Stupid Liar.(Jongkey)

Key har aldrig følt sig mere alene. Den ene person han hele sit liv har kendt, og som altid har været der, mister han, og der er absolut intet han kan gøre, andet end at lade to, højst uprofessionelle, betjente, som han ikke har den mindste tiltro til, prøve at finde frem til morderen. Men Key havde ikke forudset at den ene af disse to betjente, muligvis kunne fylde den, nu tomme plads i hans hjerte, ud.

39Likes
60Kommentarer
6041Visninger
AA

24. Kapitel 23

Den brunhårede dreng hævede et øjenbryn idet han åbnede sin dør, og fandt en ukendt person stå uden foran den. Den ukendte person havde kortere hår og en brunere nuance i huden, end han selv. Han var også lavere end ham. 

”Du er Haru er du ikke?” Han nikkede som svar på de ukendte mands spørgsmål.

”Jeg er Onew fra politiet. Kan jeg komme ind? Jeg vil gerne stille dig nogle spørgsmål.” Haru kiggede mistroisk på manden. Hvad ville han? Havde det noget med Kibum at gøre? Betød dette at han var en mistænkt?

Modvilligt trådte han til side, så den fremmede kunne træde indenfor, hvilket han med det samme gjorde, som var han bange for at Haru ville fortryde og smække døren i hovedet på ham, hvis der gik for lang tid. Det ville han nok også.

Uden nogen form for invitation, fortsatte Onew ind i stuen, og satte sig i en af lænestolene. Haru fnøs for sig selv, af mandens afslappede attitude. Han brød sig virkelig ikke om denne Onew, og han havde dårligt nok kendt ham i et minut.

Med et suk satte han sig også ned, og rettede så sit blik overmod politimanden, der sad ovre i stolen overfor ham. Onew smilede venligt overmod ham. Et smil Haru ikke brød sig om. Det var tydeligt at dette var en maske, der dækkede over noget ingen kendte til. Det var uhyggeligt; ikke sødt ligesom når Kibum smilede.

”Du er Key’s barndomsven, er du ikke, Haru?” Key? Haru kunne ikke lide det kælenavn, som alle brugte om Kibum. Det klædte ham ikke. Hvorfor kaldte de ham ikke bare Kibum? Hvor kom det navn overhovedet fra?

Da Haru endelig nikkede, smilede Onew blot, og fortsatte så: ”Og du kom til Korea med din far, en dag før mordet på Key’s søster?” Haru nikkede endnu engang. Nu forsvandt Onew’s smil. Endelig. Måske dette betød at han snart ville komme til sagen.

”Så der er altså en mulighed for at du har myrdet Minah?” Haru’s hjerte sprang et slag over. Han var… En mistænkt? Onew’s seriøse ansigtsudtryk vedblev, idet han lænede sig en smule forover.

”Du har nøglen til Key’s hus, har du ikke? Da Jonghyun blev lukket ind hos Key, den dag du kom, låste Key døren efter sig, men du vadede bare ind i stuen, gjorde du ikke? Dagen hvor Key’s søster blev myrdet, var døren også låst, da Key kom hjem, men morderen var ikke indenfor.” Haru sank en klump.

”Hvorfor dræbte du Minah, Haru?” Den brunhårede dreng, rejste sig op. Hans blik var ikke til at læse. Hans følelser var alle gemt væk, så Onew på ingen måde kunne gætte hvad han tænkte.

”M-Minah var en trussel. Hun vidste at min far var drugdealer, og hvis jeg forblev sammen med Key, så ville hun melde min far til politiet. Jeg… Jeg blev nød til at få hende af vejen. Jeg kan ikke leve uden Kibum! Jeg kan ikke!” Den brunhårede sank sammen på jorden. Onew fortrak ikke en mine, idet han hev drengen op at stå, og slæbte ham ud til hans bil, der stod parkeret udenfor.

                                                                               ¤

Onew sukkede, idet han uden den mindste form for modstand, fik slæbt Haru ind i den ledige celle. Han havde allerede ringet til Jonghyun, og bedt den blonde om at tage Key med hen på stationen, så han kunne få de dårlige nyheder at vide.

Der gik omkring ti minutter før Key og Jonghyun ankom. De to kiggede undrende på Onew, da han bad dem om at følge med, hen til cellerne. Da han så ledte de to over til Haru’s celle, fik Key noget af et chok.

”Hvad i al verdenen laver han derinde?!” udbrød han, og pegede over mod Haru, der sad på den madras der lå i den ene ende af cellen. Haru kiggede forskrækket op, men da han fik øje på Key, kiggede han skamfuldt væk. Onew forstod ikke hvorfor.

”Han er anklaget for mordet på din søster,” forklarede Onew. Key vendte sig igen om på Haru, og kiggede chokeret på ham.

”D-det… Nej. Nej. Haru har ikke slået min søster ihjel. Det ville han ikke gøre. Haru er min ven. Han ville ikke dræbe Minah. Det ville han ikke, Onew.” Onew nikkede blot.

Key’s fablen blev ved med at fortsætte, indtil den brunhårede dreng afbrød ham. ”Undskyld, Bummie.” Den mørkhårede dreng’s blik fløj over mod hans barndoms ven. Han stirrede såret over mod Haru, som prøvede han at bede ham om at fortælle at det ikke var rigtigt. At det ikke var ham. Haru sagde intet.

”Key…” Jonghyun’s medfølende stemme, var næsten en hvisken, idet han gik over til den mørkhårede, og lagde en hånd på hans skulder, som han derefter klemte en anelse, i et forsøg på at trøste den yngre.

Key rystede på hovedet og vendte sig så væk fra Jonghyun, og kiggede over mod Onew i stedet, med et udtryksløst blik. ”Jeg tror dig ikke, Onew. Haru ville aldrig nogensinde finde på at dræbe nogen.” Onew nikkede blot, med det samme smil på læben, som altid. Det smil der gemte på tusinde sandheder.

”Det ved jeg, Key. Det ved jeg.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...