Frygt hvad frygtes bør

"Mange mennesker frygter de forkerte ting. Frygter de forkerte mennesker. Og glemmer at stoppe op og tænke over, hvad de virkelig burde være bange for. Hvad der egentlig burde være grunden til deres skælven, de smertefulde skrig og nætterne, drømmene, badet i sved over alting. De glemmer det. Ligesom vi alle glemmer at børste vores tænder i de korrekt angivet cirkulære bevægelser tandlægen anbefaler. Og som vi glemmer at slukke lyset når vi forlader et rum. Som en lille, ubetydelig ting, glemmer vi at være bange. Men hvad vigtigst er; vi glemmer at det ikke er ubetydeligt. Det er en synd. En synd der udelukkende kun går ud over os selv. Ud over hvem vi er, hvad vi er gjort af. Og så ender vi her. Eller et andet sted… "

5Likes
11Kommentarer
1499Visninger
AA

1. Frygt hvad frygtes bør

 

Rummet var støvet og uhumsk. Der var ingen mennesker, ingen liv. Nærmere død. Som om alting stod stille. Ingen bankene hjerter, ingen åndedragstagende lunger. Intet. Hvilket også passede helt fint. For alt hvad rummet kendte til var at tage liv. Dræbe uskyldige. Døden domminerede stedet. Og selv om damen bag glasruden altid lyste i et smil når hun henviste til den jordslåede lædersofa, var stedet så evig dødt. Det var ikke et sted man ville komme frivilligt. Og slet ikke flere gange. Medmindre man, som sagt, ikke havde noget valg. Og det havde jeg ikke.

En ung pige kom ind. Hendes ansigt var stift og hendes øjne var hævede og røde. Hun gik forsigtigt hen til glasrudens åbning og henvendte sig til damen. Hendes stemme var spinkel og skrøbelig. Hun lød bange.

 

”Kan det gøres nu? Eller så hurtigt som muligt?” Pigen vred sig og kiggede skeptisk rundt i lokalet. ”Hvis du tager plads så kan du komme til om en halv time” svarede damen og smilede det velkendte smil.

Pigen stillede sig midt i lokalet, turde ikke sidde ned eller røre ved noget. Var bange for hvad det ville gøre ved hende, hvad det ville gøre ved hendes sind, plette det, trække hende ned i mudderet og søle hende til i skam, skyldfølelse. Hun var bange for at blive en af os. Det er en sund form for frygt. For hvis man ikke frygter hvad frygtes bør, så ender man nøjagtig hvor man ikke burde være. Her. Og alle mulige andre steder et hvert menneske ikke burde begå sig. Men mange mennesker frygter de forkerte ting. Frygter de forkerte mennesker. Og glemmer at stoppe op og tænke over, hvad de virkelig burde være bange for. Hvad der egentlig burde være grunden til deres skælven, de smertefulde skrig og nætterne, drømmene, badet i sved over alting. De glemmer det. Ligesom vi alle glemmer at børste vores tænder i de korrekt angivet cirkulære bevægelser tandlægen anbefaler. Og som vi glemmer at slukke lyset når vi forlader et rum. Som en lille, ubetydelig ting, glemmer vi at være bange. Men hvad vigtigst er; vi glemmer at det ikke er ubetydeligt. Det er en synd. En synd der udelukkende kun går ud over os selv. Ud over hvem vi er, hvad vi er gjort af. Og så ender vi her. Eller et andet sted…

 

Jeg har lyst til at tage hendes hånd, lyst til at fortælle hende, at det bliver bedre. Trøste hende og sige, at selv om hun føler sig fortabt og alene nu, så går det over. Men jeg ved det ikke vil gøre nogen forskel. Hun skal lide. Som Gud har bestemt det skal hun lide. Ligesom jeg led. Jeg kunne spørge hende, hvorfor hun er her, hvad der gik galt. Selvom jeg egentlig helst vil være fri. Jeg er ligeglad. Med alting. Jeg kan intet føle mere. Alting er gråt og ubetydeligt, smeltet sammen i et sanseløs virvar. Og det er min straf. Til sidst var det hele ligesom lige meget. Sket var sket, jeg kunne intet gøre, og det blev ved med at ske. Igen og igen. Fordi jeg glemte at være bange. Bange for ham. Det virkede så usandsynligt, så ondt og hjerteløst, at det slet ikke faldt mig ind. Jeg havde ingen anelse om at han kunne finde på noget så frygteligt. Han var min klippe. Min evigt kærlige og solide klippe. Og det er min egen fejl. Man kan ikke stole på nogen. Aldrig. Det lærte jeg på den hårde måde.

