Somebody that i used to know - CB&JB

Kate på 17 har haft det svært. Og da hun efter at have boet i både Stratford og London, flytter til Atlanta med sin mor bliver alt forandret. For hvad sker der når hun åbner op og lader nye personer få indflydelse på hendes liv igen og når den person hun aldrig ville se igen pludselig dukker op, hvad med de glemte følelser?

39Likes
85Kommentarer
11478Visninger
AA

6. Kapitel 5.

Jeg tog fat i det kolde håndtag og trykkede det ned, mens jeg spændt skubbede døren ind. Med en lav knirken gik den hvide træ dør op og det første jeg så var et stort lyst værelse, med en enorm dobbeltseng. "Moooooor" hvinede jeg, hun kom løbende op af trapperne og gik ind på værelset. "Nej hvor fint, det er endnu større end jeg havde forventet" sagde hun glad, "tusind tak mor, det er helt perfekt" sagde jeg og gav hende et blidt kram. Min mor gik ud af døren og jeg smed mig i den bløde seng.

"Kate" lød det højt for enden af trapperne. Jeg vågnede med et sæt, og skyndte mig at råbe tilbage "Ja, hvad er der?". "Vi skal spise" sagde min mors stemme. Jeg svarede ikke men skyndte mig ned til hende, da jeg trådte ud i det nye køkken mødte jeg en skøn duft, en duft af min mors hjemmelavede spaghetti ret. Den jeg altid fik da jeg var mindre, det var min yndlingsret og det havde det altid været. Den mindede mig sådan om min far, min far flyttede til en lille by der ligger en halv time væk fra vores nye hus, jeg ved bare ikke hvordan jeg har det med at se ham igen, da jeg ikke har snakket med ham i over to år. Han svigtede mig, han svigtede os da vi havde allermest brug for ham, han lod os i stikken helt alene. Jeg tror aldrig jeg tilgiver ham.

Da vi havde spist fik jeg ryddet af bordet og hjalp mor med opvasken. Det var mørkt udenfor og en smule koldt, men jeg valgte at gå en lille tur. Jeg skulle jo ud og udforske min nye by, også kunne jeg også gå en tur forbi den high school jeg skulle starte på fra imorgen af...der skulle vidst ikke være særlig langt. "Jeg går en tur mor" råbte jeg ude fra entréen, og inden hun nåede at svare havde jeg allerede bevæget mig ud i den kolde vinterluft. Det var meget mørkt og de få lygtepæle der var hjalp nu ikke særlig meget, jeg kunne højst se fem meter frem så jeg måtte bare følge stien. Det var en hyggelig tur ned til skolen, det tog højst fem minutter at gå og man kunne ikke undgå at se den hvis man bare fulgte vejen fra mit hus. Jeg gik i lang tid, jeg gik bare og gik. Det hjalp på tankerne, der kom lidt styr på dem. Mine fingre var frosne og mine fødder var følelsesløse, jeg kunne se lyset fra vores køkken vindue nærme sig med hastige skridt. Jeg skyndte mig ind i varmen, tog alt mit overtøj af for derefter at smutte i bad. Det varme vand blødede mine stiv frosne og spændte muskler op. Jeg stod  en halv time i det dejlige vand der skyllede ned over mine skuldre mens jeg dagdrømmede om det mest fantastiske tidspunkt i mit liv. Dengang "han" var min, og vi var os. Alt var så perfekt og planlagt.

"Stop nu, med de sindsyge tanker Kate" mumlede jeg for mig selv da jeg tog det første skridt ud af badet. Han var sikkert kommet videre med sit liv, mens jeg sad her som en sindsyg eks kæreste der forfulgte ham uden han vidste det. Jeg havde jo ikke følelser for ham mere, det var mig der gik fra ham. Det var ham der slog mig, ham der ikke troede på mig, ham der svigtede mig. Ikke omvendt! Hvordan kunne han også finde på det, han ødelagde mig mere end han troede. Jeg havde aldrig haft nogen anden, hvordan kunne han nogensinde tro på sådan en løgn? det var så latterligt. Jeg kunne mærke vreden og hadet suse igennem mig, det var ligsom en strøm der førtes fra mine fødder og til mit hoved. Fuld af raseri smækkede jeg døren til badeværelset i og løb ind på mit værelse, jeg klædte om til nattøj og lagde mig i sengen. Klokken var kun ti men jeg var simpelthen så træt og jeg skulle jo også starte på min nye skole imorgen...Fedt hmm....NOT. Jeg kunne simpelthen ikke sove så jeg valgte endnu engang at finde min dagbog frem, den var sjov at læse i, men fik dog også en del glemte minder frem, nogle som jeg nok helst ville glemme.

Kære dagbog.

Få det til at stoppe, jeg savner ham så meget og det gør så ondt. Den dag jeg gik fra ham tabte jeg noget, min sjæl og mit hjerte. Hvordan kunne han nogensinde finde på at gøre sådan mod mig, hvorfor gik det så vidt? Hver gang jeg lukker mine øjne, ser jeg hans brune øjne der stirrer så intenst ind i mine. Jeg mærker hans læber der møder mine i et udendeligt øjeblik, men når jeg så åbner øjnene er alt væk. Han er der slet ikke...ikke mere. Det er ikke normalt, ét menneske kan ikke have så stor virkning på mig. Så stor en magt. Jeg har lyst til at bilde mig selv ind at jeg ikke elsker ham mere, at han intet betyder for mig mere. Men, jeg kan bare ikke lyve for mig selv mere. Ikke igen. Jeg elsker ham ligemeget hvad, og det vil jeg nok altid gøre"

Og med de ord, faldte jeg i søvn med endnu en ny dag at se frem til.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...