Stupid Liar.(Jongkey)

Key har aldrig følt sig mere alene. Den ene person han hele sit liv har kendt, og som altid har været der, mister han, og der er absolut intet han kan gøre, andet end at lade to, højst uprofessionelle, betjente, som han ikke har den mindste tiltro til, prøve at finde frem til morderen. Men Key havde ikke forudset at den ene af disse to betjente, muligvis kunne fylde den, nu tomme plads i hans hjerte, ud.

39Likes
60Kommentarer
6060Visninger
AA

26. The end~.

Jonghyun var hverken dum eller blind. Han vidste godt at da Key havde sagt at han var okay, så havde han løjet, og Jonghyun havde skam også en idé om hvorfor. Han havde jo trods alt hørt hele Onew og Key’s samtale, her den anden dag. Jonghyun vidste at Key var forelsket i ham. Det var grunden til at han nu var lige i hælende på den mørkhårede og da han endelig kom tæt nok på ham til at tage fat i hans håndled, fik han ham stoppet og vendt mod sig.

Key’s øjne var røde. Han græd ikke, men han var godt på vej til det. Det var utroligt alle de gange Jonghyun havde set denne fyr græde. ”Har du bare tænkt dig at gå?” Key kiggede en smule overrasket på den blonde.

”Hvad mener du?” spurgte han uvidende. Jonghyun begyndte at blive en anelse irriteret nu.

”Har du bare tænkt dig at gå nu og lade som om at alt er fint?!” Key kiggede chokeret på Jonghyun, da han pludselig hævede hans stemme. Han havde aldrig oplevet at Jonghyun havde råbt af ham, før.

Hurtigt kiggede han væk. ”Hvad snakker du om? Vi har fundet morderen. Alt er fint.” Jonghyun skar tænder. Key var virkelig stædig, og nej hvor det dog irriterede ham.

”Alt er ikke fint! Du har stadig mistet din søster, for helvede! Der skal heller ikke meget til for at opdage at Taemin ikke længere har brug for dig, efter at han er stødt på Minho, og nu har du så tænkt dig også at lukke mig ude? Hvem har du så tilbage, var?! Har du tænkt dig at leve resten af dit liv helt alene, uden nogen til at bekymre sig for dig?!” Key trådte et par skridt tilbage, stadig chokeret over Jonghyun’s pludselige udbrud. Der gik dog ikke længe før han havde samlet sig, og nu kiggede lige så vredt tilbage på den blonde.

”Du skal ikke lade som om at du ved alt! Du ved INTET, Jonghyun!  Taemin har brug for mig. Han kan ikke være alene. Jeg har ikke tid til at spilde min tid på folk som dig. Folk som bare vil forlade mig i sidste ende.” Key bed hårdt sammen og stirrede vredt på Jonghyun.

”Jeg ved at du er forelsket i mig, Key, og jeg ved også at jeg er forelsket i dig. Er det ikke grund nok til at jeg må bekymre mig om dig, og ønske at være ved din side?” Key kiggede igen chokeret på den blonde. Han troede vidst ikke at Jonghyun havde hørt hvad han havde indrømmet overfor Onew.

Jonghyun sukkede lavt. ”Jeg hørte hvad dig og Onew snakkede om. Key, du er aldrig rigtigt blevet forladt. Haru og Minah blevet taget fra dig; de forlod dig ikke af egen fri vilje. Taemin har stadig ikke forladt dig, han har bare brug for at prøve at klare sig selv. Vil du stoppe ham i at få et normalt liv, med personen han elsker?” Key kiggede ned. Han ville ikke lytte til hvad Jonghyun sagde. Jonghyun havde ikke ret. Det kunne han ikke have. Key var blevet forladt, og Jonghyun sagde kun dette, så han kunne komme i bukserne på Key, og derefter skride.

Da dette ikke så ud til at overbevise Key, sukkede Jonghyun og fortsatte. ”Key du elsker mig gør du ikke?” Key nikkede. Dette var han ikke bange for at indrømme. Det var ikke dette han var bange for. ”Du kunne aldrig finde på at forlade mig, hvis vi var sammen, kunne du vel?” Key rystede denne gang på hovedet. Jonghyun smilede svagt. ”Jeg elsker også dig Key, og jeg kunne heller ikke finde på at forlade dig. Det du gør nu, er at forlade en person der elsker dig. Du er godt på vej til at knuse mit hjerte. Er dette hvad du ønsker?” Key kiggede forvirret på Jonghyun. Han forstod det ikke. Han forstod det bare ikke. Den mørkhårede dreng rystede på hovedet. ”Jonghyun, du forstår det ikke. Du kender mig ikke. Hvordan skulle du så kunne elske mig?” Jonghyun fnøs.

”Og kender du mig?” Key rystede på hovedet. ”Men du elsker mig stadig gør du ikke?” Den mørkhårede fyr kiggede ned, med et tankefuldt blik. Han forstod det ikke. Nu når han tænkte over det, så havde Jonghyun jo ret. Key elskede ham, så hvorfor ville han forlade ham, når han sagde at han også elskede ham. Key ville ikke forlade Jonghyun, men det var jo præcis hvad han var ved at gøre nu. Det hele hang pludselig ikke sammen. Det gav ingen mening. Key opførte sig jo lige nu som en pubertetsramt teenager. Han dramatiserede det hele alt for meget. Han havde endnu ikke rigtig fattet at Jonghyun rent faktisk havde sagt at han elskede ham. Key burde hoppe rundt storsmilende af lykke, men i stedet brokkede han sig over at Jonghyun ikke forstod ham. Hvordan skulle han dog også det, når Key selv ikke engang forstod ham selv? Hvorfor kunne Key ikke bare stole på Jonghyun når han sagde at han elskede ham? Var det i virkeligheden ingen ringere end ham selv der hele hans liv havde spændt ben for sig selv? Var dette alt sammen hans egen skyld?

”Y-Yah, Key! Du må ikke græde!” udbrød Jonghyun, idet tårer endnu engang begyndte at trille ned over den bleges kinder. Modsat de andre gang Key havde grædt, kiggede han nu Jonghyun direkte i øjnene. Var dette første gang at Key rigtig havde set den blonde i øjnene? Hans følelser var pludselig så tydelige og klare. Hvis Key havde set Jonghyun ordenligt i øjnene før, havde han så lagt mærke til det tideligere?

”Ne, Jonghyun. Har du virkelig tænkt dig ikke at forlade mig?” Den blonde smilede kærligt til den mørkhårede dreng. Der var så meget kærlighed i hans blik, at Key undrede sig over hvordan han først kunne lægge mærke til dette nu. ”Mhm. Om så du prøver på at slippe af med mig, så har jeg ikke tænkt mig at forlade din side.” Key smilede svagt, på trods af tårerne der stadig trillede ned over hans kinder. Han var virkelig taknemmelig. Jonghyun elskede ham og han sagde at han ikke ville forlade ham. Key var glad. Selv hvis Jonghyun en dag besluttede sig for at forlade ham ville han jo stadig have minderne om deres tid sammen. Dette var nok.

”Må jeg så kalde dig Kibum nu? Eller hvad med Bummie?”

”Drøm videre, Dino-face.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...