 

En dør gik op. Pigen gjorde et hop og stirrede på den nyankommne parodi på et menneske. Et liv. Han var iført en forvasket hvid kittel og bar et blankt navneskilt med ordene ”Dr. Hudson” indgraveret. Han vendte sig mod mig og nikkede i et smil.

 

”Kom indenfor, Monica” Jeg rejste mig og kastede endnu et blik på pigen. Hun stirrede på mig med en sådan frygt i øjnene at det næsten gjorde ondt. Kun fordi jeg vidste hun stadigvæk ikke havde forstået hvad hun skulle lærer af det her. Jeg gik med Dr. Hudson ind i det sterile lokale, og han lukkede døren bag os.

 

”Nå. Så er den gal igen forstår jeg” sagde han rutineret og bladrede igennem sine papirer. Jeg stirrede fjernt frem for mig, ville sådan ønske han kunne springe den del over, hvor han spørg mig om min beslutning, fortæller mig om indgrebet og konsekvenserne. Hele den lange, rutinerede og så evigt ligegyldige samtale vi altid skal have. Men han gør det hver gang. Og han nyder det. Så jeg nikkede blot og lagde mig på briksen, mens han ævlede løs.

 

”Jeg ved det må være trættende at hører på sådan en bedrevidende idiot som mig, men du ved jeg bliver nødt til det” sagde han og kiggede medfølende på mig. Mest af alt havde jeg lyst til at klemme øjnene ud af hovedet på ham, men jeg beherskede mig for hans skyld. Det må være hårdt at dræbe liv hver dag.

”Du er jo kun i 8. uge så det klarer vi hurtigt og smertefrit” Jeg nikkede. Han stoppede midt i en bevægelse og kiggede mig i øjnene. ”Er det ham igen?” spurgte han og gjorde en grimasse. Jeg kiggede væk. Han ved godt at jeg ikke vil tale om det, men han spørg altid. Og svaret er altid et ja. Så jeg nikkede.

 

Han gik hen til briksen og lagde en hånd på min skulder. Jeg bed tænderne sammen og vred mig en lille smule. Han kiggede forvirret på mig og trak mit ærme ned. En stor blå plamage kom til syne og stoffet rev i rifternes sårskorpe så jeg måtte bide tænderne yderligere sammen. Han så ikke overrasket ud. Han havde set værre. Som dengang min arm var forvredet i en krampeagtig tilstand. Eller dengang min knæskal var knust og jeg haltende lagde mig på briksen. Og dengang en hårtot var blevet fjernet fra min hovedbund, udelukkende med håndkraft. Eller en anden ud af de mange gange. Så han dækkede beviserne igen og fandt sit udstyr frem.

 

”Jeg lokalbedøver dig først. Så jeg skal bede dig om at tage trusserne af og placere benene på stængerne”

Jeg gjorde som han sagde. Uden at tøve, rutineret og ligeglad. Det skulle bare overstås. Ligesom alle de andre gange. Dette burde ikke frygtes. Det var bare et foster. Et misfoster. Og det betød intet for mig. Jeg hadede det. Ligesom jeg havde hadet alle de andre. Det mindede mig blot om ham. Om hvad han havde gjort. Og hvad han ville gøre igen. Der var ingen vej udenom. Det skulle fjernes. Ud af min krop.

”Du mærker et lille prik” Så banalt. Så Ingenting. Og så tavshed. Få minutter hvor bedøvelsen skal virke. Jeg stirrede blot op i loftet, mens han sad og trillede sine livsædende tommelfingre. Som om det hele var så almindeligt, så perfekt. Han rodede med sit udstyr og stillede sig så ved enden af briksen.

 

”Hvis du er klar…” sagde han spørgende. Og jeg nikkede. Jeg er altid klar.

Og så suger han. Det gør ikke ondt. Det planter en følelse af lettelse i kroppen. En boblende fornemmelse af frihed igen. Men ikke længe. For han venter derhjemme. Det gør han altid. Og han tøver ikke. Han er altid klar. Min klippe. Min bristede, ubarmhjertige klippe. Han sidder i sin lænestol og smiler sit smil. Sit lumske smil fyldt med den syge form for kærlighed hans sjæl besidder. Men jeg er ikke bange. Det er for sent at være bange. Det er glemt. Så jeg er bare ligeglad. Går ind ad døren, smider mine ting og mit tøj og smiler til ham.

”Hej far”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...