Somebody that i used to know - CB&JB

Kate på 17 har haft det svært. Og da hun efter at have boet i både Stratford og London, flytter til Atlanta med sin mor bliver alt forandret. For hvad sker der når hun åbner op og lader nye personer få indflydelse på hendes liv igen og når den person hun aldrig ville se igen pludselig dukker op, hvad med de glemte følelser?

39Likes
85Kommentarer
11494Visninger
AA

16. Kapitel 15.

Jeg havde sådan en trang til at kysse ham, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg brød mit eget løfte hvis jeg gjorde det, og det var ikke fordi der var noget i vejen med Christian men jeg var bare så bange for at blive såret igen. Jeg lå stadig halvt ovenpå ham og kiggede ham i øjnene, tiden gik i stå og jeg kunne svagt se mine ivrige vejrtrækninger i den kolde luft. Mit hovede nærmede sig hans, men i sidste øjeblik undveg jeg og lagde istedet hovedet på hans kolde brystkasse. Jeg kunne ligge her forevigt, jeg følte mig så tryg sammen med ham, så fuldstændig mig selv. Men jeg kendte ham jo næsten ikke, det slog mig...jeg vidste igenting om ham. Jeg havde været for optaget at mig selv til overhovedet at spørge ind til ham.

Jeg skulede med øjnene og rejste mig så stille op, jeg rakte Christian hånden og han kom hurtigt op at stå. Vi børstede sneen af vores tøj og fortsatte så langs stien. "Christian?" sagde jeg pludseligt, "Bare kald mig Chris, det er lidt nemmere" sagde han og smilte. Jeg smilte tilbage til ham, "øhm..hvad laver du enlig i din fritid?" spurgte jeg, jeg måtte jo starte et sted. Han kiggede forbavset på mig og derefter over på de store træer lidt væk fra stien "altså jeg, er sammen med mine venner. Og ellers laver jeg jo de der youtube videoer" sagde han grinende. "Når ja, det havde jeg helt glemt. Jeg sad faktisk og så nogen med Caitlin her den anden dag" svarede jeg og grinte endnu mere. Han slog stille hånden mod panden og klemte øjnene sammen mens han lavt mumlede noget utydeligt. Jeg grinte en smule af ham og kiggede så ned i jorden. "Vi burde nok begynde at gå hjemad, hvis vi skal nå at gøre os klar og sådan" sagde Chris og smilte sødt. Jeg nikkede smilende og blinkede langsomt med øjnene, han tog mig i hånden og begyndte at gå mod huset.

Klokken var omrking 19.00 og vi skulle være ved Derek's hus klokken 21.00. Mig og Caitlin sad inde på hendes værelse og gjorde os klar, jeg havde krøllet mit lange hår og lod det hænge til den ene side. Caitlin havde fundet en kjole til mig og selvfølgelig havde jeg ikke selv været med til at bestemme den. Den var sort og en smule kort, den sad stramt også var der næsten bar ryg. "Forhelved Caitlin" sagde jeg og brød ud i grin, da jeg så mig selv i kjolen. Det var ikke fordi det så grimt ud eller noget...det var bare, at jeg skulle være i sådan en kjole. Caitlin selv havde en blå paliet kjole på der til forveksling lignede min en smule bare i en anden farve, hendes hår var sat op i en sjusket knold hvilket var virkelig pænt til hende.

"Kom nu Christian, vi kommer for sent" råbte Caitlin for enden af trappen. "Jeg kommer nu" råbte Chris irriteret fra hans værelse. Jeg åbnede hoveddøren og bevægede mig ud i mørket mod Caitlins bil. Her var stille, jeg kunne kun høre mine høje hæle der gav en lyd for hvert eneste skridt jeg tog. "Caitlin skynd dig, jeg fryser" råbte jeg da jeg opdagede at døren til bilen var låst.

Det tog ti minutter at køre om til Derek og selvom klokken nærmest kun lige var slået ni var der allerede utrolig mange mennesker. Jeg måbede da vi langsomt trillede forbi huset for at parkere bilen. Jeg små løb ud af bilen og det samme gjorde de andre, mig og Caitlin hoppede nærmest rundt indtil vi nåede hoveddøren. Den høje musik kom som et slag i hovedet da vi trådte ind i det enorme hus, jeg smilte stort til Caitlin og trak hende så med gennem menneske mængden. "Jeg er tørstig, lad os få noget at drikke" råbte Caitlin til mig. Jeg nikkede og vi gik over mod et bord med drikkevarer. Vi holdte os ikke igen, men hvorfor skulle vi dog også det. Idag havde jeg lyst til at slippe af mine hæmninger, lyst til at glemme alt og bare være til stede i nuet. Glemme fortiden og komme videre. Jeg kunne allerede mære ruset da jeg havde drukket det første glas, det var en dejlig følelse af frihed. Caitlin og jeg gik ud på det store dansegulv og slog os løs, jeg kunne mærke øjnene der hvilede på os da vi dansede omkring. Ikke fordi der ikke var nogen der dansede, vi var omringet af folk og den høje musik der dunkede i ørerne. Jeg nød det, hvert sekund fuldt ud sammen med Caitlin min bedste veninde. Jeg smilte ved tanken og tog hende så i hånden og svingede hende rundt mens vi grinte. Jeg kiggede til siden og så Chris, han stod sammen med to drenge, enlig meget pæne. Jeg bevægede mig dansende mod dem og slog så mine hænder i Christians brystkasse da jeg var ved at vælte. Han grinte og det samme gjorde de andre. Den ene dreng rakte hånden frem og præsenterede sig så "Derek" sagde han med en venlig stemme. Nå det var ham der holdte festen, jeg kendte ham enlig ikke men det gjorde Chris & Caitlin. "Fed fest, jeg hedder Kate" sagde jeg og smilte. Han smilte taknemmeligt tilbage, de havde allesammen fået en del at drikke hvilket jeg jo også selv havde. Jeg trak hovedet op mod Christians "vil du ikke danse med mig?" hviskede jeg til ham og smilte sødt. Han smilte og sukkede så en smule, han svarede mig ikke men tog mig i hånden og trak mig mod mængden af dansende mennesker. Vi bevægede os i takt til musikken, tiden gik i slowmotion og alting var som svage lys glimt for mine øjne, jeg kunne ikke stoppe med at smile da mine hænder kørte hen over Chris' brystkasse og fortsatte ned. Han tog om livet på mig og jeg stod længe og kiggede ind i hans smukke øjne som så mange gange før. Jeg var fanget for tyvende gang, alting forsvandt omkring mig, musikken blev som larmende bagrundsstøj i mit hovede og jeg fokuserede kun på en ting...ham. "Chris" hviskede jeg forførende i hans øre, han smilte stille til mig. "Vil du ikke følge mig hjem til jer, jeg har det dårligt" fortsatte jeg. Jeg havde det faktisk ikke for godt, jeg havde en svulmende kvalme og mit hovede føltes som om det kunne eksplodere når det skulle være. "Jo selvfølgelig" svarede han og smilte. Vi fandt vores overtøj og smuttede hurtigt afsted. Det var ekstremt koldt udenfor, men min krop var bedøvet og jeg kunne ikke mærke en eneste ting, kun Chris' varme hånd der holdte godt fast i min.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...