Somebody that i used to know - CB&JB

Kate på 17 har haft det svært. Og da hun efter at have boet i både Stratford og London, flytter til Atlanta med sin mor bliver alt forandret. For hvad sker der når hun åbner op og lader nye personer få indflydelse på hendes liv igen og når den person hun aldrig ville se igen pludselig dukker op, hvad med de glemte følelser?

39Likes
85Kommentarer
11507Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Jeg vågnede med et sæt da vækkeuret ringede, selvom den hver dag de sidste ti år havde ringet på nøjagtig det tidspunkt, med den samme irriterende lyd.

Jeg lå i sengen mens jeg langsomt strakte mine ben, min krop føles tung og træt. Jeg orkede ikke engang at stå op, selvom det var idag vi skulle afsted. Hvad er der af stå op til? det er det spørgsmål jeg stilte mig selv hver eneste morgen mens jeg lå i min seng, jeg havde dog aldrig fundet et svar. Jeg satte mig op i sengen mens jeg søvnigt tog hovedet i hænderne. Tankerne fik lov at flyde og jeg nød stilheden, lige indtil min mor brasende kom ind på mit værelse. "Du skal gøre dig klar nu, vi skal afsted om mindre end en time Kate". Jeg svarede ikke, men nikkede bare. Jeg orkede enlig ikke at gøre særlig meget ud af mig selv idag, jeg valgte lige at lægge et tyndt lag mascare og at flade mit lange lyse hår for ellers at sætte det op i en sjusket hestehale.

Tiden fløj forbi som en tåge og jeg opdagede først hvad der skete da jeg sad i bilen på vej til lufhavnen. Jeg kiggede drømmende ud af vinduet med musik i ørerne. Det var nu dejligt nok med en ny start, nye venner og ny skole. Alt skulle nok blive godt, men det sagde jeg jo også da jeg skulle flytte til London, og der blev alting langt fra godt.

Der var lidt over en times kørsel til lufthavnen, så jeg valgte at tage min dagbog frem. Det var ved at være noget tid siden jeg skrev i den sidst, men jeg elskede at læse det jeg havde skrevet. Da jeg forsigtigt bladrede siderne igennem fandt jeg den sidste skrevne side, det var tre måneder siden jeg havde skrevet det.

Kære dagbog. Hjælp mig...hullet i brystet bliver kun større og større, som et stor sort hul hvor alt man siger giver ekko. Det er svært for mig at se klart, det føltes som at være levende død, alt omkring mig er tåget og betyder ingenting. Alt jeg siger er ligsom at råbe i en spand, jeg hører kun mig selv. Den følelse af smerte burde ikke være mulig, det gør så forfærdelig ondt inde i mig, så ondt at jeg nogengange må krampe mig sammen og holde mig for maven. Jeg overvejer tit hvad det er der har gjort livet så smertefuldt. Jeg tror det er det der skaldes svigt og savn...

Jeg stoppede med at læse da en tårer faldt ned på det hvide papir og tværede et ord ud til en stor blå klat. Jeg havde ikke engang opdaget at jeg græd. Var "han" virkelig skyld i alt det her...nej det kunne ikke passe. Hvordan kunne en person styre mig og mit liv så meget, det var ikke muligt. Ingen kunne have en sådan magt over nogen.  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...