Stupid Liar.(Jongkey)

Key har aldrig følt sig mere alene. Den ene person han hele sit liv har kendt, og som altid har været der, mister han, og der er absolut intet han kan gøre, andet end at lade to, højst uprofessionelle, betjente, som han ikke har den mindste tiltro til, prøve at finde frem til morderen. Men Key havde ikke forudset at den ene af disse to betjente, muligvis kunne fylde den, nu tomme plads i hans hjerte, ud.

39Likes
60Kommentarer
6041Visninger
AA

5. Kapitel 4

Den blonde engel, Taemin, ledte de to betjente ind i stuen, og gik så ud for at lave dem noget te. Da han igen trådte ind i stuen – denne gang med en tekande, og tre kopper i hånden – havde de allerede sat sig godt til rette. Dog så den højeste af de to, ud til at være en smule mere anspændt end den anden.

Taemin satte teen på sofabordet, og satte sig så i en lænestol, overfor de to fyre, der havde sat sig ved siden af hinanden, i sofaen. De sad i et stykke tid og drak deres te, i stilhed. Efter lidt tid fik Jonghyun nok af den anspændte stemning, og rømmede sig en enkelt gang, før han talte.

”Nå men Taemin, mens vi venter på din bofælle, kan vi jo starte med at spørge dig om et par ting.” Minho skævede mod Jonghyun. Dette lød faktisk som en nogenlunde smart ting at gøre. Måske Taemin kunne fortælle dem om nogle af de ting Key selv, ikke ville sige. Taemin nikkede blot, som et tegn på at det var helt i orden med ham.

Med det samme hev Minho hans notesblok op fra lommen, klar til at skrive ned, hvad den blonde havde at sige. Jonghyun så ud til kort at overveje hvad han skulle spørge om, før han endelige bestemte sig, og åbnede hans mund. ”Hvordan var Key’s forhold til han søster?” Dette var selvfølgelig et oplagt spørgsmål. Jonghyun troede dog ikke at Key havde slået hans søster ihjel og så skaffet sig et falsk alibi. Det havde han hele tiden kunnet se i brunettens øjne. Det var nemt at se at han virkelig måtte havde elsket hans søster.

Taemin smilede svagt, ved dette spørgsmål. ”Det var nok det bedste forhold mellem søskende, jeg nogensinde har set. Selvom Key var den mindste af de to, så tog han sig altid godt af hans storesøster. Han blev aldrig sur når hun kom hjem midt om natten, en lille smule fuld, og bad om at få lov til at sove over. Key og hende har altid haft det godt sammen, efter hvad han har fortalt mig. Det har virkelig taget hårdt på ham, alt dette her…” Jonghyun nikkede forstående. Minho skrev fortsat i hans lille notesblok.

Jonghyun gjorde sig klar til at stille et nyt spørgsmål. ”Har Key en kæreste?” Med dette fór Minho op, og slog hans makker på siden af hovedet.

”Hyung! Gider du godt være lidt professionel?!”

”Jeg er professionel! Det er et relevant spørgsmål. Jeg skulle jo finde frem til alle dem der var tæt på familien, skulle jeg ikke? Hvis Key nu har en kæreste, så må hun-” Jonghyun kiggede nu over på Taemin. ”Eller han, jeg har intet mod kærlighed mellem det samme køn, mind din bofælle om det,” Han kiggede så tilbage på Minho igen. ”-altså også kende Key’s søster,” sluttede han så af, med sit blik mod hans makker, der derefter igen satte sig ned, ved hans side. Minho sukkede blot, men tiede ellers stille.

Jonghyun’s blik blev atter rettet mod Taemin, der så følte at det var hans tur til at svare på spørgsmålet. ”Key har ingen kæreste. I hvert fald ikke hvad jeg ved af. Han har altid gået meget fra den ene til den anden, og det var ikke alle han lige orkede at fortælle mig om.” Jonghyun måtte tvinge sig selv til ikke at fnyse af dette svar. Det var bestemt ikke det svar han havde håbet på. Men samtidig, så var det måske en god ting. Måske dette betød at det ville være nemmere for ham, nu hvor Key havde datet så mange forskellige. Det måtte jo betyde at det aldrig havde været noget seriøst, og dermed ville Key nok også være typen der gik efter udseende frem for personlighed. Jonghyun mente bestemt at dette ville gøre det nemmere for ham.

