Stupid Liar.(Jongkey)

Key har aldrig følt sig mere alene. Den ene person han hele sit liv har kendt, og som altid har været der, mister han, og der er absolut intet han kan gøre, andet end at lade to, højst uprofessionelle, betjente, som han ikke har den mindste tiltro til, prøve at finde frem til morderen. Men Key havde ikke forudset at den ene af disse to betjente, muligvis kunne fylde den, nu tomme plads i hans hjerte, ud.

39Likes
60Kommentarer
6066Visninger
AA

12. Kapitel 11

Da Jonghyun endelig nåede frem til stationen, løb han ind, og satte derefter kurs mod cellerne, i den anden ende af stationen. Da han nåede til celle afdelingen, fandt han endnu engang nøglerne på disken, og fandt så frem til Key’s celle, der var en af de første.

Key sad i det ene hjørne af cellen, med hans ben trækket op til hans hage, og hans hoved gemt i hans knæ. Jonghyun stoppede op. Han stod og betragtede den mørkhårede i hvad der nok var omkring tre minutter, og den blege fyr bevægede sig ikke en eneste gang.

Jonghyun tog en dyb indånding før han endelig tog sig sammen, og låste celledøren op. Key’s hoved fløj op, og hans blik rettede sig mod den blonde betjent, der nu stod i den anden ende af cellen. Hans ansigtsudtryk ændrede sig hurtigt. Han kneb sine øjne sammen og skuede over mod den blonde. Som Jonghyun havde forudset var han tydeligvis sur. Ikke at han ikke forstod dette. Hvis han var blevet spærret inde på grund af falske anklager, var han skam også blevet godt muggen.

Jonghyun sukkede. ”Key, jeg…” Han tog endnu en dyb indånding, og rettede hans blik mod gulvet. ”Jeg er virkelig ked af det. Jeg burde havde vidst at du ikke ville tage stoffer, men” Jonghyun fadede ud. Key skulede stadig over mod ham. Dog så han ud til at lytte.

”Men hvad?” Jonghyun kiggede op idet Key snakkede. Hans stemme var hæs. Han havde tydeligvis grædt den forhenværende nat. Meget. Dette fik blot Jonghyun til at føle sig endnu mere skyldig. Key led jo tydeligvis af en form for klaustrofobi, og sådanne ting burde ikke tages let på, det vidste Jonghyun godt.

”Jeg var bange.” Key hævede et øjenbryn. ”Jeg var bange for at jeg ikke ville være i stand til at få dig til at stoppe. Jeg var bange for at du ville fortsætte med at tage de stoffer, og ende med-” Jonghyun tøvede før han fortsatte. ”-Ende med at dø. Jeg tog mig ikke tid til at overveje muligheden for, at du rent faktisk ikke var narkoman.” Key kiggede en anelse overrasket på den blonde betjent. Han havde tydeligvis ikke regnet med sådan et svar. Måden Jonghyun sagde dette på fik det til at lyde som om han bekymrede sig for Key. Som om Key var vigtig for ham. Den mørkhårede vendte sit blik nedad. Han ville ikke begynde at blive indbildsk. Det vidste han alt for godt, var en dårlig idé.

Key rømmede sig kort, før han igen rettede sit blik mod den blonde. ”Hvordan fandt du ud af at jeg ikke er på stoffer?” Jonghyun’s hjerte sprang et slag over. Shit. Han havde helt glemt at han blev nød til at forklare Key, at det var hans søsters heroin, de havde fundet inde på værelset. Jonghyun bed sig hårdt i læben.

”Det… Det kan jeg fortælle dig senere. Lige nu må vi hellere se at få dig hjem. Taemin er helt sikkert bekymret for dig.” Key nikkede og rejste sig så op. Jonghyun overvejede om han ikke havde gjort det klart nok at han havde tænkt sig at køre Key hjem. Den mørkhårede havde endnu ikke protesteret, hvilket undrede Jonghyun. Han burde jo være sur, og dermed nægte at blive kørt hjem af Jonghyun. Men måske Key bare gerne ville hurtigt hjem til Taemin, og få sig en god nats søvn.

De to tog Jonghyun’s bil tilbage til Key’s lejlighed. Døren var ikke låst. ”Låser i aldrig døren?” spurgte han nysgerrigt idet de to trådte indenfor. De smed begge to deres fodtøj og jakker, som sædvaneligt. Key besluttede sig så for at besvare Jonghyun’s spørgsmål.

”Taemin har ingen nøgle.” Jonghyun svarede med et ”ah”, og fulgte så med ind i stuen, hvor den blonde bofælle, Taemin, sad. Idet han fik øje på Key, fór han op fra sofaen, og kastede sig så over hans ven, der blev tvunget til at bakke et par skridt bagud, idet hele den blondes vægt blev slynget over ham.

