Somebody that i used to know - CB&JB

Kate på 17 har haft det svært. Og da hun efter at have boet i både Stratford og London, flytter til Atlanta med sin mor bliver alt forandret. For hvad sker der når hun åbner op og lader nye personer få indflydelse på hendes liv igen og når den person hun aldrig ville se igen pludselig dukker op, hvad med de glemte følelser?

39Likes
85Kommentarer
11478Visninger
AA

15. Kaptel 14.

Han kiggede mig dybt i øjnene, "jeg elsker dig"  sagde han inderligt. Jeg blinkede langsomt, det her var det perfekte øjeblik, vi sad ved vand kanten og mens solen langsomt gik ned. Han tog fat om livet på mig og trak mig ind til sig, jeg smilte svagt og kiggede ham fortsat i øjnene. Han førte mine arme op om hans nakke mens han blidt kærtegnede min ene kind. Hans hoved nærmede sig langsomt mit, jeg hev en smule efter vejret da hans bløde læber blidt kyssede min hals. Han trak hovedet en smule væk og bevægede det  langsomt mod mit ansigt, jeg trak ham ivrigt mod mig. "Jeg elsker også dig Justin" hviskede jeg inden vi mødtes i et intenst kys.

Jeg glippede svagt med øjnene da jeg vågnede, jeg lå i Caitlins seng men hun var her ikke selv. Ingen af dem var her, hverken Christian, Caitlin eller Mason. Det undrede mig, der var ikke en eneste lyd i huset og jeg kunne ikke høre andet end mine egne dybe vejrtrækninger. Jeg satte mig forvirret op i sengen og tog derefter hurtigt noget tøj på. Forfærdet bevægede jeg mig ned mod køkkenet, nu kunne jeg høre stemmer. Jeg skyndte mig ind i køkkenet hvor de allesammen sad. "Godmorgen" sagde de alle tre fnisende i kor. "Øhm..godmorgen" sagde jeg en smule træt. De fortsatte med at grine og jeg rynkede i panden af dem. "Hvad griner i sådan af?" spurgte jeg undrende. "Altså" begyndte Mason, men han nåede ikke videre før Caitlin fortsatte "Vi sad jo allesammen og så film ikke, også da den var færdig" grinte hun "det så sødt ud, altså du lå og sov på Christians skulder". Nå så det var det, det handlede om. Jeg kiggede væk og blev en smule rød i hovedet, det samme gjorde Christian. "Kom Mason" sagde Caitlin, "skal vi ikke lade turtelduerne være i fred?" de grinte begge og fortsatte deres gang mod trapperne. Jeg sank en klum og kiggede ned i jorden, jeg gik over til køleskabet og tog noget morgenmad frem. Jeg satte mig ved det lille spisebord med min mad, Christian satte sig i stilhed overfor mig. Han kiggede på mig og det irriterede mig en smule, "har du spist?" spurgte jeg pludseligt. "Øhh...Ja det har jeg" svarede Christian hurtigt. Jeg smilte svagt og fortsatte med at spise. Caitlin kom styrtende ned af trappen, "hey guys, vi er blevet inviteret til en fest ved Derek vil i ikke med?" sagde hun med et stort smil. "Jo selvfølgelig" sagde vi i kor, "men kun hvis jeg må sove her igen i nat" sagde jeg hurtigt, "altså jeg har snakket med min mor og hun skulle alligevel arbejde. Så det er kun hvis det er okay med dig?" fortsatte jeg. Hun nikkede bare smilende og gav mig et kram. Hun skyndte sig hurtigt op af trapperne igen og jeg hørte svagt at hun råbte noget til Mason som sad oppe på hendes værelse. Christian kiggede på mig igen, "vi kunne gå en tur, hvis du havde lyst til det?" spurgte han en smule nervøst. Jeg kiggede forbløffet på ham med munden fuld af mad, jeg nikkede ivrigt og prøvede så at smile.

"Caitlin vi går en tur" råbte Christian fra entréen, "okay, vi ses" råbte hun tilbage. Vi gik ud af døren, og jeg mærkede endnu engang kulden på mine varme kinder. Det gav mig et frisk pust og fik mig til at trække vejret dybt samtidig med at jeg sendte et stort smil. Jeg havde ikke engang lagt mærke til at Christian kiggede på mig før han også stod og smilte stort, solen skinnede så smukt på ham og det hvide sne fik ham til at se så uvirkelig ud...så overvældende smuk. Han tog mig forsigtigt i hånden og begyndte så at gå. Vi gik langs stien i skoven, ingen af os sagde noget. Men for en gangs skyld var der ikke en pinlig tavshed, jeg nød bare øjeblikekt så meget som muligt. Jeg havde helt glemt følelsen af det at have sommerfugle i maven, det at være nervøs når "han" kom ind i rummet, det at stirre formålsløst på "ham", bare for at dagdrømme. Alt det følte jeg ligenu, ihvertfald bare en smule.

"Kate" sagde hans honningsøde stemme. Jeg vendte mig mod ham, og inden jeg overhovedet nåede at svare kastede han en håndfuld sne i hovedet på mig. "Hvor du tarvelig" råbte jeg efter ham, mens han var gået et stykke væk og grinte. Jeg tog noget sne op i hånden og formede en lille fin snebold. Det prikkede lidt i fingrede da jeg ingen handsker havde på. "Christiaaaaan, kom lige og hjælp mig" sagde jeg en smule hjælpeløst. Han sukkede opgivende mens han smilte, han gik over mod mig. Han kom nærmere og jeg smilte et lille drillende smil, "hvad er det jeg skal hjæ..." han nåede ikke at sige mere før jeg havde klasket snebolden lige i hovedet på ham. Han stod med åben mund og tørrede sne af ansigtet, jeg grinte som en sindsyg og løb lidt væk. Han smilte lusket og løb så efter mig, "neeeej Christian" råbte jeg i mit forsøg på at løbe væk fra ham. Han indhentede mig og vi landede begge i den store bunke sne der lå på engen, mens vi grinte og formålsløst kastede sne på hinanden. Jeg trillede om på siden og lå så lidt skæv ovenpå ham, vi stoppede begge med at grine og jeg kiggede ham dybt i øjnene. Hans blik fangede mig, jeg kunne ikke slippe fri...hans øjne var så smukke i solens svage lys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...