Jonghyun nåede ikke at stille flere spørgsmål, før døren gik op, ude i gangen, og Taemin farede derud. Ikke lang tid efter hørtes der noget tumult og i et kort øjeblik overvejede Jonghyun om det kunne være en slåskamp. Dette fandt han dog ud af, at det ikke var, da en stemme pludselig hørtes, ude fra gangen.

”Yah, Taemin. Hvad sker der for dig? Du plejer aldrig at være så omklamrende…” Stemmen fadede ud idet en anden, mere lavmælt, afbrød med et ”shhh…”. Jonghyun undrede sig lidt over hele situationen, og besluttede sig derfor for at gå ud i gangen, for at få et hint til hvad der foregik. Minho blev bare siddende i sofaen.

Ude i gangen stod Key, med Taemin hængende om hans hals. Jonghyun måtte bide sig selv i tungen for ikke at komme til at råbe et eller andet, for at få de to skilt fra hinanden. Det var ikke et syn han satte pris på, det måtte han indrømme. Stadig kunne han godt se hvordan de to mere mindede om en mor og hans søn, end et kærestepar.

Key var den første af de to, der opdagede fyren, der stod i døråbningen, mellem gangen og stuen. Hans øjne svulmede med det samme op til deres dobbelte størrelse, og han stirrede forfærdet på betjenten. Hurtigt løsrev han sig fra den yngres greb, og i stedet pegede han over mod den blonde fyr, ovre i den modsatte ende af gangen.

”Hvad i alverden laver han her?!” udbrød han, og kiggede skiftevis på Jonghyun og Taemin. Jonghyun med et skævt smil på læben, og Taemin med et undskyldende blik, rettet kom Key. Det var tydeligt at Key ikke blot var overrasket men også vred over at se Jonghyun i hans hus. Hvorfor forstod Jonghyun ikke.

”Jeg lukkede ham og hans makker ind. De er her for at stille nogle spørgsmål…” Taemin trådte en anelse tilbage, bange for Key’s reaktion. Overraskende nok sukkede han bare, og tog sig til hovedet. Langsomt fik hans smidt sine sko og sit overtøj, hvorefter han sammen med Taemin gik ind i stuen hvor Minho stadig sad i sofaen. Jonghyun fulgte efter de to, og satte sig igen ned i sofaen, ved siden af hans makker. Også Taemin genfandt sin plads i stolen, overfor de to betjente. Kun Key blev stående.

Den brunhårede dreng, der stod op, kiggede afventende over mod de to betjente, sikkert for at fortælle dem at de gerne snart måtte begynde med spørgsmålene, og gerne afslutte det hurtigt. Jonghyun tog sig dog sin tid.

”Key. Er det et kælenavn? Måske et din søster har fundet på?” Minho hævede et øjenbryn over hans vens spørgsmål. Det havde jo absolut intet med sagen at gøre. Også Key så rimelig forvirret ud over dette spørgsmål.

”Det er et kælenavn. Og nej, det er ikke et min søster har fundet på. Det er hvad mine venner kalder mig. Jeg bryder mig ikke om at andre end min familie bruger mit rigtige navn,” forklarede Key roligt, på trods af det underlige spørgsmål Jonghyun havde disket op med. Minho skrev dog stadig det hele ned.

Jonghyun’s blik var stadig rettet mod den blege dreng, der stadig ikke havde sat sig. ”Din søster er død, Key.” Minho hævede sit hoved, og kiggede advarende over mod Jonghyun. Den blonde fortsatte dog blot. ”Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” Key’s blik var anspændt. Hans katte lignende øjne var nu ikke rettet mod betjenten, men mod det tæppedækkede gulv. Dette var tydeligvis et spørgsmål han ikke ønskede at besvare. Dog kiggede han stadig op og mødte endnu engang betjentens blik, idet han skulle til at svare.

”Jeg har tænkt mig at opsøge og myrde den store idiot der slog hende ihjel, mens i to sidder og drikker te med min bofælle.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...