One more time? (CB)

Adriana Sehri er en helt normal pige fra Birmingham, England, som pludselig flytter til Stanford, Canada, pågrund af økonomiske problemer. Vil hun finde kærlighed, eller ender hun med de dejlige hasselnøddesfarvet øjne i hovedet for evigt?

4Likes
16Kommentarer
1890Visninger
AA

2. Kapitel 1 – Endnu en konkurrence, endnu et problem..

 

”Hej. Mit navn er Adriana Sehri, og jeg skal repræsentere 9.klasse i stavekonkurrencen”. Sådan ville min stemme sådan cirka lyde i dag klokken kvart over fire, hvor jeg skulle, som sagt, repræsentere min klasse i årets stavekonkurrence. Selvom jeg nok burde, så ville jeg ikke. Jeg var ikke rigtig den type, der var med til alle de store fester, eller drak mig fuld nytårsaften. Jeg havde kun én ven fra Birmingham. Hun hed Portlyn. Hun var, og er stadig min bedsteveninde. Desværre blev min mor fyret, og vores økonomi var ikke så god på det tidspunkt. Jeg sagde ellers til hende, at jeg med glæde ville finde et job og hjælpe lidt til, men min mor havde desværre allerede besluttet sig. Vi flyttede derefter til Stanford, en lille by i det sydlige Canada. Jeg hadede stedet, indtil jeg mødte Jenna. En pige, men lidt ligesom mig. Hun begyndte randomly at tale til mig, første dag jeg var dér. ’Dér’ er min skole, Degrassi. Jeg elskede den skole. Der var så meget kunst rundt omkring på skolen og i kvarteret. I ved, Street kunst. I Birmingham havde de også meget af den slags bare ikke på skolerne. Men noget af det bedste ved denne skole var, at man ikke skulle have skoleuniformer på. Men i hvert fald.. Jeg tror, det er på tide, at vi lærer hinanden at kende. Som sagt, mit navn er Adriana Sehri. Jeg er 15, og går på Degrassi High School. Jeg er 1,71, og vejer 55 kg. Jeg har fuldstændig knald grønne øjne og langt mørkebrunt, bølget hår med folder for enden. Min mor er indehaver af en brugskunst butik, og min far er advokat. Jeg selv vil derimod være professionel guitarspiller plus sanger. Men i virkeligheden så er det kun Portlyn, der ved, det ikke er min drøm, at blive videnskabsmand bare fordi jeg er sindssygt klog. Alle andre tror, det bliver mit store gennembrud. Jeg siger ’Skrid ad helvede til’. Jeg savner af og til Portlyn virkelig meget. Så meget at jeg nogen gange græder, men jeg kommer mig altid over det. Tilbage til virkeligheden.. Jeg stod foran spejlet, og betragtede mig selv lidt. Jeg havde aldrig været utilfreds med mig selv eller min krop. Jeg havde en stribet BH på, der var lysebrun med sorte striber og blonder i toppen, og i bunden. Jeg havde matchende underbukser på, udover at underbukserne kun havde blonder forneden. Jeg havde en okay brun hud, og en navlepiercing i lyseblå og sølv siddende i den nederste del af navlen. Jeg tog min hænder op, og kørte dem ned langs mine bryster, og så længere ned til taljen hvor jeg stoppede dem. Jeg kom tilbage til mig selv, og skyndte mig over i mit skab for at finde noget tøj, der passede til i aften. Jeg ved godt, jeg sagde, at jeg ikke var den type der gik så meget ud, men når jeg gik ud, ville jeg simpelthen altid se godt ud. Mit hår var vådt og bundet op i et grønt håndklæde. Jeg fandt nogle mørke stramme Cowboy Shorts, nogle sorte nylon strømper, en sort Top og en stram leopard T-Shirt frem, og tog det på. Jeg føntørrede mit hår og lod det hænge løs. Jeg var tilfreds med tøjet, så jeg begyndte med makeuppen. Jeg tog noget Concealer, Mascara, Eyeliner og så lidt Blush på. Det var sådan set mit normale makeup. Det var kun til specielle ting jeg tog Pudder og Øjenskygge på. Jeg var tilfreds med resultatet, gik hen til min seng, og satte mig på den. Jeg tog min computer, som lå på sengen ved siden af mig, og loggede på Facebook. Jeg begyndte at spille Tetris, og gjorde det resten af tiden, indtil min mor råbte på mig, og