See you again


1Likes
2Kommentarer
1152Visninger
AA

4. Du er min bedste ven..

Jeg sad i min vindueskarm og kiggede ud. Kiggede ud på den grå himmel. Regnen stod ned i stænger fra himlen. Jeg kiggede ned på min mobil som lå lige foran mig. Jeg havde ikke snakket med Justin i lang tid. Han havde vel for travlt med Selena. Ja de var blevet kærester nu. Han havde kun skrevet en enkelt gang til mig de sidste to til tre uger. Jeg greb min mobil og fandt Justin nummer.

”Det er Justin.” lød stemmen i den anden ende af røret. ”Det er Rose.. Hvad skal du i dag?” mumlede jeg, og kløede mig i nakken. ”Faktisk ikke noget i dag. Selena er nemlig hjemme ved hendes forældre, så jeg er bare hjemme. Hvorfor da?” svarede han meget muntert. ”ehm.. det er fordi jeg tænkte på om det måske.. måske ville komme over i aften?” sagde jeg nervøst. ”Ja da. Men der er da vel ikke noget i vejen. Du lyder bekymret?” - ”Nej, der er ikke noget galt. Jeg savner dig bare.” sagde jeg med et smil på læben.

Jeg gik hen mod trappen, satte mig på gelænderet og gled ned. Det elskede jeg. Jeg gik ind i stuen til min mor. ”Hvor er far?” spurgte jeg nysgerrigt. - ”Han er på arbejde.. igen.” svarede min mor ret koldt. Jeg kunne høre at hun var lidt ked af det. Jeg satte mig hen ved siden af hende i sofaen, og lagde mit hoved mod hendes skulder. Min far arbejde næsten altid. Men vi havde aldrig sagt ham imod. Men jeg kunne nu mærke at det var begyndt at gøre min mor ked af det at han var så meget væk.

Jeg hjalp min mor med at gøre rent i huset inden Justin kom.  Da vi havde gjort rent kom Justin. Han var drivvåd, selvom han kun havde gået fra bilen. Jeg havde heldigvis noget af hans tøj fra da han engang nærmest sov ved mig hver dag. Jeg kunne ikke helt lade være med at grine af ham. Han stod bare der. Helt drivvåd fra øre til tær. Vi gik ovenpå og fik fundet noget tøj.

Vi havde sat lidt foran karminen med en kop varm kakao og snakkede indtil han havde fået varmen. Vi sad og snakkede om alt mellem himmel og jord. Selvom vi ikke havde snakket sammen i årtier, var det som før. Det var en dejlig følelse.  Vi gik ud for at lave noget mad. Selvfølgelig pizza. Det var vores begges livret. Selvom jeg var sytten og han snart 18, fjollede vi stadig rundt i køkkenet. Til sidst lignede det Jerusalemsødelæggelse. Der var mel overalt. Da min mor kom ud i køkkenet, kiggede hun bare på os med et ondt blik. ”Det rydder i selv op!” sagde hun. Hun prøvede at virke streng, men det kunne hun ikke så hun flækkede bare af grin sammen med os.

Pizzaen var sat i ovnen og vi havde fået ryddet op. Vi satte os på køkkenbordet og snakkede. Jeg elskede at snakke med ham. Jeg følte mig godt tilpas når han var der.  Jeg havde hele dagen tænkt på at jeg ville snakke med ham om at jeg ikke synes at det var i orden at han glemte mig, nu hvor han havde Selena. ”Justin..” mumlede jeg stille, da jeg blev stoppet af alarmen ringede. Pizzaen var færdig.

Vi lå med mit hoved på Justins bryst, mens han nussede mit hår.  Vi lå og så Dear John. Min yndlingsfilm. Jeg havde set den film flere hundrede gange. Men hver gang jeg så den, så lagde jeg mærke til noget som jeg ikke havde lagt mærke til før. Filmen var lige blevet færdig da Justin fjernede mit hoved. Jeg satte mig op og kiggede på ham. ”Hvad ville du egentlig tidligere?” spurgte Justin og sendte mig et smil. Jeg sukkede og kiggede på ham. ”Jeg synes bare at du har glemt mig efter du har fået en kæreste.. det er altid MIG der skal ringe hvis vi skal snakke!” sagde jeg og kiggede vredt på ham. ”Det er jeg da ked af hvis du føler det sådan. Men hun er jo min kæreste.” – ”Det kan du godt være at hun er din kæreste, men det har hun kun været i en måned. Jeg har været din bedste veninde i 10 ÅR!” råbte jeg og lagde mine arme over kors.

Sådan sad vi og diskuterede i lang tid. I hvert fald i over en time. Men han kunne stadig ikke se det fra min synsvinkel. Jeg blev så sur til sidst at jeg valgte at gå. Jeg gik ud på badeværelset og smækkede døren. Jeg satte mig op af døren og begyndte at græde. Lydløst. ”Rose åben lige døren.” hørte jeg Justin sige fra den anden side af døren. Jeg havde allermest lyst til at være mig selv, men jeg kunne høre at han faktisk var ked af det. Så jeg åbnede døren.

”Jeg er virkelig ked af det Rose. Det er jeg virkelig! Jeg kan ikke klare at vi er uvenner. Jeg lover at jeg aldrig vil glemme dig mere, aldrig!” sagde Justin med en lidt grødet stemme. Jeg kunne se en tåre trille ned af hans kind. Det var ikke så tit han græd. Og når han så gjorde, så var det fordi han virkelig mente at han var ked af det. Jeg tørrede tåren væk, og slog mine arme ud som et tegn til at det hele var okay. ”Jeg elsker dig Justin. Du er den bedste ven man nogensinde kunne ønske sig.” hviskede jeg mens en tåre trillede ned af den ene kind. Glædeståre.

”Hey er det din guitar?” spurgte Justin og pegede over på guitaren som stod henne i hjørnet. Jeg nikkede bare og smilte. ”Vil du spille lidt?” spurgte jeg var kiggede hen på ham. ”Nej, det vil du!” sagde han bestemt og rakte mig guitaren. Jeg sank en klump og kiggede ned i jorden. Hvis det stod til mig ville jeg slet ikke spille for ham. Ikke for nogen som helst. ”Jamen Justin.. jeg er altså ikke særlig god.” sagde jeg og kiggede ned. ”Hey, jeg ved at du ikke er dårlig. Prøv nu for min skyld.” sagde han bedende.

Jeg sukkede, men begyndte så at spille. Jeg spillede Born to be somebody. Da jeg var kommet godt i gang begyndte Justin at synge ligeså stille at synge med. ”Syng med!” sagde han. Jeg tog en dyb indåndning. For første gang skulle jeg synge for nogen. ”I was born to be somebody.  Ain’t nothin that’s ever gonna stop me. I’ll light up the sky like lightning.” sang jeg og uden jeg havde lagt mærke til det, var Justin stoppede med at synge med. Det var nu kun mig der sang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...