”Hvor har du været henne, Key?” Key blev rimelig overrasket over Taemin’s pludselig overfald. Nej, han plejede bestemt ikke at være sådan her. Faktisk, så havde hans bofælle aldrig været den største fan af intimitet, så Key blev overrasket da han pludselig opførte sig som en anden pige. Nu når Key tænkte over det, så opførte Taemin sig kun sådan her, når Jonghyun var i nærheden. Key forstod ikke hvorfor.

Key og Jonghyun fik forklaret situationen, og da ordet ”stoffer” blev nævnt så Taemin ud til at blive en smule mere anspændt. ”Men Jonghyun har stadig ikke forklaret mig hvor de stoffer kommer fra,” sagde Key, og kiggede anklagende over mod den blonde betjent, der stod ovre ved passagen mellem gangen og stuen. Jonghyun bed sig endnu engang i læben. Han vidste godt at han blev nød til at fortælle det til Key, nu.

”Key, Minho og jeg tog ud til en af dine søsters bekendte, da du var spærret inde. Vi snakkede med hende, og hun kom ind på din søsters festliv.” Key nikkede, stadig ikke sikker på den retning dette ville tage. ”Hun forklarede at din søster ikke blot var påvirket at øl, men også af stoffer. Helt præcist: Heroin” Key spærrede sine øjne op, og kiggede måbende over på Jonghyun, der stadig prøvede at undgå hans blik.

”D-Det kan ikke passe! Min søster var ikke narkoman! Hun ville aldrig tage heroin!” Jonghyun sukkede. Det var præcist sådan han havde regnet med at den mørkhårede ville reagere. Han skævede over mod Taemin, der så en hel del mere skyldig ud, end han burde.

”Jonghyun-sshi taler sandt, Key.” Key’s blik landede nu på hans blonde bofælle, der havde sat sig ned i sofaen igen. Han kiggede uforstående på ham. ”Din søster tog stoffer. Du har ingen anelse om hvordan hun havde det, Key. Hun var ødelagt. Minah var aldrig den prinsesse du altid har set hende som.” Key kiggede stadig uforstående på Taemin. Også Jonghyun var forvirret. Hvordan kunne han vide alt dette?

”H-Hvad er det du siger Taemin?” Key’s stemme var dæmpet, idet han snakkede til den yngre. Han var tydeligvis mere timid hvad angik Taemin’s ord. Han stolede mere på ham, end på Jonghyun, det var tydeligt. Måske det var fordi at han aldrig havde løjet for ham før.

”Minah havde det forfærdeligt, Key. Hun tog Heroin for at glemme den hverdag hun ville vågne op til, den næste dag. Helt ærligt Key, tror du seriøst på at alle de penge du vandt, var fra rigtige konkurrence, når du ikke engang havde deltaget i dem?” Key spærrede sine øjne op. ”Hun arbejdede 12 timer om ugen! Derefter tog hun til fester og drak sig stiv, så du ikke skulle blive mistænksom! Hun gjorde fucking alt for dig!” Taemin havde nu rejst sig, og hans stemme var hævet. Jonghyun måtte blot se uforstående til, mens den blonde råbte af hans bofælle.

Key sank sammen på gulvet. Han begravede sit ansigt i sine hænder. ”Nej… Du lyver. Hvorfor lyver du for mig, Taemin?” Hans stemme var blevet til en sagte hvisken. Jonghyun kunne høre gråd i den mørkhåredes stemme.

”Jeg lyver ikke for dig, for helvede!” Taemin var stadig oprevet. ”Jeg tilbragte mere tid med hende en dig!” Key’s hulk blev højere i takt med at Taemin fik sagt mere og mere. ”Hun gjorde ALT for dig, og det eneste du så hende som, var en lille pige der intet kunne gøre selv!”

”Ti stille…” hviskede Key, for at få den blonde til at stoppe.

”Hun græd sig selv i søvn hver nat!” fortsatte han blot, uden at tage den mindste smule hensyn til Key, der så ud til at dø en lille smule indeni for hvert ord han sagde.

”Vil du ikke nok tie stille,” bad han igen, denne gang mere ynkeligt. Jonghyun følte at hans hjerte blev revet i stykke, idet Key’s hulk og snøft fortsatte. Taemin så dog ikke du til at føle den mindste smule medlidenhed med den mørkhårede dreng, der sad på hug, nede på gulvet, med ansigtet gemt i hans hænder.

”DET ER DIN SKYLD AT HUN ER DØD!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...