Nu skal du høre om mit liv

Et gammelt hus, der er blevet revet ned fortæller om hele sit lange liv og historier.

0Likes
0Kommentarer
804Visninger
AA

1. Nu skal du høre om mit liv.

Hej. Jeg var et hus i Texas by, mark 201. Jeg var et stort og flot hus, men den 21. juli 1983 sluttede min lange historie. Der var lige flyttet et nyt ægtepar ind, de havde besluttet sig til at få mig revet ned. Men det var ikke en nem sag, jeg var stædig, meget stædig. Det tog over et halvt år at rive mig ned, men på et eller andet tidspunkt skulle jeg jo overgive mig. Jeg blev udslettet, fuldkommen væk. Jeg blev sendt til en losseplads i flere dele lige uden for Texas by. Men nu vil jeg fortælle om mit lange liv. I 1893 blev min første mursten sat, og der gik næsten to år før jeg var færdig, fordi da jeg næsten var færdig et år efter de var startet kom der en kæmpe orkan og blæste halvdelen af mig ned, men heldigvis gik den kun et år mere, så der kun gik to i stedet for tre år før jeg blev færdig. Den 31. marts 1895 stod jeg klar til indflytning. Det var et ungt ægtepar, Hr. og Fru. Grøningsbæk, der havde fået mig bygget. Den dag var den bedste i hele mit liv, jeg havde det de rødeste teglsten i hele min omegn og lysegule mursten, lige så fin som huden på en baby. Fuglene kvidrede i vilden sky og vinden var frisk, jeg havde en masse dejlige værelser og stuer, og en flot have. To år senere havde Hr. og Fru. Grøningsbæk fået en lille pige, lille Frk. Sasseline. Det 28. maj et år efter, det var en dag jeg huskede i meget, meget lang tid, det var den dag hvor lille Sasseline og hindes mor døde, de døde i en ildebrand i tante Ingrids hjem, en sørgelig dag. Hr. Grøningsbæk flyttede til England en måneds tid senere, han kunne ikke bære at være her mere. Et halv år stod jeg tom, men så kom der en ny familie. Det var en flink familie, med de flyttede til Australien ikke så lang tid efter de var flyttet her til. Og sådan blev det ved i næsten tolv år! Men så kom der endelig en familie der blev boende i meget, meget lang tid. Det var et meget underligt ægtepar, de fik aldrig nogen børn, og de havde næsten heller ingen gæster på besøg. Det var et usædvanligt sært par, det må jeg sige dig. De havde en meget fissefornem kat og når ingen så det bed og kradsede den alle mine vægge på loftet i småstumper. I den lange tid var her altid meget stille, og uhyggeligt. Jeg var jo et meget stort hus, men lige pludselig syntes jeg at jeg var blevet til et slags stort gammelt forladt slot. De skiftede mit tag ud med en kedelig brun farve som med tiden blev turkis. På et tidspunkt opdagede jeg at Fruen i huset gemte noget i kælderen, men jeg vidste ikke hvad! Der gik mange måneder hvor hun tilbragte meget tid i kælderen. Men nu havde jeg fundet ud af hvad hun lavede, men en dag kom der gæster og Fruen ville gerne havde dem med ned i kælderen, fordi de skulle se noget nuttet. Hun løb i forvejen imens gæsterne tog deres overtøj af. Så gik de ned af trappen, trappen var lang, meget lang. Jeg ved endeligt ikke hvorfor den skulle være så lang. Da de kom ned stod Fruen med en lille uldbolde i hånden. Den lille kugle rullede sig ud, sikken nogle store nuttede øjne den havde, men pludselig… lukkede døren sig bag den, og den lille dyrs øjne blev røde og Fruens hår begyndte at rejse sig op i tynde totter. Men det værste var at totterne blev til slanger. Et skrig, et hyl og det lille dyr slikkede sig om munden, med et stort grin på læben. Der var gået en del år efterhånden, og dette år var ca. 35 et halvt år siden jeg blev bygget. Denne dag var den sidste dag det underlige ægtepar, af de 20 år de havde boet her. For pludselig var gæsterne ædt og der var en stor sort sky af slangegift i hele kælderen. Så i mange år efter havde jeg skimmelsvamp. Der gik mange år hvor der ikke boede nogen. Så mange at jeg slæt ikke har tal på dem. Men der var også en grund, Der var nemlig en gang hvor en familie var ude at se på mig, det var en dejlig og solen skinnede. Det var en familie med to børn, men der skete underlige ting, for efter kort tid kom de alle sammen skrigende ud og råbte: ”dette hus er forbandet, det er et spøgelseshus!…” siden da har der ikke været et øje, ikke engang en lille bitte pip fugl. Faktisk har solen nærmest ikke skinnet siden. Inden jeg blev revet ned var der faktisk en sidste familie der boede her. Det var faktisk ikke en familie det var en ung enke, ved navn Felizia. Hun var 21 år gammel og havde en lille hund, som hed Figo. Han var min bedste ven, når Felizia ikke var hjemme kløede han mig på ryggen og jeg skubbede bold til han med min dør. Men han var også en lille frækkert, han tissede nemlig op af en anden ven som jeg har haft i lang tid, det gamle ege tre i haven. Han var gammel og klog, men nogen gange lidt kedelig. Men en dag skete der noget forfærdeligt, for en dag da Felizia var i byen kom Figo løbene ud af mig og han stoppede ikke, og jeg kunne ikke gøre andet end at vente, og vente. Da jeg så Felizia komme køerne på sin cykel var der noget galt, hun så ikke så glad ud som hun plejede at være, hun køre ikke så hurtigt og hun kørte med en tung last kunne jeg se. Da hun stoppede foran mig så jeg det, min bedste ven, Felizias bedste ven, Figo var død, han var helt flad. Jeg var så trist lang tid efter og Felizia havde ikke en eneste ven tilbage de var alle borte. Hun var så bedrøvet at hun skar hoved pulsåren op da hun var i bad. Igen stod jeg tom, sådan da altså med en død krop inden i mit badeværelse. Og nogle år efter kom et ungt ægtepar. De fandt Felizia i badekaret og fik hinde begravet på den nærmeste kirkegård. i kort tid boede de her men efter en måned besluttede de sig får at rive mig ned, men der gik alligevel lang tid før jeg var helt og aldeles revet ned. Jeg ville ikke af sted nu jeg ville blive bare en år mere, så derfor besluttede jeg mig for at gøre det sjoveste i mit livs historie, at drille byggemændene. Da de ville gå ind i mig lukkede jeg døren lige i hoved på den, dan de skulle tage mål af mine vinduer for at kunne gøre det næste hus’ vinduer lige så store åbnede jeg dem og de halt ud, til sidst gad de ikke mere og ægteparret blev nød til at finde nogen nye mænd. Og jeg vidste godt nu kunne jeg ikke mere så jeg gav op, de rev mig ned til der ikke var mere end et huld i jorden tilbage. De kørte mig til lossepladsen lige uden for Texas by, og sådan ente mit lange liv.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...