Just know my Smile.. 2 [CJB, JDB, RB, CS, CB, 1D]

DENNE MOVELLA ER SKREVET FOR LÆNGE SIDEN, SOM I KAN SE PÅ DATOEN.
Dette er forsættelsen af You smile for me. - Charlie er flygtet fra alt og alle sammen med sin lillebror. De smuttede næsten lige efter turnéen, fordi deres moster ikke ville have dem mere. Ingen ved hvor de er taget hen eller hvorfor, da Charlie kun har efterladt et brev.

114Likes
432Kommentarer
14852Visninger
AA

9. C+C

”Fint! Jeg er Charlie! Er I så tilfredse!?” alle gloede mærkeligt på mig, uvidne om hvordan de så ud i ansigtet. Jeg var gået i totalt panik. William smilede til mig. Han kendte godt til min rigtige identitet, men han havde vist ikke lige regnet med, at jeg ville råbe det højt. Men det var så sket. Noget værre lort.

Min hund kom luntende hen til mig, han kunne tydeligt se, at jeg var utilpas. Jeg klappede ham på hovedet og lagde solbrillerne og hatten på disken. Jeg lagde min mobil i lommen, tog min jakke på og min taske over skulderen. Hurtigt, skyndte jeg mig mod døren, men så var der, en der råbte. ”Rewena! Charlie! Vent!” jeg stoppede op og vendte mig om. Jeg stivnede og kiggede ned i jorden. ”Christian” hviskede jeg. ”Charlie.” sagde han stille. Det var en smule akavet. Vi havde ikke set hinanden længe, jeg var jo bare skredet uden et ordentligt farvel. ”Jeg er ked af det Christian.” hviskede jeg, imens jeg prøvede at holde tårerne inde ved at blinke vildt med øjnene. ”Det er jeg også. Men jeg kunne jo ikke vente forevigt.” sagde han og forsigtigt, lod han en finger glide hen over mit kindben. ”Det var jo meningen, at du skulle komme videre.” hviskede jeg og kiggede væk. ”Ja, men det var med din bedsteveninde. Hvor er jeg egentlig flov.” sagde han og kiggede ned i jorden. ”Det’ i orden. Du er kommet videre, jeg er kommet videre. Det er helt fint.” forsigtigt fjernede jeg lidt hår i panden på ham. Mit ærme på min jakke gled lidt ned, C+C kæden kom til syne. Christian kiggede overrasket på den, men jeg fjernede hurtigt min hånd. ”Du beholdte den!” jeg nikkede forsigtigt. ”Ja. Hvordan kunne jeg lade vær?” sagde jeg smilende, men rystede så på hovedet og sagde: ”Det her går altså ikke. Det var jo meningen, at du skulle glemme mig!” jeg kiggede halv irriteret på ham. ”Det er altså ikke så nemt!” sagde han. ”Jamen, jeg var jo bare en enkel kæreste! Du vil få så mange flere! Tag nu hjem til Atlanta og glem mig! Bare glem mig! Dét vil gøre mig glad!” sagde jeg og løb ud ad døren. Jeg nærmest spurtede hjem, selv om ad trapperne til lejligheden. Mine tårer løb ned ad mine kinder. Frustreret tørrede jeg dem væk og løb ind på mit værelse og smed mig i min seng, på vejen ind havde jeg både fået smidt sko og jakke.  

”Charlie!?” råbte Mickey. Jeg valgte at ignorere ham. Hvorfor skulle det hele være så besværligt. Det ville være forfærdeligt, hvis Mickey og jeg skulle igennem det hele igen – At flytte, at skifte navne og skifte identitet igen. Det virkede uoverskueligt bare at tænke på det.  

”Jeg er ked af det Mickey. Jeg gik i panik.” hviskede jeg og kiggede på ham med tårefyldte øjne. ”Hvad er der sket?” spurgte han og lagde armen om mig. Jeg lagde mig ind til ham og begyndte at hulke. ”D-de v-var der a-alle sammen. W-will s-sagde… og så C-christian.. og så O-one D-direction.” stammede jeg. ”Æh hvad?” sagde han undskyldende, fordi han ikke fattede noget. Jeg begyndte bare at hulke endnu mere.

 

Mickey’s synsvinkel

 

Det smertede mig at se min søster være så ulykkelig. Det værste var nok, at jeg ikke anede, hvad der var galt. Hun hulkede bare og kom med uforståelige forklaringer. Men det var noget med Christian? Så var det nok også noget med Justin. De havde nok opdaget hende. Så også noget med One Direction, dem havde hun nok mødt? William nede fra caféen var det nu nok. Gad vide hvad han sagde? Hendes navn? Men det var noget med, at hun gik i panik. Det kunne jeg spørge hende om i morgen, nu skulle hun bare græde ud.

