Just know my Smile.. 2 [CJB, JDB, RB, CS, CB, 1D]

DENNE MOVELLA ER SKREVET FOR LÆNGE SIDEN, SOM I KAN SE PÅ DATOEN.
Dette er forsættelsen af You smile for me. - Charlie er flygtet fra alt og alle sammen med sin lillebror. De smuttede næsten lige efter turnéen, fordi deres moster ikke ville have dem mere. Ingen ved hvor de er taget hen eller hvorfor, da Charlie kun har efterladt et brev.

114Likes
432Kommentarer
14855Visninger
AA

2. 2 år senere. - 2013.

2 år senere. 2013.

Lige nu, befandt Mickey og jeg os i Newfoundland. En canadisk ø, der lå i det østlige Canada. Newfoundland var verdens femte største ø. Vi boede i byen: Bonavista. Det var en dejlig ø, i sær i sommertiden. Vi havde nu boet her i to år. To lange år. Hårde, men også gode. Vi var faldet godt til, både Mickey og jeg havde helt skiftet identitet. Så ingen ville kende os. Men der er jo ingen, der ved, hvorfor vi flyttede? Så her kommer hele historien..

Datid. 2 år siden. D. 18/12-2011. Lige kommet hjem fra tournéen.

”Hallo!?” råbte jeg højt i det store hjemlige hus. ”Rose!? Moster Cary!?” Der var ingen der svarede. Jeg forventede ellers min moster komme gående med et surt utryk klasket i fjæset. ”Det var da mærkeligt” mumlede jeg og skubbede døren til værelset op. Mickey var i hælene på mig, han smed sine tasker på sin tomme seng uden lagen og sengetøj. Vores værelse var støvet og tomt, der var ikke gjort rent, imens vi havde været væk. Typisk min moster, hvorfor skulle hun dog sætte en finger på vores værelse? Tænk hvis hun blev forgiftet! Hun kunne ikke fordrage sin søster, vores mor, så hun kunne da slet ikke tage os. Hun var bare seriøs latterlig.

Jeg smed mine tasker og gik op ovenpå hvor Rose værelse befandt sig. Jeg åbnede hendes dør. Jeg kiggede undrende rundt, ret mistænkeligt. Det så tomt ud. Kun nogen af hendes ting var her. Reolerne var støvet, sengen redt pænt, hendes yndlings sovedyr var væk, skabet næsten helt tomt og nogen af billederne på hendes opstadstavle var væk. Jeg kørte en finger hen over en hylde: fyldt med støv. Aha. Jeg havde virkelig en trang til at gå i panik, en masse billeder flimrede for min nethinde.

Jeg hev min skrammel af en mobil op ad lommen, det var derfor, jeg altid brugte Chris’ eller Justins, min kunne ikke skid.

”Hallo!?” hørte jeg en råbe. Jeg kunne genkende min moster stemme. Sukkende, lagde jeg mobilen i min lomme igen og gik nedenunder.

”Nå, er I her?” sagde hun skuffet, da både Mickey og jeg stod ude i gangen ved hende. ”Det havde jeg ikke regnet med. Var det ikke først om flere måneder I skulle komme igen?” tilføjede hun. Jeg bekæmpede trangen til at rulle øjne af hende. ”Nej moster. Tournéen er slut.” sagde Mickey roligt. ”Aha. Så I skal altså være her nu?” ”Ja.” sagde jeg irriteret. ”Nå, så vil jeg da lige sætte noget lækkert frem. Kom ud i køkkenet.” sagde hun smilende. Smilet var godt nok falsk, men hun prøvede da. Hun gik ud i køkkenet. Mickey og jeg kiggede forvirret på hinanden. ”Rose’s vigtigste ting var væk.” hviskede jeg. ”Hvad?” sagde han forvirret. Jeg trak på skuldrene og gav tegn til vi skulle gå ud i køkkenet.  

Vi satte os stift ned på træ stolene. Vi var begge meget forvirret. Ærligt, forventede jeg kun en dårlig nyhed. Der blev sat småkager med chokolade stykker på bordet. Det var mine yndlings småkager. Min trang til at tage en; var stor, men min moster var ude på noget, og jeg ville ikke sidde og æde hendes småkager. Det værste var, at hun vidste, jeg elskede de småkager. Skulende, lænte jeg mig tilbage i stolen.  

