Show me your love - Justin Bieber.

Aya Sherwood skulle forestille at være en fuldkommen normal teenage pige. Så er der bare det, at hendes bedste ven og såkaldte far ligger døden nær. Ayas far har en bedste ven, Martin, som står Aya meget nær, ligesom hendes far. Hun har overvejet konsekvenserne hendes fars død vil bringe med sig. Aya og hendes mor kan ikke udstå hinanden, så hun vil bo hos Martin. Men hvad gør Aya når det går op for hendes mor, at hun ikke kan klare at bo alene? Hun kan ikke klare tanken om, at hendes datter bor hos en anden end hende selv. Så hun sender hende da på lejr i ingenmandsland. Lejren er dog ikke en helt normal lejr. Aya har brugt det meste af sit liv på at opbygge en facade, hvilket viser sig at være nyttigt, når hun ankommer til lejren.

16Likes
90Kommentarer
3727Visninger
AA

11. Ayas synsvinkel - Typisk.

Pigen jeg sad og snakkede med, var ved at gå mig på nerverne. Jeg var nødt til at affinde mig med hendes snak om Justin Bieber, da jeg jo skulle være her i.. Hvor lang tid varede denne lejr egentlig? Det ville jeg lige finde ud af. Mit blik flakkede rundt i håb om at se en af lejrlederne, det endte på en lidt smadret Justin. Han fangede mit blik og holdt det fast, jeg ville ikke være holdt fanget, men jeg kunne bare ikke ødelægge øjeblikket. Han sad et stykke fra mig, men jeg kunne sagtens fornemme de nøddebrune, varme øjne, som jeg kunne drukne i lige nu. Til sidst fik jeg revet mit blik til mig, uden så meget som at gengælde hans skæve smil. Det var noget ved ham, som jeg ikke kunne gennemskue. Egentlig forstod jeg ikke de kendte sommetider, de har ikke noget imod at blive forfulgt af paparazzier dagen lang. Jeg ville gå ned af stress, hvis det skete for mig. Dog elsker jeg at synge og har fået af vide, at jeg synger virkelig godt. Måske 'de kendte' bliver mig en dag?

"AYA"  råbte en person ud over hele bålpladsen.

Jeg kiggede op og mødte et undskyldene blik. Han sendte mig et forlegent smil og kiggede ned. Alle havde rettet deres blik mod Austin og jeg. Pinligt. Som om det ikke kunne blive være, kom der lige en forfra og spildte sin sodavand ned i min kavalergang. Jeg blev så pinligt berørt, at jeg løb hen imod min hytte. Tårerne pressede sig på, men jeg ville for guds skyld ikke græde. Ikke her, ikke nu.

 

Uden nogen anelse om hvor jeg var, satte jeg mig ned bag en hytte. Der var intet lys i hytten, så jeg regnede ikke med, at nogle ville finde mig her. Drengen der havde spildt udover mig så fuldstændig forkert ud i ansigtet, da han spildte sodavanden ud over mig. Jeg begyndte at fnise lidt, da jeg tænkte på det. Egentlig lignede han, ham der havde siddet ved siddet tæt på mig i bussen. Var det ikke Ryan han hed? Det mener jeg det var, men jeg er nu også ligeglad. He just made my day. Jeg kom til at tænke på Chace, min kæreste. Tårerne kunne ikke holdes tilbage nu. De piblede ned af kinderne på mig, deres blide berøringer gjorde næsten ondt. En efter en påførte de mig den smerte, som jeg sikkert havde fortjent. Fortjente jeg smerte? Jeg kunne ikke se hvorfor, jeg havde allerede mistet min bedste ven/min far. Min mor har sendt mig på lejrcamp, min kæreste har ikke skrevet i nogle uger og nu sker dette. Hvad har jeg gjort for at have fortjent dette?

"Er du okay?" spurgte en hæs stemme.

Jeg kiggede chokeret op og mødte et forundret blik. Jeg kunne bare ikke klare flere drenge i dag, men han så virkelig bekymret ud. Jeg nikkede som svar og sendte ham et sorgfyldt smil. Det var smil var mere falskt end barbie, hun ville være jaloux på dets falskhed. Han rakte sin hånd ned til mig for, at jeg skulle tage den. Først tøvede jeg en anelse, men så tog jeg den. Han holdt min hånd, så jeg kunne genfinde balancen.

"Alexander" sagde han og gav min hånd et blidt klem.

Jeg sendte ham et kort smil og fortalte ham, hvad jeg hed. Han sendte mig et sødt smil. Egentlig så han utrolig sød ud, ikke sådan overdrevet lækker. Det er egentlig heller ikke det jeg kigger efter, men man må da gerne se lidt sød ud. Hvorfor tænkte jeg sådan? Jeg havde jo en kæreste! Argh!

"Er du her på lejr?" spurgte han med en blid, småhæs stemme og sendte mig et stort smil.

"Ja, det er jeg. Min mor tilmeldte mig, imod min vilje.." forklarede jeg og sendte ham et tøvende smil.

"Imod din vilje? Ville du da ikke gerne med på lejren? Nu da JB er her" spurgte han og mistede sit ellers så fantastiske smil.

"For det første, så er det med min mor en lang historie.. For det andet, så kan jeg ikke lide Justin Bieber. Han kigger utroligt meget efter mig, og det er virkelig irriterende, kan han ikke bare lade mig være? Bare fordi jeg ikke bryder mig om ham" svarede jeg og mistede fuldstændigt mit smil, da jeg sagde det med min mor.

Han kiggede sørgmodigt på mig, men tog så min hånd og førte mig et sted ind igennem skoven, som jeg var løbet ind i, da jeg skred fra bålpladsen. Før jeg vidste af det, stod vi foran en lille hytte.

"Ja, ehm.. Det er min hytte. Vil du med ind?" spurgte han og sendte mig et nervøst smil.

Jeg nikkede som svar og gik indenfor. Lige i hælene på Alexander.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...