Just know my Smile.. 2 [CJB, JDB, RB, CS, CB, 1D]

DENNE MOVELLA ER SKREVET FOR LÆNGE SIDEN, SOM I KAN SE PÅ DATOEN.
Dette er forsættelsen af You smile for me. - Charlie er flygtet fra alt og alle sammen med sin lillebror. De smuttede næsten lige efter turnéen, fordi deres moster ikke ville have dem mere. Ingen ved hvor de er taget hen eller hvorfor, da Charlie kun har efterladt et brev.

114Likes
432Kommentarer
14851Visninger
AA

11. At opgive

Jeg kiggede på det blå brev med den håndskrevne drengeskrift. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Men jeg vidste pludselig, hvor ubehageligt det var at få et afskedsbrev. Tænk at han havde skrevet, at han elskede mig. Det var jo år siden, vi havde snakket sammen. Men jeg elskede ham jo. Gjorde jeg ikke? Selvfølgelig gjorde jeg det. Han var en af de personer, som jeg havde åbnet mig op for. Hvad skulle jeg gøre? Nu kunne jeg da slet ikke undvære ham! Charlie, tag dig så sammen!

Før jeg vidste af, havde jeg taget min jakke og mine sko på. Klokken var 23, hvis jeg var meget heldig, ville jeg nå det. Men selvfølgelig havde jeg ingen bil, jeg havde godt nok kørekort, men ikke en bil. Jeg satte mit hår op i en hestehale og lagde min mobil i min lomme.

”Hvad skal du!?” råbte Mickey efter mig, da jeg var på vej ud ad døren. ”Rette op på en fejltagelse!” råbte jeg og løb. ”Endelig!” mumlede Mickey og smilede for sig selv. ”Det var også på tide.”

 

Jeg brugte nogle småmønter, som jeg havde liggende i min lomme til bussen ud til lufthavnen. Inden da, havde jeg løbet 1km. Det havde taget mig 5min. Jeg svedte en del og lignede helt sikkert et fjols. Men jeg var ligeglad.  

Jeg ankom til lufthavnen og løb ind. Jeg stoppede forskrækket op og gloede rundt. Fyldt med mennesker. Jeg havde kun været her én gang før - da jeg ankom fra Atlanta. Men heldigvis, kunne jeg nogenlunde huske den. Forhåbentlig huske vejene i tide nok til at snakke med Christian. Hvis han overhovedet ville snakke med mig, det var jo ikke sikkert. Skynd dig nu Charlie! Ikke tid til at tænke latterlige tanker.  

Jeg skubbede og sprang til side for forskellige mennesker. De skulle også bare lige stå i vejen, når jeg havde virkelig travlt. Måske var der ti minutter tilbage? Fem minutter tilbage? To minutter? Eller måske slet ingen. Det var ikke godt at vide, men jeg havde ikke tid til at kigge efter. Hvilken gate var de mon i?

”Flyet til Atlanta flyver om 10 minutter, I bedes gå til gate 5, tak.” sagde en kvindelig stemme, som lød ud over hele lufthavnen. Mange tak stemme!  

Jeg løb mod gate 5. Enten var de allerede gået om bord eller så var de måske de sidste? Der stod mange mennesker og mit blik søgte en bestemt dreng, som ingen steder var at se. Jeg begyndte langsomt at gå  i panik. Jeg kunne ikke rigtig gå længere, da der stod sikkerhedsfolk og man skulle ligesom have en billet. Skulle jeg mon købe en? Hvad skulle jeg dog gøre? De var helt sikkert gået om bord!  

Tårer begyndte at vise sig i mine øjne. ”Det kan ikke være sandt” mumlede jeg grådkvalt og tørrede surt mine tårer væk. ”Det kan ikke være sandt!” jeg gik hen til det store vindue og kiggede ud på flyet som om lidt ville lette. Jeg kunne ligeså godt give op. Jeg satte mig opgivende på en af de mange blå stol, hvor der sad en masse mennesker. De fleste ventede nok på noget familie, andre på noget andet. Jeg begravede min hoved i mine hænder. Jeg kom faktisk for sent, det havde jeg alligevel ikke forventet. Altså, jeg havde vel regnet med at møde ham. Måske en sidste gang eller starten på noget nyt? Tænk, at jeg bare gav op. Jeg skulle have købt en billet. Det var noget lort. Jeg havde bare lyst til at købe en billet til det næste fly til Atlanta, men jeg kunne ikke forlade min lillebror. Hvad skulle jeg dog gøre? Flyet ville lette meget snart. At gøre ulovlige ting havde jeg ikke lyst til. Jeg havde sådan en trang til at ligge mig ned på gulvet og begynde at flæbe som et andet pattebarn. Jeg lænede mig i stedet tilbage i stolen og gloede ud ad vinduet.  

Pludselig hørte jeg en genkendelig stemme. Flere genkendelige stemmer. De snakkede højlydt sammen og jeg kunne ikke lade være med at vende blikket. Jeg sukkede lettet og rejste mig op. Men stivnede så. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...