Aldrig mere.

Kate er en pige på 13½ år og man vil nok sige ved første øjekast hendes liv er helt normalt, måske endda perfekt. Men hendes liv er måske ikke så let som man går rundt og tror. Hvad er der med hendes familie? Hende? Og livet?.Er det nogen gange bare bedre, bare at løbe væk? Følg hendes liv, tanker og hverdag. Håber i kan lide den, da det er min første historie..

1Likes
3Kommentarer
588Visninger
AA

1. Et ord, Tusind tanker.

Jeg lå der, med hovedet på min mors skød.

Hun lå og aede mig på kinden, jeg elsker at ligge sådan. Jeg følte mig som et lille barn som jeg lå der og græd, lå der og hver tåre i min krop kom ud en for en, ned at min kind og ned i hendes skød.

 

-Narko.

Hvordan kunne han?

Jeg er så sur på mig selv!, Så.. Irriteret!

Hvordan kunne jeg ikke vide det? 

Jeg har altid vist det.

Det går bare først op for mig.. Nu.

Jeg har vel bare.. lagt det til side?.

 

Jeg vågnede klokken seks. Seks tretten præcist.

Normalt stod jeg ikke op før klokken elleve, som resten at min familie.

Jeg lå og drejede mig i min seng et stykke tid indtil jeg ikke kunne holde det ud mere, Så lå jeg et stykke tid og kiggede lidt op i vores loft (Wow der var meget spindelvæv, måske skal jeg snart til at få gjordt rent?) indtil jeg blev for træt at det. Jeg rejste mig hurtigt op, lidt for hurtigt,  jeg blev nød til at stå lidt for at sunde mig.

Jeg gik direkte over til spejlet for at kigge mig i ansigtet, jeg var helt sort under øjnene, jeg havde glemt jeg havde haft mascare på i går. Nu var jeg ligeglad jeg havde brug for at komme ud, væk herfra!

Jeg satte mit hår op i en stram hestehale og tog et par hurtige bukser og trøje på. Løb ned i gangen og tog mine sko og jakke på og gik.

Jeg satte mine høretelefoner 'Misery Busines - Paramore' i ørene for at mine tanker ikke skulle komme og forstyrre mig, der skulle ikke komme nogen og forstyrre mig. Jeg ville være helt alene!

Jeg tog en dyb indånding, vinden var kold mod mine lunger men gjorde godt, det var sensommer og jeg kunne mærke efteråret var nært. Bladene var lige så stille begyndt at falde at træerne og jeg kunne mærke hver gang jeg trådte at min fodsål rørte de visnde blade og knuste dem sammen.

Jeg vidste ikke hvor jeg skulle hen før jeg kom i tanke om den lille båd udlejning hvor der aldrig var nogen, jeg gik derned og så ud over havet som jeg ellers aldrig gjorde, sad bare og kiggede mens jeg skruede højere og højere op for min musik.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...