Stupid Liar.(Jongkey)

Key har aldrig følt sig mere alene. Den ene person han hele sit liv har kendt, og som altid har været der, mister han, og der er absolut intet han kan gøre, andet end at lade to, højst uprofessionelle, betjente, som han ikke har den mindste tiltro til, prøve at finde frem til morderen. Men Key havde ikke forudset at den ene af disse to betjente, muligvis kunne fylde den, nu tomme plads i hans hjerte, ud.

39Likes
60Kommentarer
6058Visninger
AA

13. Kapitel 12

”DET ER DIN SKYLD AT HUN ER DØD!”

Den blondes ord gav genlyd i Key’s hoved. De otte ord brændte sig fast i hans hukommelse, og fortsatte med at pine Key, i hvad der føltes som hundrede år. Han forstod det ikke. Han forstod ikke hvorfor Taemin dog sagde sådan noget. Ville Taemin ham ondt? Var Taemin en fjende? Eller måske Taemin talte sandt? Key rystede voldsomt på hovedet, og hans greb i hans hår, blev strammere. Selvfølgelig gjorde han ikke det. Key’s søster var en prinsesse. En engel sendt til jorden for at sprede glæde. Ikke en narkoman. Taemin løj. Hvorfor løj han? Taemin var jo hans ven. Taemin var hans bofælle. Key havde jo altid taget sig at af Taemin, så hvorfor ville Taemin lyve for ham? Key havde købt ham mad, vasket hans tøj, ladet ham flytte ind. Han havde gjort alt for ham lige siden…

”Key? Key, sig noget.” Den mørkhåredes blik rettede sig op, og blev med et fanget i et par hasselbrune øjne, der kiggede bekymret ned på ham. Key kiggede uforstående på ham. Hvad var der galt med Jonghyun? Hvorfor var han her altid, når Key havde problemer? Hvorfor var alt gået galt lige siden Jonghyun pludselig var dukket op? Var det en forbandelse? Var det hele rent faktisk Jonghyun’s skyld?

”Du skal ikke røre mig!” Jonghyun kiggede overrasket på den mørkhårede, der nu stod op, efter at havde skubbet ham væk. Key så skræmt ud. Han så ud som om han var bange for Jonghyun. Hvorfor? Det var jo trods alt ikke Jonghyun der havde råbt af ham, og anklaget ham for mordet på han egen søster. Det var hans blonde bofælle, der nu sad ovre i sofaen, med hans ansigt gemt i hans hænder. Jonghyun kunne gætte at han fortrød hvad han havde sagt.

Key trådte et par skridt væk fra Jonghyun, idet den blonde rejste sig op. Jonghyun rakte en hånd ud mod Key, for at klappe ham på skulderen, som en form for komfort, men den mørkhårede fjernede sig hurtigt. ”Hold dig væk!” skreg han, hvilket forskrækkede Jonghyun så meget, at han veg tilbage. Hvad i al verdenen var der galt med ham?

Taemin så ud til at vågne op, da Key pludselig skreg. Overrasket kiggede han over på den blege fyr, og spærrede så øjnene op. Taemin havde aldrig set ham sådan her. Key var ødelagt. Al form for styrke og selvrespekt havde forladt ham. Ikke engang da hans søster lige var død havde Taemin set ham sådan her. Key havde ikke grædt foran ham. Godt nok havde han set en anelse livløs ud, men aldrig havde han smidt sin facade på jorden, på denne måde. Taemin var chokeret. Han var også bange. Bange for at Key aldrig ville blive sig selv igen. Bange for at han helt ville stoppe med at smile. Ja, det var lang tid siden Taemin sidst havde set et af Key’s strålende smil, eller hørt ham grine. Dog havde Jonghyun givet Taemin et nyt håb. Jonghyun så ud til så nemt som ingenting, at kunne trænge ind bag Key’s facade, hvilket Taemin - eller Minah for den sags skyld - aldrig havde formået. Men nu så det ud til at ikke engang Jonghyun ville kunne hjælpe Key.

Taemin rejste sig op, og gik hen mod Key, der stod opad væggen, for at komme så langt væk fra Jonghyun, som overhovedet muligt. ”Key, undskyld. Jeg mente det ikke. Det er ikke din skyld at din søster døde…” Key kiggede over mod Taemin, og den blonde svor at han kunne se et hint af håb, gemme sig i den mørkhåredes øjne. Det forsvandt dog hurtigt, og Key kiggede atter væk.

”Key, lyt nu. Det er ikke din skyld at Minah traf det forkerte valg.” Key bed sig i læben og kneb øjnene sammen. Jonghyun gættede på at han gjorde dette for at holde sine tårer tilbage. Det var tydeligt at han ikke ville græde overfor Taemin.

Key gemte sit ansigt i hans hænder i få sekunder, og Jonghyun kunne tydeligt høre hans dybe vejrtrækninger. Efter få sekunder kiggede han så tilbage på Taemin, med et smil, der ikke nåede hans øjne. ”Tak, Taemin.” Taemin og Jonghyun kiggede chokeret efter Key, idet han så forlod rummet. Ingen af dem fattede hvad der lige var sket.

Efter lidt tid hvor de begge havde siddet i hver deres stol i et stykke tid, åbnede Jonghyun munden. ”Så, hvordan ved du alt det om Key’s søster.” Jonghyun kiggede mistroisk over mod Taemin. Noget ved ham alarmerede Jonghyun. Han stolede ikke på den blonde.

”Jeg plejede at date hende.” Jonghyun kiggede chokeret på Taemin, der blot kiggede ligegyldigt den anden vej. Så Taemin havde altså datet Key’s søster? Var dette før eller efter han blev venner med Key?

”Kan du uddybe det? Hvor lang tid var i sammen? Har dit forhold med Key noget at gøre med hans søster?” Taemin sukkede højlydt for at vise hvor meget dette kedede ham. Den dreng opførte sig fuldstændig anderledes end når Minho var her. Før havde han været så respektfuld og venlig, men nu opførte han sig bare som en forkælet møgunge.

Den blonde lænede sig en anelse tilbage i sin lænestol. ”Vi datede i et år. Det var Minah der introducerede mig til Key. Jeg boede sammen med Minah i 3 måneder, og da vi så slog op, flyttede jeg ind hos Key i stedet.” Jonghyun hævede et øjenbryn. Dette virkede underligt. Hvem i al verdenen ville bo sammen med ens søsters tideligere kæreste?

”Og det havde Key det fint med?” Taemin nikkede, stadig uden at se den blonde betjent i øjnene.

”Efter mig og Minah slog op, var jeg stadig tætte med dem begge. Vi var vel som familie.” Jonghyun skulle til at stille et spørgsmål til, da hans telefon ringede. Han sukkede hvorefter han rejste sig op, og accepterede opkaldet.

”Hyung, hvor er du henne? Vi har stadig arbejde der skal afsluttes.” lød Minho’s stemme i den anden ende.  

”Undskyld Minho, jeg skal nok komme med det samme.” Herefter lagde Jonghyun på, og vendte sig så om mod Taemin, der nu havde rettet sit blik mod ham, dog stadig med et arrogant ansigtsudtryk.

”Vær sød at tage dig af Key. Jeg er nød til at gå.” Taemin nikkede, og vendte så sit blik væk. Jonghyun sukkede, og forlod så stuen, for at gå ud i entréen, hvor han tog sine sko og sit overtøj på. Herefter forlod han lejligheden, og satte så kurs mod sin bil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...