”Sig nu hvad der er galt?” sagde jeg irriteret. Min moster sukkede og satte sig ned. ”Fint, så siger jeg det bare ligeud. Rose er død. Så I skal smutte ud af mit hus.” sagde hun kort. Jeg gloede med åben mund på hende. ”Hvad!?” hun så bare på os med et lille smil. ”Jo altså, Rose døde af sin sygdom for to måneder siden, så jeg fik hende begravet i et andet land. Men I får jo snart jeres mors arv, når Charlie bliver 17år. Så, hvad er problemet? I kan sagtens klare jer selv.” ”To måneder siden!?” råbte jeg surt. ”Det kan fandme ikke være rigtigt! Du kunne sku da ringe. Vores lillesøster er død. Jeg har fucking sparet op til hendes operation i flere år. Og ved du hvad!? Jeg har faktisk råd nu! Jeg har fucking mange flere penge end nødvendigt nu!” alle følelser kom op i mig. Vrede, svigt, smerte. Min moster kiggede forskrækket på mig og trak på skuldrene. ”Ja. Så med jeres mors arv, har I godt nok mange penge,” jeg kiggede rasende på hende. Hun tænke ikke på andet end penge!  

Moster Cary smilede bare og sagde så: ”I har to dage til at pakke jeres ting. Rose er begravet samme sted som jeres mor. Den tjeneste gjorde jeg da. Nu vil jeg smutte over til min veninde. Held og lykke.” sagde hun og gik.  

Her stod vi så. Lige fået nyheden om at vores lillesøster var død. Vi havde en masse penge, som teenagere i vores alder ikke burde have. Vi var kun os to til at holde sammen. Vi måtte støtte hinanden. Der var kun én ting at gøre, én ting som ville være den rigtige for alle parter. Det vidste vi begge to. Vi var, som vores moster ville sige, problembørn. Det kunne vi nok ikke komme uden om. Vi var dem, som de andre børn ikke måtte lege med. Farvel Atlanta. Goddag Newfoundland. Eneste mission: Finde mors og søsters gravsteder.

Nutid. 2 år senere.

Nu, havde Mickey og jeg det faktisk rimeligt. Vi havde fundet både vores mors og Roses gravsted. De var begge her på Newfoundland. Vi havde sørget for at bo tæt på kirkegården, så vi kunne besøge dem, når vi ville. Vi manglede ikke rigtig noget nu. Vi havde penge nok, faktisk rigtig mange. Vi boede i en udmærket lejlighed, en fire værelset: Et sove værelse hver, et gæsteværelse, et slags kontor, hvor vi lavede arbejde, et køkken, to badeværelser og en stue, hvor hoveddøren var i. Vi boede på tredje etage. Det var en rigtig god lejlighed og ærligt, synes jeg, vi klarede det rigtigt godt. Vi fik både betalt regninger og skat.

Vi passede begge vores skoler og job: Jeg læste til jura, uden jeg interesserede mig ordentlig for det, men jeg skulle jo have en uddannelse og det var okay spændende.  

I fritiden arbejdede jeg på en café og om mandagen og onsdagen; underviste jeg engang i mellem børn i at danse. Mickey arbejdede på et værksted og han spillede fodbold i fritiden. Han mål var at blive professionel fodboldspiller. Udseende medsigt; lignede vi hvert fald ikke os selv mere. Vi havde helt skiftet identitet. Jeg var nu: Rowena Hope Adams. Navnet Rowena kom fra min mor, det havde været hendes mellemnavn. Faktisk, brød jeg mig ikke rigtigt om det, men det mindede mig om min mor. Hope, var fordi, at det var det, jeg havde skrevet til Christian i brevet. Adams var bare et tilfældigt efternavn. Mickey hed nu: Matthew Adams. Han havde tilfældigt valgt det. Vi havde stadig svært ved at vende os til det, så vi kaldte kun hinanden de nye navne i offerligheden. 

Der var ingen i systemet mere der hed Kayla Charlie Relayr eller Mickey Carter Relayr. De var slettet og i stedet var der kommet to nye personer. Det var gjort hemmeligt, så ingen kunne opsøge os. Det var det, der var meningen med det hele. Selv hvis vi mødte nogen, vi kendte, ville de ikke engang, kunne kende os.       

Lige efter vi var kommet til Newfoundland, købte jeg mig en hund. En labrador. Bare for selskabets skyld. Det var en hanhund og han fulgte mig altid i hælene. Han var godt opdraget og var med mig overalt. Han var min lille Chris.

Det var så nogenlunde vores liv lige nu.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...