Somebody that i used to know - CB&JB

Kate på 17 har haft det svært. Og da hun efter at have boet i både Stratford og London, flytter til Atlanta med sin mor bliver alt forandret. For hvad sker der når hun åbner op og lader nye personer få indflydelse på hendes liv igen og når den person hun aldrig ville se igen pludselig dukker op, hvad med de glemte følelser?

39Likes
85Kommentarer
11482Visninger
AA

8. Kapitel 7.

Jeg var så nervøs, da jeg fulgte efter Caitin med hastige skridt. Hun snakkede og snakkede mens vi gik, jeg kiggede bare ned i jorden og prøvede så godt jeg kunne at følge med. Det føltes som en evighed før vi nåede lokalet, enlig havde vi kun gået i mindre end et minut men noget inde i mig sagde bare at det var bedst hvis jeg flygtede, men mine ben ville bare ikke gå i den anden retning.

Da Caitlin åbner døren til lokalet går der et sus gennem kroppen på mig, hvad nu hvis de ikke kan lide mig? sidder mit hår ordenligt? syntes de mon at jeg er grim? alt det gik gennem mit hoved på et split sekund. "Det her er Kate" siger Caitlin og trækker mig gennem klassen ned til en plads ved siden af hende. Af ren refleks kigger jeg op og møder over tyve personers spændte øjne, der alle er rettet mod mig. Jeg tvinger et smil frem, men jeg er bare så nervøs at det gør helt ondt i maven. I første time havde vi matematik, hvilket var fint med mig. Hvis bare jeg ikke blev spurgt om alt muligt! "Hey, kan du ikke lige hjælpe mig med den her opgave" siger Caitlin sukkende og kigger bedende på mig. "Hmm, jo altså. Du skal bare gange de to tal også trække ti fra" sagde jeg og smilte forsigtigt. Hun nikkede forstående "du ved godt jeg ikke forstod et eneste ord af det du lige sagde ikke" grinte hun. Jeg gav et lille grin fra mig og forklarede hende det så på en anden måde, så hun denne gang forstod hvad jeg snakkede om. Endelig ringede det, timen føltes så lang. Jeg koncentrede mig om ikke at se dum ud, da alle hele tiden kiggede på mig. Der var dog også en del der havde snakket med mig, de var faktisk flinke nok, specielt Caitlin. Jeg havde aftalt med hende at vi skulle hjem til hende efter skole, for første gang i lang tid så det lyst ud for mig. Måske var der en ny veninde i hende, sådan en veninde jeg har manglet i flere år.

Dagen var så lang, og et par gange måtte jeg da også lige tage mig sammen for ikke at falde helt i staver. Vi sad i Caitlin's bil på vej hjem til hende. Hun boede vidst ikke så langt væk fra mig, for jeg kunne kende vejen. "Bare så du ved det, så har jeg en meget irriterende lillebror som du ikke skal tage dig af. Jeg ved ikke om han er hjemme, men så er du ihvertfald forberedt" sagde hun med et alvorligt ansigtsudtryk. Jeg kunne ikke lade være med at grine "det går nu nok" sagde jeg.

De havde et utrolig flot hus, det var stort og rødligt med sort tag. "Jeg er hjemme" råbte Caitlin da hun trådte ind i entreén, ingen svarede. "Bare gå ovenpå. Mit værelse er det første til venstre" sagde hun,jeg nikkede og bevægede mig op af de snoede trapper. Forsigtigt gik jeg mod den hvide dør ind til hendes værelse, jeg tog fat i håndtaget og trådte ind. Det var meget lyst og rigtig piget, på en god måde. Jeg satte mig i hendes seng, mens jeg kiggede rundt i værelset. Der kom en lyd fra trappen ude på gangen. "Kate, bare tag computeren. Jeg går lige på toilettet" sagde Caitlin's stemme. "Okay" råbte jeg tilbage. Jeg kiggede rundt på værelset da mit blik faldt på den hvide computer der lå på hendes sorte skrivebord. Jeg rejste mig fra sengen og hentede computeren, jeg satte mig igen til rette i hendes bløde seng og startede den så, twitter skulle tjekkes og det skulle facebook også. Jeg havde faktisk ikke været på siden jeg flyttede, det var nu ikke fordi der kunne være sket særlig meget. Okay hvad, tænkte jeg. Ti nye venneanmodninger og over tredive nye followers, sikkert alle dem fra skolen. Jeg smilte svagt og accepterede dem så. "Hvad er du inde på?" sagde Caitlin da hun trådte ind af døren. Jeg fik et lille chock, og kiggede så op på hende. Jeg nåede ikke at svare før hun satte sig ned ved siden af mig.

Vi sad og snakkede da min mobil pludselig ringede, jeg fandt den og tog den hurtigt op til øret. "Hej, det er mor" sagde stemmen. "Hej mor, hvad så?" svarede jeg. "Du er nød til at være selv iaften, jeg skal til et møde på det nye arbejde. Det må du altså meget undskylde men" jeg afbrød hende mens jeg kiggede spørgende på Caitlin. "Mor, vent lige to sekunder" sagde jeg. "Øhm..Caitlin jeg tænkte på om jeg ikke måtte sove her iaften. Min mor skal til møde?" hun lyste op og nikkede ivrigt. "Jeg sover ved Caitlin, og det gør ikke noget mor. Elsker dig, vi ses imorgen så". "Årh hvor skønt" sagde hun lettet "vi ses imogen min skat, jeg elsker også dig". Jeg svarede hende ikke men lagde så på. Caitlin smilte bare og det samme gjorde jeg. Det var allerede mørkt udenfor og klokken var kun seks. Hoveddøren smækkede og jeg kiggede skræmt på Caitlin, "rolig, det er sikkert bare min mor eller noget" grinte hun. Der kom en op af trappen og endnu en dør smækkede, det var sikkert hendes lillebror.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...