endnu en mandag

en kort og enkel novelle, med dele fra virkeligheden. Handler om det komplicerede kærlighedsforhold mellem to mennesker.

0Likes
0Kommentarer
396Visninger

1. kapitel 1

Små kruseduller former sig på kalendersiden fra d. 14 januar. I dag er det vist den 26, men jeg følger heller ikke reglerne. Det synes du ihverfald ikke . Kalender giver mig stress, så jeg tegner i den, min mor har købt i dyre domme til mig. Hun tænkte, at jeg kunne få styr på mit liv.   En pige sætter sig ved siden af mig, så jeg må flytte min taske. Hun kigger nysgerrigt, da jeg igen får rokuret mig på plads så jeg kan tegne videre. Kalenderen er på størrelse med en håndflade. Indbundet i blåt læder og med guldskrift står der ”2012”. Den har vist været dyr.        ”Det er du da dygtig til”, siger den fremmede pige lige pludselig. Der går lidt tid før jeg opdager at hun snakker til mig. Det sker normalt ikke at folk snakker til hinanden i bussen. det er da kun hvis de vil forbi en. Eller have ens taskes plads.      ”Ja det udemærket. En Picasso bliver jeg aldrig,” griner jeg for mig selv, mens pigen smiler. Nu  er det eneste jeg kan tænke på, er at hun kigger på mine tegninger. Jeg gør mig umage med at tegne detaljer på min seneste krusedulle, men kan slet ikke. Tilsidst må jeg give op, og ligger kalenderen og den dertilhørende kuglepind i lommen.       Endnu en mandag er sat igang, og allerede inden klokken 8 tænker jeg på dig. Hende pigen kunne da også bare have holdt sin  kæft, nu kører min hjerne kun på en ting. Dig. Og dig og mig. Og jeg hader det. Jeg hader de her busturer, fordi jeg ved, at jeg ender med at tænke på dig. Det er jo derfor jeg har kalenderen. Så jeg kan undgå dig. Dig, og dig og mig.    Udenfor busruden regner det intenst. Da bussen drejer ved enghave station giver det mig et sug i maven. Jeg når lige at se noget flakkende lys og aner en høj lyd da alting bliver sort.    

    Da jeg vågner igen, kan man høre ambulancer og råb og skrigen. En eller anden baby har vist fået sin guccihalsklud galt i halsen. Jeg smiler over min egen joke, men pludselig opdager jeg det. Intet er som før. Jeg ligger sammenkrøbet i noget der engang var et sæde. Ruden ved siden af mig er ganske vist knust, men det er vist en termo, så kun et lag er splitret. Jeg kan hverken se ud eller ind. Noget siger mig, at den er helt galt, da jeg mærker smerten i min højre arm. Den sidder da også helt forkert i forhold til den anden. Fuldstændig baglæns. Jeg forsøger at vende hovedet men opgiver, da der ligger noget oven på mig.      Da jeg rykker mig lidt, falder noget tungt over min skulder. En hvid hånd kommer til syne. Mine øjne spiler op. Den er nærmest syrligt hvid. Fra den drypper der lige så stille blod ned på min sko . Blod har aldrig været min stærke side.    

    Jeg vågner ved at du trækker mig tilbage til dig. vi ligger i din seng. Lyset fortæller mig at det er lørdag. Det må det være, det plejer at være mørkt når vi skal i skole om morgenen. Det faktisk rart at vi ikke går på samme skole. Jeg tror det ville have været akavet. Ikke fordi det er dig. nej, fordi det er dig og mig.    Du kysser mig på kinden, og vender mig forsigtigt om mod dig, . Du ved jeg hader at ligge sådan her. Jeg kan ikke udstå når folk de ligger så tæt at de ånder mig i hovedt. Men jeg ved også at du bare gerne vil være tæt på mig. Så jeg accepterer og ligger mit ansigt tæt på dit. Du har lukkede øjne, så jeg aer dit hår. Jeg beder til at du også åbner dine øjne og kigger ind i mine, så jeg ved at det er os to. Ikke dig og mig. Men os to.        Men det er det jo ikke.  Når du trækker mig ind  til dig, så ved jeg godt hvorfor. Du er bange for at jeg opdager det. Om jeg finder  ud hvordan du har det med mig. Men det er ligemeget, for jeg ved det allerede. Man kan se det i dine øjne. I dit fjerne blik.     Da vi startede på det her troede jeg at vi var lige, men det viste sig hurtigt at det var mig der var taberen. Du ville mig ikke rigtig, men du ville jo heller ikke såre mig. Og du har ikke tænkt dig at gøre en ende på det. hvorfor gør du det ikke bare, så jeg slipper for at tænke på dig og dig og mig?     Du kysser mig på panden, intenst, du holder fast om mine arme. Hvorfor holder du så hårdt fast om mine arme? Du begynder at ryste mig, og råbe, men jeg kan ikke høre noget! Hvad er det du laver? Hvorfor skriger du? Det et meget sterilt rum jeg ligger i. jeg er væk fra bussen og den livløse hvide hånd. Ved siden af mig står en buket. Jeg kan lige ane skriften ”god bedring fra 3C.”. nå ja. Det var da meget sødt af dem. Smerten i min arm er væk. Tilgængæld er armem pakket ind i noget stads. Det er vel ikke gibs, tænker jeg og mit ansigt laver en grimasse.     ”Bare rolig den bliver god igen” Du kommer gående ind af døren med en kop kaffe i hånden. Jeg smiler forsigtig ”hej” Du kigger på mig og smiler ”hej”     ”Hvor længe har jeg været væk” spørger jeg nervøst, ved tanken om den kommende terminsprøve jeg skulle til om torsdagen       ”Du har sovet i et døgn, de gav dig nogle piller fordi du var helt oppe og køre” Jeg prøver at finde  noget frem, men det hele  virker som et sort hul.       ”Hvad skete der?” jeg misser med øjnene og forsøger stadig at komme frem til min hippocampus     ”En bus der havde mistet kontrollen kørte direkte ind i jer for fuld smadder, 5 er døde.” Jeg gisper. Ikke med vilje. Bare sådan refleks. Jeg har aldrig frygtet døden, men det her.. Jeg kigger ud af vinduet. Da jeg vender mig om er du helt henne ved mig. Du aer mig på kinden, forsigtigt som om du ikke rigtig ved hvordan du skal.        ”Jeg er så glad for at du ikke er kommet til skade”, siger du stille. Jeg kigger fra min arm og op mod dine øjne  ”nå nej, min arm er da også intakt” siger jeg lettere irriteret. Du sukker og kigger op mod loftet. Vi mister øjenkontakten.       ”Tror du nogensinde at du kan tage imod et kompliment?”, siger du opgivende. Jeg griner halvhjertet, ”hvorfor siger alle det til mig?” Du kigger på mig og slipper mit hår ved at lade det glide igennem dine fingre. ”fordi du aldrig følger reglerne.”

Idag er det tirsdag.

Der er gået lidt over en uge. Jeg kan ikke tegne i min kalender på grund af armen. Så nu tænker jeg på dig igen. Og dig og mig. Men vil jeg ikke altid gøre det. Måske mener du det virklig når du trækker mig ind til dig. Kalender eller ej, jeg må indrømme at jeg ikke kan uden dig. Uden os to.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...