Stupid Liar.(Jongkey)

Key har aldrig følt sig mere alene. Den ene person han hele sit liv har kendt, og som altid har været der, mister han, og der er absolut intet han kan gøre, andet end at lade to, højst uprofessionelle, betjente, som han ikke har den mindste tiltro til, prøve at finde frem til morderen. Men Key havde ikke forudset at den ene af disse to betjente, muligvis kunne fylde den, nu tomme plads i hans hjerte, ud.

39Likes
60Kommentarer
6063Visninger
AA

19. Kapitel 18

Brunetten sukkede idet han endelig nåede til hans lejlighed. Hurtigt ledte han efter den rigtige nøgle, før han endelig fandt den, og fik lukket sig selv indenfor. Med det samme gik han ind i stuen, hvor han smed sig i sin sofa.

Det havde været surrealistisk at se Kibum igen. Det havde været som i en af hans mange drømme. Dog var der lige en idiot for meget, til stede. Det havde virkelig været svært for ham ikke at banke den blonde dino, lige for næsen af den mørkhårede dreng, blot for at vise at han var meget bedre end ham. Han var dog glad for at han ikke havde gjort det. Hvis han havde, så var Kibum helt sikkert blevet sur, og hvis der var noget Haru ikke ønskede, så var det at se Kibum være sur.

Brunetten lukkede øjnene i, og begyndte så småt at tænke tilbage. Tilbage til dengang ham og Kibum stadig var sammen. Tilbage til dengang de to altid var sammen. Tilbage til dengang Haru ikke manglede noget. Han havde Kibum, og det var rigeligt.

”Kibum, hvorfor gør du det her?” spurgte brunetten, den sorthårede dreng, der sad overfor ham. Den blege dreng smilede blot til ham, og duppede endnu engang vatstykket mod den brunhåredes sår, hvilket fik drengen til skære ansigt, idet smerte skød igennem ham som en pil.

”Fordi jeg er din ven selvfølgelig,” forklarede den mørkhårede dreng, med et af de mest uskyldige smil i hele verdenen. Det var underligt hvordan han kunne smile sådan, på trods af de ting han allerede havde oplevet. Han lignede en der blot troede på at alt i verdenen var godt. Haru vidste selvfølgelig godt, at dette ikke var tilfældet. Langt fra, faktisk.

”Ne, Haru, hvorfor kommer du altid op at slås? Du ender jo bare med at komme til skade.” Bekymringen i den mørkhårede drengs blik, var som en kniv i brystet på den ældre. Han ønskede ikke at bekymre Kibum. Han ønskede blot at drengen altid ville smile, som han havde gjort for få sekunder siden. Smile det smil der kunne få blomster til at gro, og dødsyge fugle til at kvidre. Det smil som den ældre elskede over alt på hele jorden. Det smil som den ældre ville gøre alt for at bibeholde.

Brunetten smilede opmuntrende til den yngre dreng. ”Undskyld, Kibum. Jeg skal nok passe bedre på næste gang.” Dette var en løgn. Det vidste de begge. Dog smilte den mørkhårede dreng taknemmeligt til den ældre, som havde han lige reddet hans dag.

Den yngre dreng fortsatte med at rense den ældres sår, og bandt ham derefter ind i bandager, på både arme og ben. Den brunhårede dreng kunne ikke lade være med at smile over den yngres omhyggelighed, idet han placerede et plaster over et langt snitsår på hans kind. Kibum tog sig virkelig godt af ham, selvom han var den yngste af de to. Haru skyldte ham virkelig en hel del.

                                                                          -¤-

”Haru! Haru! Vil du ikke nok stoppe!” Bad den yngre, idet den brunhårede dreng endnu engang sparkede til den, allerede bevidstløse krop, der lå for hans fødder. Den ældre stoppede og kiggede over mod den sorthårede dreng, hvis bedende øjne skar huld i hans bryst.

Med et suk puffede brunetten, med sin fod, en enkelt gang til personen, der heldigvis intet kunne mærke, eftersom han var bevidstløs, før han gik over til den yngre. Han smilede svagt før han lagde armene om den blege dreng, og derefter hev ham ind til et varmt kram, der skulle formå på en eller anden måde, at få gjort Kibum glad igen.