Lidt efter bankede det på. Charlie var faldet til ro, men græd stadig. ”Går du?” hviskede hun grådkvalt. Jeg strø hende over kinden. ”Jeg er nød til, at se hvem det er,” sagde jeg, hvorefter jeg gik ud og åbnede.

Der stod to brunhåret drenge. Jeg gloede forvirret på dem. ”Øh, hvem er I?” spurgte jeg dumt. ”Jeg er Louis, det er Liam. Er Charlie der!?” spurgte han bekymret. Jeg nikkede forvirret og pegede mod værelset. Han kaldte hende Charlie? Hvad var det, der skete?¨

 

Louis Tomlinson’s synsvinkel

 

Liam og jeg gik forbi drengen, sandsynligt Charlies bror. De havde mange ens træk. Han så meget forvirret ud, han havde åbenbart ikke fået historien endnu. Vi havde heller ikke fået hele historien, men vi forstod da lidt. Hvert fald at pigen ikke hed Rewena, men Charlie.  

Charlie lå på sin seng, hun lå helt stille med hovedet begravet i sengetæppet. Sengen var blevet rodet at se på. ”Hey Charlie.” sagde jeg forsigtigt. Hun kiggede op os. Hendes brune øjne var fyldt med tårer og hun så lidt skræmt ud, da hun så os. Selv jeg, vidste ikke, hvad vi lavede her. Det føltes bare rigtigt, at komme og trøste hende. Hun virkede som en pige, der godt kunne bruge nogen venner. Vi havde næsten lige mødt hende, men hun virkede som en speciel person, men også en meget indelukket person, en som havde svært ved at lukke mennesker ind i hendes liv. Derfor, kunne jeg godt tænke mig at lære hende at kende. Det var bare ærgerligt, at vi boede så langt fra hinanden.  

Jeg satte mig hen på sengen ved siden ad hende. Liam holdte sig lidt væk, da hun kendte mig bedst. Hendes bror stod i dørkarmen. ”Jeg giver min historie, hvis jeg får at vide, hvad der er sket!” sagde han, man kunne tydeligt se, at det smertede ham at se sin søster græde. Vi nikkede, Liam forklarede det på caféen, imens jeg trøstede Charlie. Mickey begyndte bagefter at forklare, men jeg lyttede kun efter med et halvt øre. Det var alligevel et vildt liv, hun havde haft. Så ham Christian hun havde snakket med, var hendes ekskæreste.  

Charlie lagde sig ind til mig. Jeg blev lidt overrasket, men tog armene om hende og holdte hende ind til mig. Hun hulkede stille og borede sit ansigt ned i skulderen på mig. ”Undskyld. Det var ikke meningen at blande jer ind i alt det her” mumlede hun. ”Det er helt i orden,” sagde jeg stille.

 

Justin Biebers synsvinkel

 

Charlie løb grædende ud ad døren. Hun forlod en fortabt Christian, der lignede en der kunne græde hvert øjeblik. 1D drengene og jeg stod og gloede forvirret rundt. ”Æhm..” sagde Louis forsigtigt og forsatte så: ”Jeg tror lige at jeg… går?” hurtigt var han smuttet samme vej som Charlie. Liam og de andre vekslede blikke og hurtigt var Liam gået den samme vej. Christian stod bare stadig og stirrede ud i den tomme luft. Jeg gik forsigtigt hen til ham og tog fat i hans arm. Jeg mødte hans triste øjne, med det samme fik jeg ondt af ham. Jeg vidste hvor meget han tænkte på hende, hvor meget han savnede hende. Hvor meget vi andre savnede hende. Jeg savnede hendes humør. Både det sure og glade. Der manglede virkelig noget, når vi var på tour. Hun manglede, og det vidste vi alle sammen. Vi vidste alle sammen, at hun ikke kunne erstattes. Rebecca kunne i hvert fald ikke erstatte hende. Der var kun én Charlie, og det var hende der lige var gået grædende ud ad døren, fordi hun havde efterladt en ulykkelig Christian.  

”Gad vide om hun stadig skal danse til vores koncert i morgen?” sagde Harry med en spørgende stemme. Jeg stivnede. Skulle min Charlie danse til en One Direction koncert?  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...