Til uendelig tid

Da vi sad der og så ud over sletterne, kunne jeg se et lille glimt af frygt i hans øjne. Da ville jeg sige til James, at det hele nok skulle gå, men det ville være løgn, og jeg kunne alligevel ikke sige et ord. Jeg ville ønske, at vi kunne gå tilbage og ændre på fortiden. Men det kunne vi ikke. Vi kunne intet gøre...

Denne novelle er en histoire om 2 unge mennesker og deres uendelig kærlighed..

0Likes
0Kommentarer
1154Visninger
AA

1. Jeg føler allerede, at jeg har forladt dette liv

Da vi sad der og så ud over sletterne kunne jeg se et lille glimt af frygt i hans øjne. Da ville jeg sige til James, at det hele nok skulle gå, men det ville være løgn, og jeg kunne alligevel ikke sige et ord. Jeg ville ønske, at vi kunne gå tilbage og ændre på fortiden. Men det kunne vi ikke. Vi kunne intet gøre. Hun sad oppe på sit gemak. Hun sad ved sit mahognibord og skrev i sin dagbog.

D. 14. juni 1800.

Kære dagbog.

Jeg sidder her dag efter dag, mens mit håb brænder ud. Findes kærligheden? Hvor? Er jeg levende? Jeg føler allerede, at jeg har forladt dette liv. Denne verden. Jeg er kun en skygge af mig selv. Jeg har kun et håb at blive fri- fri for smerte og længsel. Fandens grimme fjæs bliver ved med at dukke op. Han æder mig op inde fra. Det er en smerte der aldrig stopper. Jeg tier ellers bliver jeg brændt i helvedet. Hans uudholdelige brølen giver genlyd i mit hoved, hver gang jeg lukker mine øjne. Han hvisler i mit øre og siger, at hvis han bliver opdaget, ja så sker der ingenting. Ingen ved, at fanden viser sig på mit gemak nat efter nat. Han lægger sine slimede og beskidte hænder over min uskyldige mund for, at dæmpe skrigene, mens han piner mig. En dag vil den hvide due vise sig for mig. Ja, en dag...

Kathrine.

Hun stillede sin fjerpen tilbage i holderen. Hun sad stille og kiggede et øjeblik, inden hun så rejste sig op, og bevægede sig hen mod sit skab. Rummet var stort. For stort. Selvom hendes værelse var en af slottet lyseste følte hun, at hun blev kvalt af mørket. Hun skyndte sig at tage sit korset på. Hendes mor havde sagde, at hun skulle være så tynd som mulig, mens hendes hofter og bryster god måtte være store, fyldige og fremstruttende. Hun kæmpede altid med, at få sit korset på. Så det endte altid med, at hun kaldte sin tjenestepige hen. Få sekunder senere stod Alice der. Alice var Kathrines rigtige gode veninde. Hun vidste det med fandens besøg om natten. Der var intet værre end at få korset på. Kathrine besvimede mange gange. Vendte det hvide ud af øjnene og faldt om, som en kludedukke. Alle strømmede til, men det hørte op da moderen sagde til folket- og dem på slottet, at det var for at få opmærksomhed. De skulle bare lade Kathrine være. Lade hende ligge på den kolde jord. Det var en af de ting, som hjemsøgte hende. Hjælpeløshedens mørke hul. Og når hun endelig kunne få hjælp var der ingen. Hun var alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...