Evighedens Børn

Eva er en normal pige, på 16år. Hun har lige mistet sin far, og hendes mor gifter sig på ny, og han mishandler hende. Pludselig møder hun nogle usædvanlige børn, hun bliver meget gode venner med. Hendes lillesøster er perfekt, og har ALT. Hendes bedsteven Maximilian og hende bliver vist lidt små forelskede til sidst... Drama..

4Likes
9Kommentarer
1235Visninger

1. Mishandlet.

Han starter hver morgen med en flaske Vodka, og en pakke smøger. Jeg kunne høre ham gå op ad trapperne. Jeg gøs, og kravlede helt under dynen. Jeg gemte mig. Min søster skreg, og græd, han slog hende hårdt. Og rev i hendes hår. Hun havde så mange ar, når han var færdig med hende. Han trappede som en gal mand, der vidste hvad han ville have. Og han skulle nok få det. Han åbnede drøren ind til mit værelse, den knirkede, han havde et lille smil på læben. Han gik langsomt hen til mig, han tog fat i min dyne og råbte: "VÅGN OP! Din lille luder!!" Jeg begyndte at græde.

"Hej, hvordan går det så..?" spørger Maximillian.  "Heej, det går fint. Hva' med dig?" jeg smilte da jeg sagde det

"Jeg kan se at du lyver, søde" han så nervøs ud. 

"Der er intet galt" jeg smækkede lågen i til mit skab og gik. 

Jeg gik i mine egne tanker, folk kaldte mig ting, og skubbede mig. Til sidst faldt jeg og væltede ind i min rektor. Ups... 

 

Serena:

"Der er intet imellem mig og Carlos mere, Valtino!!" jeg råbte ham lige i fjæsset, og så mega sur ud. 

"Jeg så jer!" han lød vred og skuffet. 

"Valtino, der er intet i mellem os, det er meeeeega lang tid siden. Jeg elsker dig squ stadig, og det ved du!!!!" jeg begyndte at fælde nogle små tåre. Til sidst fik han ondt af mig, og kom hen og krammede mig. 

"Jeg ved at det er lang tid siden men det skete, og jeg tror ikke mig og Carlos kan blive gode venner igen. Men hvad angår dig og mig så tror jeg godt at vi kan finde ud af noget igen... Og jeg elsker også dig" han kyssede mig på kinden, og gik...

Vi gik sammen ud i skoven, vi var begge sultene. Vi kunne dufte noget lækkert og saftigt kød. Det varede ikke længe før vi begge havde forvandlet os, til små væsner, krum rygget og grimme. . Vi løb så hurtigt vi kunne, vi tog hårdt fat i skovhuggerns hals, knækkede den, og åd ham. Stille men alligevel slugte vi det. Vi åd som grise og vi blev forvandlet vær gang vi kunne lugte kød. Hver gang.

Jeg hadede det jeg sagde ja til... 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...