The Furture of Nightmares

Krystal lider af en sygdom kaldet PTSD. Det forekommer hos folk der har oplevet noget voldsomt der bogstavligtalt har brændt sig fast på deres nethinder. Hun oplever konstant flashback fra sin fortid hvilket irriterer hende meget især midt i alt stressen på det nye gymnasium hun for ikke særlig længe er startet på....

5Likes
37Kommentarer
1248Visninger
AA

1. Krystal

Jeg har en smerte kun få mennesker kan forstå. Mange har forsøgt men det er svært. Jeg er en outsider, en udstødt. Jeg er anderledes. De kan ikke forstå mig som ham gør. Ham...

 

Jeg sad stille inde i bilen imens de andre sang med på de sange der nu blev spillet i radioen. Jeg havde bestemt mig for at lade vær med at sige et eneste ord, jeg var sur. Måske fordi det var sommerferie og alle mine venner var taget til udlandet sammen, og bare skulle feste igennem. Og her sad jeg så og skulle rådne op i godt to måneder, to lange måneder med min familie. Min familie der bestod af en far, en mor, en søster eller for at være helt rigtig en lillesøster på ca 13 år. Og så ikke mindst mig, deres ældste datter, den datter de behandlede som en 5 årig. ”Krystal! Snak nu med os, ellers bliver det en lang tur hjem” smilede min far stramt, mens han kiggede op i bagspejlet og væk fra vejen. ”Se dog på vejen” vrængede jeg surt af ham imens jeg rullede med mine øjne, de øjne der kunne score hvem som helst. Jeg kiggede surt ud af vinduet imens jeg kunne mærke bilen skride, ikke normalt. Jeg vendte derefter min opmærksomhed hen mod min familie, min familie som aldrig havde set så skrækslagen ud. Jeg lå stille og græd imens kulden steg op i hele min krop og ligeså hurtig som den brænd varme følelse var kommet, ligeså hurtig efterlod den kulde, smerte og ikke mindst blod. ”Krystal, hjælp!” skreg min elskede lillesøster svagt, imens hun stille lukkede øjne og faldt i en dyb søvn, en uendelig søvn. En søvn hun aldrig ville vågne af, min elskede lillesøster og ikke mindst min familie, det var ikke lige det jeg forstillet min sommerferie skulle være. Jeg lukkede stille mine øjne imens jeg bad til gud, som jeg ellers ikke troede på. Jeg bad inderligt at det her bare var en drøm, et mareridt. Et mareridt jeg ville vågne af, sammen resten af min familie. Det kunne ikke være sandt. De måtte ikke forsvinde som dug for solen, dø bort for mine øjne. Mine øjenlåg blev farvet blå af sirenerne der langsomt nærmede sig, inden alt blev sort.

 

Jeg rystede på hovedet. Gå væk, gå væk, gå væk! Det var langtid siden! Det var en da før jeg begyndte på gymnasiet...

 

Bare fordi jeg smiler, betyder det ikke jeg er glad.

Jeg sad stille inde i lokalet imens de andre sad og snakkede højlydt, alle havde nogle de kunne gå til. Men desværre var det ikke alle der havde det, såsom mig. Jeg havde kun en speciel ven, en ven som jeg havde elsket. Måske mere end bare en ven, men det skulle han ikke vide, vel? Jeg kiggede ud af vinduet imens mine tanker fløj over på ham igen, og igen. Hans smil, hans grin, hans personlighed, alt ved ham. ”Hej Krystal” smilede en af de mange drenge der var i vores klasse, på vores skole. Siden mine familie forlod mig har jeg været alene, ikke at jeg ikke kunne snakke med de andre. Nej jeg havde det bedst alene, eller på skolen havde jeg. Når jeg var hjemme var alt anderledes, min bedste ven og jeg var altid sammen. Men nu var han ikke mere på skolen, så der var ikke mere at komme efter der.

”Øhm hej Dustin” smilede jeg skævt og nervøs, det havde været flere uger siden jeg havde ført en samtale, en samtale uden at græde. Men denne gang ville jeg ikke, jeg var startet på gymnasium, og det vil sige jeg skal vise jeg er stærk, for mig og min elsket familie. ”Hva’ så? Skal du ikke med over til os?” smilede han charmende imens han nikkede hen mod en gruppe bestående af to drenge og en pige? Jeg kunne vel ligeså godt, jeg skal jo være stærk og det her er at være stærk. Eller er det bare at være social, det ved jeg ærligtal ikke mere. Jeg nikkede kort imens jeg skubbede stolen ud, stolen der lavede en utrolig irriterende lyd. Men det høre vel til at skubbe den ud ikke. Jeg lod mig stille dumpe ned i stolen der stod ved siden af hende pigen, den eneste pige der var i gruppen. Men måske er hun vandt til det, det var jeg også. Lig mærke til ’var’, nu er jeg utrygt ved alt der minder om en gruppe, en forsamling. Måske fordi det var sådan det var inden min familie forlod mig, alene og forladt i denne verden. ”Når, hvor boede du så før du flyttede til en lille by, som denne?” grinede hende pigen med en sød, lille latter. Latteren der lød som, som min elskede lillesøster der aldrig kommer til at grine, smile, græde igen. ”Ehm, i København. Eller en af forstanderen til København” smilede jeg uroligt imens jeg tiltrækket opmærksomheden fra de andre drenge, måske fordi jeg lød så bange. ”Seriøst, fedt! Jeg ville også gerne bo der. Hvorfor bor du der ikke mere?” smilede en af drengen, eller retter sagt. Mikkel. Skal vi ikke tage en opsummering, pigen hed Vanessa, drengene hed. Mikkel, Dustin, Ryan. ”Det er ikke specielt interessant” smilede jeg meget svagt, men det var et smil. ”Jo. Men har i ikke hørt den ulykke hvor en familie døde, alle undtagen deres ældste datter. Det er jo skrækkeligt.” indblandet Dustin sig hurtig imens han kiggede på mig og det gjorde resten af de andre også. Der stak det mig, som at få revet sit hjerte ud og få sat det ind med brutale metoder. Og der, der var det første gang jeg nogle sinde havde givet dem et falsk smil imens jeg nikkede. Jeg kan stadige tydelig huske alt det der var i medieren om det, men intet billedet af os. Det var jeg nu meget glad for, glad for ikke at blive genkendt som ’pigen der overlevet biluheldet. Men mistede familien’.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...