Golden

Stephanie har længe drømt om en hest, men har aldrig fået ønsket opfyldt før nu. Hesten er tidligere blevet mishandlet, så Stephanie må tage nogen svære valg.

3Likes
3Kommentarer
1254Visninger
AA

1. Hvad skal jeg gøre?

Jeg kunne lynhurtigt se longepisken svæve gennem luften. Enden af pisken ramte hoppens bagpart og hoppen satte hastigt tempoet op. ”Kom i gang!” blev der skreget og hoppen løb igen hurtigere. Sveden piblede ned på hestens hals. Hesten havde for længst lagt ørene ned, og dens indspænding var alt for stram. Longepisken blev endnu en gang svirpet ned på bagpartiet af hoppen. Et hul i sandet kunne ses længere henne. Hoppens skridt blev længere og længere. Hoppen havde ikke set hullet længere henne og fortsatte derfor. Hesten snublede og landede på jorden. Man kunne høre pisken som langsomt blev svirpet ned i jorden og derefter hen på hesten. Hoppen hvinede opgivende. Det var det værste jeg nogensinde havde oplevet. Jeg sprang over barrieren og satte i løb mod den skræmte hest. Hoppen prøvede i et forsøg på at rejse sig, men kunne ikke. ”Rolig tøs, rolig..” jeg strøg beroligende hånden gennem den drivvåde pels. ”Så ring dog efter noget hjælp!” råbte jeg vredt. Mine øjne fyldtes langsomt med tåre. Tænk at den skulle lide sådan. Hoppen vendte det hvide ud af øjnene i endnu et forsøg på at rejse sig. Hun sukkede lavt. Flere mennesker stod i en kreds om personen som ringede efter dyrlægen. Damen, som havde forårsaget skaden kiggede hånligt på mig. Hun var ligeglad med hesten. Jeg skulede ondt til hende et kort øjeblik og vendte derefter igen blikket mod hoppen.

Dyrlægen kom hurtigt efter opkaldet. Han løb hen mod mig med sin store taske på slæb. Han trak hastigt en sprøjte frem og stak den ind i hesten. Hoppen prustede lavt. ”Hvad er det du giver hende?” spurgte jeg venligt. Inderst inde fyldte vreden hele kroppen, men dyrlægen havde intet gjort. ”Jeg giver hende noget beroligende,” svarede han. ”Er det dig der har ansvaret for hesten?” han rynkede lidt i øjenbrynene. ”Nej, hende,” mumlede jeg og pegede i retning af kvinden som havde behandlet hesten sådan. Dyrlægen rettede blikket mod hende og tog sin telefon frem. ”Sådan et menneske burde ikke have dyr,” sukkede han lavt. Han tastede hurtigt et nummer jeg ikke kendte og en dyb damestemme tog den. Jeg anede svagt samtalen men kunne ikke rigtig forstå hvad den handlede om. Han lagde på og kom den lille mobil ned i lommen. ”Nu skal du høre her. Jeg har ringet efter en hestetransporter og den skulle meget gerne komme inden længe. Min kollega vil forsøge at sørge for at jeg kan beholde hende.” Han skævede lidt til hoppen og klappede hende blidt på halsen. ”Jamen.. hvad så efter det?” spurgte jeg naivt. Han trak på skuldrende. ”Jeg ved det ikke. Hun finder vel hurtigt en ny ejer.” Jeg nikkede forstående.

Hestetransporteren trillede langsomt ind over det knasende grus under dækkende. En dame og nogle få mandestemmer kunne lavt høres udenfor. De ind på banen og fik rejst hoppen. Hesten haltede fuld af smerte efter menneskerne. Med lidt besvær fik damen lukket bagtil transporteren og gik ind i bilen. ”Du gjorde det helt rigtige. Hvis du vil må du gerne komme og besøge hende. Her,” damen rakte mig et papir med en adresse på. ”Tak skal du have,” nikkede jeg glad. Glad for at hesten endelig er kommet væk fra det her helvede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...