Til uendelig tid

Da vi sad der og så ud over sletterne, kunne jeg se et lille glimt af frygt i hans øjne. Da ville jeg sige til James, at det hele nok skulle gå, men det ville være løgn, og jeg kunne alligevel ikke sige et ord. Jeg ville ønske, at vi kunne gå tilbage og ændre på fortiden. Men det kunne vi ikke. Vi kunne intet gøre...

Denne novelle er en histoire om 2 unge mennesker og deres uendelig kærlighed..

0Likes
0Kommentarer
1167Visninger
AA

4. Det var det eneste der kunne høres i mørket.

Det store antikke ur, som hang i stuen slog 12. Månen lyste klart og stjernerne blinkede, som 1000 af diamanter. Hun kunne ikke sove. Hun spekulerede på sin fremtid. Lige nu strejfede tanken hende, om en lykkelig fremtid. En fremtid med James. Måske var James involveret, måske ikke? Kun Gud ved det. En genkendelig lyd forstyrrede hende. Gruset gav efter, da den helkendte lyd af hestevognene kørte hen over det. Lyden var efterfulgt af nogle skridt, som gik målrettet hen mod hendes gemak. Døren blev lydløs åbnet. Hun kiggede op, og så fandens grimme fjæs. Et minuts stilhed efterfulgt af et halvkvalt skrig, som blev dæmpet. Hun lå der mens fanden pinte hende. Han hvislede og prustede. Det var det eneste der kunne høres i mørket. Hun græd indeni. Nogle skridt lød ude fra gangen. Hun håbede inderligt, at det var Gud, som var kommet med sin englevagt for at straffe djævlen. Men djævlen var allerede væk. Hun vendte sig om på siden, og sendte et ønske op mod stjernerne.

D. 20 juni år 1800

Kære dagbog.

Mit ønske er ikke blevet hørt. Jeg græder mig selv i søvn hver nat. Og tænker kun på livet efter døden. Min mor og far har meddelt, at jeg skal giftes med en prins ved navn Robert, den dag jeg fylder 18. De siger, at det har været bestemt siden den dag jeg blev født. Men hellere dø end ikke at skulle giftes med James. Jeg ligger under min fars magt, og kan derfor ikke stille noget op. Jeg har intet at skulle have sagt. Mig og James har mødtes hverdag den sidste uges tid. Vi stikker snart af sammen. Håber jeg. Væk fra dette helvede.

Kathrine

Hun så sig i spejlet. Hendes mave var hele tiden hævet, hun havde kvalme, hendes appetit var besynderlig og hun havde ikke menstruation. Var hun… nej det kunne ikke passe. Gravid? Hun skyndte sig at tage sin kjole og sko på. Hun gik hen over den velholdte gårdsplads hen til en af hestene, der var bundet til et træ. Hun satte sig op og red ud mod de åbne heder. Hun havde kommet et godt stykke, og så nu det store bøgetræ, som der var deres mødested. Og der stod hendes prins. Han smilte over hele femøren, men hun kunne ikke gengive hans smil. Hun bandt hesten til et af træerne, og gik hen og omfavnede ham. Og så kom det. Det var ikke engang meningen. Hun havde ikke planlagt, at hun skulle sige det nu, og ikke på denne måde. ”jeg er gravid”. Hun turde ikke kigge på ham, men ventede blot på en reaktion. James smed sine arme i vejret og råbte af glæde. Han kastede sig over Kathrine.”Det er ikke dit barn”, sagde hun så, og en tåre trillede ned af hendes blege kind. Han stivnede og så udtryksløst på hende. ”Det er fandens djævle unge”, skreg hun næsten. Hendes stemme knækkede over, og hun brød ud i gråd. James tog hendes hånd og tørrede hendes øjne med sit trevlede ærme. ”Jeg bliver hos dig lige meget hvad!”, sagde han og sendte et smil. Hun var ved at sprænges. Hun kunne ikke holde det inde. ”Jeg skal giftes væk”. Han så på hende med bange øjne. Der var stilhed. Stilhed i alt for lang tid. Men så forslog han, at de skulle stikke af sammen. Han vil hellere dø, end at se hende være ulykkelig, og skulle giftes væk med en anden. James rankede ryggen og sagde, at de skulle gøre det i aften ved midnat. De skulle mødes her. Hun smilede, og de gik ind i skoven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...