vi skulle køre. Jeg slukkede, og lukkede Computeren sammen, tog mine ting, og gik derefter ned til min mor. ”Er du klar?” spurgte hun med et smil på læben. ”Altid..” svarede jeg, og tog mine høretelefoner frem. ’When the thorn bush turns white, that’s when I’ll come home.. I am going out to see what I can sow’. Jeg elskede den sang, det var én af mine ynglings sange. Jeg kiggede ud af forruden, og så min skole. Jeg satte mig op i sædet, og tog den ene høretelefon ud. Jeg tog min mobil op, og sms’ede til Jenna. #Hvem var det nu vi skulle stave imod :i?Adriana# #Nogen fra Medion High School, tror jeg :P?Jenna# Jeg lagde min telefon væk, og min mor drejede ind på skolens parkeringspladsen. Jeg strakte min hals, for at se om jeg kunne genkende nogen. Min mor parkerede, og jeg steg ud af bilen. ”Kan du ha’ det godt min Skat!” sagde min mor, inden jeg smækkede døren i. Jeg smilede bare til hende, og vinkede farvel, da hun kørte. Jeg nærstuderede dem alle, da jeg gik over parkeringspladsen. Jeg kunne mærke deres blikke hvile på mig og min krop. Jeg tror, endda jeg hørte nogen fløjte. Men som sædvanlig, ignorerede jeg dem. Jeg fortsatte ind ad hovedindgangen, og mødte Jenna’s glade ansigt. ”Hej!” sagde hun, og gav mig et stort kram. ”Hej..” mumlede jeg bare. ”Noget galt?” spurgte hun med en bekymrende mine. ”Nej, nej!” svarede jeg hurtigt, og smilte. Hun smilte, men var ikke helt overbevist. Hun glemte det tydeligvis hurtigt, og trak mig derefter hurtigt ind i hallen, hvor slaget skulle stå. Vi kunne se de øvede. ”De ligner da sådan nogle Prettyboys?” udbrød jeg overrasket. ”Vent lige lidt!” sagde hun, og fortsatte – ”De her Guys er Proffer!” sagde hun, måske en smuuule for højt. ”Hey! I må ikke være herinde!” sagde den ene dreng strengt. Han løb efter os, da det var STRENGT FORBUDT at gå ind når andre øvede. Vi løb alt hvad vores ben kunne bære, men desværre var det ikke nok for mig, da jeg havde Asma. Til jer der ikke ved hvad det er, så er det vejrtrækningsproblemer, hvor man tager medicin mod det. Jeg stoppede op, og løb om bag en tyk bjælke, der akkurat lige passede med min bredde. Jeg holdt vejret, men det var meget svært, da han var meget tæt på mig. Jeg var ved at flække af grin, fordi Jenna gik i panik, og stoppede op, fordi hun fik øje på mig. Jeg hentydede til, at hun skulle holde sig væk, men jeg gjorde åbenbart ikke mig selv tydelig nok. Hun løb selvfølgelig i min retning, og lidt efter kom drengen løbende. Han løb hen mod os, og vi løb skrigende væk. Han gav bare ikke lige sådan op, for han løb tydeligvis efter os. Jeg havde fået taget min medicin, og åndet ud, så jeg var frisk igen. Jeg løb alt hvad jeg kunne, men drejede pludselig af ved biblioteket. Han løb selvfølgelig efter mig fordi jeg var den svageste. Jeg drejede af ved `Sex´ afdelingen, for der troede han nok ikke jeg ville gå hen. Desværre tog jeg fejl.. Igen. Jeg sneg mig så stille hen til læseafdelingen, og satte mig tæt op af væggen. Han gik faktisk forbi mig, men dér holdt jeg vejret. Jeg rejste mig, og gik hen til en af bogreolerne. Jeg stoppede, da jeg hørte nogle fodtrin foran mig. Jeg fjernede et par bøger, og kiggede ud gennem reolen. Pludselig dukkede et par hasselnøddesbrune farvet øjne frem i hullet. Jeg skreg, og begyndte at løbe. Jeg løb ud af biblioteket, og prøvede at finde Jenna. Jeg kiggede mig tilbage, og så at han bare stod, og stirrede tilbage igen på mig. Jeg løb bare videre, og fandt så til sidst Jenna. ”Er du okay?!” spurgte hun panisk. ”Ja ja.. Jeg har det fint” sagde jeg, og tog hovedet ned mellem benene for, at kunne kontrollere min vejrtrækning igen. ”Her” sagde hun og rakte mig min medicin. Jeg tog imod den, og tog så hurtigt et stort sug, inden jeg skulle på scenen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...