Endnu engang endte det med at Kibum skulle lappe brunetten sammen igen, og som altid peb den ældre som en anden hund. Lige meget hvor mange gange han kom til skade, så lærte han aldrig af det. Han fortsatte blot med at slås. Hvordan han altid kunne finde en eller anden at slås med, vidste selv ikke han. Underligt nok, så var der bare altid en eller anden idiot, der bad om nogle øretæver. Ja, Haru havde et ualmindeligt stort temperament. Der skulle ikke meget til før han blev sur. Kibum var en af de få personer, som han ikke kunne finde én eneste fejl ved. Aldrig havde den sorthårede irriteret ham, og aldrig havde han fået Haru til at føle sig utilpas. Den yngre var simpelthen bare et godt menneske, men han formåede stadig ikke at blive naiv, modsat mange andre. Kibum var lige hvad Haru behøvede. De var som ild og vand, de to, og måske dette var en god ting. Haru var højrystet og blev let vred, mens Kibum var helt nede på jorden og var svær at irritere. Han havde en beroligende virkning på Haru. Selv hans far, som han faktisk overhovedet ikke kunne lide, sagde at Kibum var en af de bedste ting der var sket for hans søn. Dette var helt rigtigt. Kibum var bestemt det bedste der nogensinde var sket for brunetten.

”Haru, gør det stadig ondt?” spurgte den sorthårede, idet han forsigtigt strøg en finger over plasteret, der var placeret på den brunhåredes højre kind. Haru rystede blot på hovedet og smilede beroligende til den yngre, der dog ikke så helt overbevist ud.

Da det så småt begyndte at blive mørkt, besluttede Kibum sig for at det nok var tid til at gå i seng, og derefter forlod han så Haru i stuen, foran det lille TV. Ja, de to drenge boede sammen. Haru kunne ikke lide sin far, og dette vidste hans far skam også godt selv. Han lod derfor Haru bo alene i en lejlighed. Den brunhårede dreng vidste selvfølgelig godt at Key ingen forældre havde, og virkelig kæmpede hver dag, for at finde et sted at sove. Dette sørgede han for at få, på samme måde som hans søster: han havde konstant kæreste på. Selvom den unge dreng kun var 15 år gammel, så datede han folk på 20 og opefter, så han var sikker på at de havde deres eget sted, så han kunne bo hos dem, i et kort stykke tid. Når han så blev træt af denne person, så fandt han en ny. Det selv samme gjorde hans søster, Minah. Haru brød sig virkelig ikke om hende. Faktisk, så mente han at det var hendes skyld at Kibum havde sådan et dårligt liv. Hvis hun bare tog sig sammen og tjente nogle flere penge, så ville hun sagtens kunne købe en lejlighed, som Kibum så også kunne bo i. Men næ nej, hun skulle leve livet, så Kibum endte altså med at flytte ind hos Haru. Ikke at brunetten havde noget mod dette. Faktisk så var han glad nok for dette. Kibum var som hans medicin. Når Haru’s vrede blev for meget, så ville Kibum være den eneste der kunne hjælpe ham. Blot ved at se den sorthåredes ansigt, ville Haru med det samme slappe af. Kibum var alt hvad Haru havde brug for, for at overleve.                                                                                                              -¤-

”Søn, vi kan ikke blive i Korea.” Brunetten kiggede chokeret på den mand, der skulle forstille sig at være hans far. En mand han dårlig nok kendte. I det mindste gav han ham penge, så han kunne fortsætte med at bo sammen med Kibum, og tage sig af ham. Men hvad var nu dette?

”Mit firma vil gå på røven hvis vi fortsætter med at blive i Korea. Vi tager til Japan. Du ved at du bliver nød til at overtage mit firma, når jeg engang fiser op i himmelen, så du skal selvfølgelig også med.” Haru kiggede blot på manden. Nej. Han ville ikke forlade Kibum. Han nægtede at forlade ham. Han kunne simpelthen ikke leve uden ham.

”Nej! Jeg nægter! Jeg tager ikke til Japan!” skreg den brunhårede dreng i hovedet på manden. Manden sukkede blot opgivende før han forlod værelset. Han ville ikke prøve at overtale drengen. Det var spild af tid. Haru vidste godt at han alligevel ikke kunne modsige ham i sidste ende. Han blev nød til at forlade Kibum, ligemeget hvor ldit han havde lyst til det. Men han skulle nok komme tilbage. Han ville komme tilbage til Korea, og så kunne han endelig give Kibum det liv, som han fortjente. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...