Stupid Liar.(Jongkey)

Key har aldrig følt sig mere alene. Den ene person han hele sit liv har kendt, og som altid har været der, mister han, og der er absolut intet han kan gøre, andet end at lade to, højst uprofessionelle, betjente, som han ikke har den mindste tiltro til, prøve at finde frem til morderen. Men Key havde ikke forudset at den ene af disse to betjente, muligvis kunne fylde den, nu tomme plads i hans hjerte, ud.

38Likes
60Kommentarer
6034Visninger
AA

7. Kapitel 6

”’Key og jeg kommer rigtig godt ud af det med hinanden, så lad bare mig køre ham hjem.’ Tch. Og hvor i al verdenen kom det så lige fra?” brokkede Key sig, idet de to var på vej hen mod Jonghyun’s bil. Jonghyun smilede dog blot fortsat. Han var i yderst godt humør, og det kunne selv Key’s konstante brokken, ikke ødelægge. Key sukkede lavt, da han fejlede i at tørre det smørrede smil væk fra den brunhåredes læber.

De to satte sig ind i Jonghyun’s bil, og Jonghyun startede den så, hvorefter han kørte mod Key’s lejlighed, der lå et par minutter væk. 10 for at være hel præcis. Modsat den mørkhårede, var Jonghyun ikke glad for den tavshed der havde lagt sig over dem begge. Også selvom der kun var gået et minut. Han besluttede sig derfor for at starte en samtale.

”Så Key… Hvad er din ynglings ret?” For så kan jeg jo købe det til dig engang, og dermed have en undskyldning for at invitere dig ud. Key hævede et øjenbryn, men smilede så venligt til den solbrændte fyr, der sad ved siden af ham, med et selvsikkert smil plastret på læberne.

”Hvad er din?” Jonghyun kiggede hurtigt, overrasket over mod Key. Siden hvornår var han pludselig blevet så interesseret i ham? Måske dette var ved at gå den rigtige vej? Jonghyun kunne ikke gemme et triumferende smil, før han satte sig til at overveje spørgsmålet.

”Bøf? Sådan set bare kød…” Key smilede skævt, og rettede så blikket mod vejen igen, før han svarede.

”Så kan jeg absolut ikke lide kød.” Jonghyun kiggede skuffet over mod Key, før han så hurtigt rettede sit blik mod vejen. Selvfølgelig var de tos forhold ikke ved at blive bedre. Der måtte mere til, og det vidste Jonghyun godt. Det var bare svært at finde ud af hvad det lige præcis var Key overhovedet kunne lide.

På trods af det hårde svar Jonghyun’s første spørgsmål havde fået, så havde han ikke tænkt sig at give op. Han fortsatte med at stille Key spørgsmål, og til hans glæde begyndte Key at svare en anelse sødere på dem efter et lille stykke tid. Han var sikker på at han endda var lige ved at få fat i hans nummer, idet et BEEP pludselig afbrød hans endeløse snak om alle de fordele der var for Key, ved at give Jonghyun hans nummer. Endnu et BEEP fulgte det andet, og det fortsatte sådan, indtil Jonghyun endelig fandt ud af hvad årsagen til disse lyder var. Jonghyun var en stor dum dino. Han var helt seriøst den største idiot på hele planeten.

”Jonghyun, du… Du har fyldt benzin på her for nyligt, har du ikke?” Nej, det havde Jonghyun ikke, og hvor han dog hadede sig selv for dette. Der gik ikke længe før bilen måtte give op, og dermed stoppede mit på vejen. Ja, dette medførte at ham og Key måtte stige ud, og skubbe bilen ud i siden, i øsende regn. Aldrig i sit liv havde Jonghyun troet at et menneske kunne være så skræmmende og smuk ud, på samme tid.

”YAH! Kim Jonghyun, er du fuldkommen hjernedød?! Hvem i al verdenen glemmer at fylde sin bil med benzin, og derefter tilbyder at køre en person hjem? Og nu står jeg og skubber din skide bil, ind i siden af en landevej, i øsende regnvejr? Er dette seriøst måden du prøver at komme i bukserne på folk?!” Han tabte Jonghyun ved ”YAH!”. Den blonde havde altid været vant til at Onew råbte af ham, og var derfor blevet meget dygtig til at lukke fuldstændig af for sådanne ting.

