Stupid Liar.(Jongkey)

Key har aldrig følt sig mere alene. Den ene person han hele sit liv har kendt, og som altid har været der, mister han, og der er absolut intet han kan gøre, andet end at lade to, højst uprofessionelle, betjente, som han ikke har den mindste tiltro til, prøve at finde frem til morderen. Men Key havde ikke forudset at den ene af disse to betjente, muligvis kunne fylde den, nu tomme plads i hans hjerte, ud.

39Likes
60Kommentarer
6045Visninger
AA

11. Kapitel 10

Jonghyun gabte for allerede femte gang den dag. Nej, han havde bestemt ikke fået en god nats søvn. Faktisk så havde han dårlig nok sovet. Det havde været svært at falde i søvn, når han måtte tvinge sig selv til ikke at tænke på Key, der var spærret ind i en celle, henne på stationen. Jonghyun vidste at han nu havde mistet den smule tillid Key havde til ham. Når de engang fik lukket ham ud, ville han nok nægte nogensinde at snakke med ham igen. Jonghyun ville ikke tænke på det. Han ville ikke fortryde det valg han havde taget, idet han låste den skræmte dreng inde. Det var det rigtige at gøre, og det vidste han godt. Om så Key kunne se det eller ej, så var det det bedste for ham. Det var Jonghyun overbevidst om.

”Jonghyun. Hører du efter?” Onew skævede mod den blonde betjent, der så ud til at være døset hen. Jonghyun rystede med det samme på hovedet, og prøvede så at fokusere. Hans makker rystede opgivende på hovedet af ham. Minho var ved at være godt træt af at Jonghyun aldrig var fokuseret, her på det sidste. Lige siden han mødte Key, havde han ikke snakket om andet end hvordan han havde tænkt sig at få fat i hans nummer, eller hvor dejlig Key havde set ud da han smilede til hende der den ældre dame.

Onew lænede sig en smule mere tilbage i hans stol, stadig med hans blik rettet mod den blonde. ”Hør her Jonghyun. Jeg forstår godt at du er bekymret for Key, men vi må altså videre med efterforskningen. der er stadig mange af Minah’s venner i skal ud og besøge, så du må altså til at tage dig sammen.” Jonghyun nikkede, og kiggede så ned.

De to betjente tog Jonghyun’s bil til den næste på listens hus. Jonghyun var glad for at cellerne lå placeret i den anden ende af stationen, for han ville nok ikke kunne bære at gå forbi Key, hver gang han skulle ind og ud. Han rystede på hovedet og prøvede endnu engang at fokusere. Det nyttede ikke noget at blive ved at med at bekymre sig for Key. Det eneste han kunne gøre lige nu ar opklare denne sag. Måske Key så ville blive glad og dermed droppe stofferne.

Minho og Jonghyun nåede til huset, og parkerede så bilen udenfor, hvorefter de gik hen og bankede på. Der gik nogle få sekunder før døren gik op, og endnu en pige stod i døråbningen. Hende her var sorthåret, og hun lignede en med en seriøs omgang tømmermænd. Dog havde Minho på fornemmelsen at dette blot var hvordan hun så ud til hverdag.

”Hvad vil i?” Som forventet var der ikke den mindste smule venlighed i hendes stemme idet hun talte til de to betjente. Jonghyun formåede dog at bibeholde hans venlige smil. Pigen så ikke ud som en der havde haft god indflydelse på Minah, da hun var i live, hvis de havde været nære venner.

”Du er Sohyoon, er du ikke?” Pigen nikkede. ”Vi har fået informeret at du skulle være ven af Kim Minah. Vi kunne godt tænke os at stille dig nogle spørgsmål.” Pigen kiggede en anelse skeptisk på dem, men lukkede dem så indenfor. Efter at de havde taget deres sko af, førte hun dem så ind i hvad Minho formodede måtte være en stue.

De satte sig alle tre ned, og Jonghyun lagde så ud med et spørgsmål. ”Vi har fået fortalt at Minah var rimelig glad for at tage til fester. Er dette noget du kender til?” Pigen lo. Dog var det ikke en fløjlsblød og sød latter, mere en hånlig og nedgørende en af slagsen. En latter som bestemt ikke klædte en pige.

”Om jeg gør. Den tøs drak mere end jeg selv, og det siger altså ikke så lidt. Desuden så har jeg også set hende tage stoffer. Hun gav den virkelig hele armen.” Jonghyun spærrede sine øjne op, ved pigens svar. Han skævede hurtigt mod Minho for at få bekræftet at de to tænkte de sammen, og da han så blev bekræftet i dette, vendte han sit blik mod pigen igen.

”Kan du komme nærmere ind på hvilke stoffer?” Pigen så ud til at tænke sig om i et kort stykke tid. Eller måske hun bare ikke orkede at svare med det samme. Det kunne sagtens være begge dele, eftersom pigen virkelig så uinteresseret ud. Hun havde tydeligvis ikke været en af Minah’s nærmeste veninder.

”Jeg skulle mene at hun var ude i noget heroin på et tidspunkt. Hun var vidst rimelig deprimeret, så hun manglede en opkvikker.” Pigen lænede sig tilbage i sin stol, og kiggede ligegyldigt ned på hendes negle.

Jonghyun fór op, efter at havde hørt pigens svar, og skyndte sig så ud i entréen for at tage sine sko på, hvorefter han løb ud til sin bil som han startede, uden overhovedet at skænke Minho en eneste tanke. Han skulle hen til stationen, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...