham om at, tage en trøje på, som dækkede ham.  

Kom nu Mickey! Jeg gik frem og tilbage i det lille rum. Mine sko gav en anelse genlyd i det stille rum. Lidt efter bankede det endelig på. ”Rewena!” lød det forsigtigt på den anden side ad døren. Jeg sukkede lettet og åbnede døren. Mickey smilede forsigtigt til mig og jeg var lige ved at få tårer i øjnene. Gem tuderiet Charlie! Det ville være åndsvagt her. I stedet for, krammede jeg Mickey hårdt og han tog beskyttende sine arme rundt om mig. ”Så, så, det hele skal nok blive godt. Vi skal bare ud herfra og så er de væk igen om et par dage.” sagde han trøstende, og viklede sig ud ad mit greb og aede mig på kinden. Jeg nikkede og tog en dyp indånding. Sammen gik vi ud ad caféen. Vi gik med hovederne sunket og mumlede, som om vi havde en samtale kørende. Pludselig slog det mig! Chris! Min hund! De vidste jo, at han var min. Shit.. Jeg mumlede det til Mickey og han stoppede op og så spørgende på mig. Jeg trak på skuldrene og kiggede på min hund, der sad sammen med The Beadles. ”Shit.” mumlede jeg. ”Hvad gør vi?” spurgte jeg Mikcey om. Denne gang trak han på skuldrene. Ingen af os var specielt kreative. Skulle vi lave en scene eller hvad?

Pludselig kom en brunhåret pige ind, hun gik og nynnede for sig selv, imens hun kiggede rundt på caféen efter en siddeplads. Hun fik store øjne da hendes øjne fandt Justins bord. Hun stod og vred sine fingre, som om hun spekulerede over, om hun skulle gå der over eller ej. Til sidste bestemte hun sig og hun satte sig op i baren, hvor Mickey og jeg stod og halvgemte os.  

”Hej!” sagde hun glad til William som stod ved kassen. ”Jeg vil gerne have en blåbær smoothie. Nej, vent! En banan! Nej! En chokolade muffen i stedet.” snakkede hun, Will stirrede forvirret på hende: ”Er du sikker?” pigen nikkede og sendte ham et blændende smil. ”Men jeg vil gerne have en banan milkshake med, tak.” hun smilede sødt og fandt nogen penge frem. Mickey kiggede lidt betaget på hende og jeg gav ham en albue i siden. Pigen så meget sød ud, derfor skulle han slet ikke have noget at gøre med hende. Mickey gav mig et surt blik, i mens jeg bare grinede ad ham. Pigen så nysgerrigt på os med smukke blå øjne. ”Hvad står I der for?” spurgte hun mistænkeligt. ”Æh.. Vi står bare..” stammede jeg, totalt uanede om hvad jeg skulle sige. ”Okay så. Held og lykke med det så.” sagde hun og vendte sig mod sin muffin. Pludselig fik jeg en idé. ”Hey. Vil du hjælpe os med noget?” spurgte jeg om. Hun gloede misbilligende på os. ”Jeg gider ikke gemme narko eller andet lort for jer,” jeg begyndte at grine. Lignede vi virkelig sådan nogle? Oh gard. Pigen så bare endnu mere forvirret ud. ”Hvad er I så?” ”Vi vil bare bede dig om at få os ud herfra.” sagde jeg. Pigen nikkede. ”Hvorfor? Hvis man må spørge?” ”Jeg har ikke lyst til snakke med dem derover,” jeg lavede en bevægelse mod Justin og dem. ”Aha. Kender de dig da?” spurgte hun. Jeg nikkede irritabelt. ”Okay, okay! Jeg spurgte bare. For resten hedder jeg Mathilde,” præsenterede hun sig, jeg nikkede og præsenterede Mickey og jeg ved vores nye navne. ”Skal jeg lave en scene?” spurgte hun og tog en bid ad sin muffin. ”Gør hvad du vil. Vi skal bare ud, men vi skal have hunden med os, som står derover,” sagde jeg og pegede på min lille pelsklump. ”Aww!” sagde hun. ”Nuttet!” jeg grinede ad hende. ”Gør jer klar til at løbe og tage jeres hund, okay?” vi nikkede. Hun gik hen mod bordet. ”Undskyld,” sagde hun og fik deres opmærksomhed. ”Altså, jeg så lige den her hund og jeg tænkte, at jeg bare måtte klappe den!” sagde hun og lød meget begejstret. Dygtig skuespiller. Chris kom luntende hen til hende og smilede sit hundesmil. Han lod sig klappe og nød det. Mathilde pegede diskret hen på os, så han så os. Chris hvinede begejstret og løb herhen. Mathilde hvinede højlydt og faldt over ingenting og begyndte at jamre over sin fod. Alle ved bordet kom hende straks til undsætning. Men på det tidspunkt var vi allerede ude af døren. Vi løb hurtigt, lige med Chris, hunden, i hælene. Mange tak Mathilde! Jeg skylder dig en tjeneste.

”HEY!” var der en der råbte efter os. Åh nej! Det skete ikke. 

 

Dette kapitel er tillegnet Mathilde! Håber du kunne lide det ;)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...