Så Jonghyun og Key måtte altså gå den sidste halve kilometer der var til Key’s lejlighed. De havde ingen paraply. Dog var Jonghyun ikke så ked af dette. Dette gav ham blot en mulighed, for at virke som et endnu bedre menneske, overfor Key. Han tog sin jakke af, og holdte den så over Key’s hoved, for at skærme for regnen, mens de gik. Den mørkhårede skævede skeptisk over mod ham, men vendte så blot blikket væk igen, og fortsatte med at gå. Når nu idioten insisterede på at blive forkølet blot for at hjælpe ham, kunne han vel ligeså godt lade ham gøre det.

Der gik 5 minutter før de endelig nåede Key’s lejlighed. Jonghyun var klar til at gå igen, idet Key låste døren op, og trådte indenfor, men da han ikke lukkede døren, blev Jonghyun blot stående og kiggede uforstående på den mørkhårede. Key sukkede lavt, og vendte sit blik mod hans fødder.

”Kommer du ind eller hvad? Din chef slår mig sikkert ihjel hvis du ikke kan komme på arbejde i morgen, fordi du er forkølet, efter at havde fulgt mig hjem…” Jonghyun’s mund stod nu på vid gab, og han kiggede på Key som havde han lige fortalt ham at han i al hemmelighed havde luret på ham, mens han var i bad.

”Tch, hvis du ikke ville ind, kunne du bare havde sagt det,” mumlede den brunhårede dreng, og skulle til at lukke døren, idet Jonghyun nærmest sprang indenfor. Key fnøs, og trak sig så tilbage, så Jonghyun havde lidt mere plads, i den smalle gang. Han fik hurtigt smidt sine sko og sit overtøj, og vendte sig så mod Key, dog kun for at opdage at han var forsvundet. Han blev stående i et lille stykke tid, før Key igen dukkede op, denne gang med en bunke tøj og et håndklæde med sig.

”Skift til dette her. Du burde kunne passe det.” Jonghyun nikkede blot, og fulgte så med Key hen til toilettet, hvor han så gik ind og skiftede, mens Key igen forsvandt. Efter at havde skiftet, og tørt sit hår med hånklædet, gik Jonghyun ud i køkkenet, hvor Key stod, nu i et helt andet sæt tøj, der så en del mere afslappet ud. Han rakte Jonghyun en kop med te, og gik så med ham ind i stuen hvor de begge satte sig; Key i en lænestol og Jonghyun i sofaen. De to sad i stilhed i et stykke tid, før Jonghyun, igen, besluttede sig for at bryde denne tavshed.

”Key… Jeg ved at du er ked af det med din søster, men jeg håber virkelig ikke at du går ud og gør noget dumt.” Key kiggede op, og rettede sit blik mod Jonghyun, hvis blik nu var meget mere seriøst end før. Key sukkede og kiggede så ned i hans kop igen.

”Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget dumt, Jonghyun. Jeg ved godt at jeg ikke kan gøre andet end at fortælle jer alt jeg ved. Jeg er ikke dum. Jeg var bare så oprevet før, at jeg ikke rigtig tænkte det hele ordenligt igennem.” Jonghyun nikkede for at vise at han forstod. Han følte sig faktisk lettet. Han havde været bange for at Key ville gøre noget dumt, og ende i fængsel eller endnu værre: komme til skade.

Jonghyun’s blik var stadig fastlåst på Key. ”Det gør mig ondt at du skal gå igennem alt dette her Key. Taemin fortalte mig om dit og din søsters forhold, og det må virkelig være forfærdeligt at miste, ikke blot en søster, men en sand ven.” Key bed sig i læben, og kiggede igen ned, så hans pandehår dækkede hans øjne. Jonghyun var dog ikke dum. Han vidste godt at Key blot prøvede at gemme hans ansigt væk, så Jonghyun ikke kunne se hans allerede røde øjne, der ville afsløre at han var godt på vej til at bryde ud i gråd.

Med ét var Jonghyun på benene og ovre ved Key’s lænestol. Han kiggede ned på den mørkhårede, hvorefter han satte sig på hug foran ham. Langsomt førte han en hånd op til Key’s hage og løftede så hans hoved, så han kunne se brunettens ansigt. Jonghyun var tæt på at lade et gisp undslippe hans læber, idet han så Key’s ansigt. Den bleges øjne var, som Jonghyun havde forudsagt, røde, og tårer trillede ned ad hans kinder. Han var helt igennem ulykkelig. Jonghyun lagde med det samme armene om den brunhårede, og trak ham ind til et trøstende kram. Han ønskede ikke at Key skulle føle sig alene. Han ønskede at Key skulle vide at der altid var nogle, der stod parat til at hjælpe ham når han var i nød, og var klar til at trøste ham når han var ked af det. Og mest af alt, så ønskede Jonghyun at han kunne være en af de personer, som Key ville søge hen til, når han havde brug for hjælp.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...