De syv Dødssynder.

De syv Dødssynder...
Hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, frådseri, vrede og Ladhed.

I 'De syv Dødssynder', bliver du introduceret for syv personer, syv personer der har det tilfælles de hver har ladet en af de syv dødssynder blive til en del af deres hverdag.
Alle syv er fanget i et stort forladt hus, og de er allesammen med i et spil... Et spil om livet, et spil på tid.

God læse lyst ~

5Likes
9Kommentarer
2616Visninger
AA

2. Avaritia - Griskhed.

2. Avaritia – Griskhed.

 

Griskhed eller grådighed (på latin: avaritia) er den last, man lider af, når man er grådig. Det vil sige, når man er grisk, har man et stort ønske om at få meget af noget, det kan f.eks. være mad, penge eller magt. Hvis man er grådig, hvad angår mad, kan man simpelthen ikke få nok mad. Man spiser store mængder mad, uden et egentligt behov for det. Griskhed ses ofte som noget negativt af samfundet. Griskhed hører med til de syv, utilgivelige dødssynder.

 

Det brændte i mit bryst, hvilket var sjovt - For min ryg var underlig kold… efter lidt tid indså jeg at jeg lå på et gulv, et iskoldt gulv. Mine øjne var lukket i og alting var mørkt, og der var intet at høre. Alle væskerne inde i mig sejlede rundt, og der sad en kvalme langt oppe i min hals – Hvilket også betød jeg virkelig måtte anstrenge mig for at åbne mine øjne… Men det lykkedes langsomt. Rummet var mørkelagt, men jeg kunne stadigvæk godt skimte det tomme rum. Ud fra første øjekast indeholdte rummet absolut intet… Og rummet var så småt at jeg kun lige præcis kunne ligge udstrakt, jeg kunne mærke min klaustrofobi fremkalde yderligere kvalme.

 

Jeg kiggede mig rundt omkring… Rummet var koldt, og jeg kunne se min egen ånde for mig – Faktisk så koldt at det begyndte at prikke i mine håndflader, der lå og rørte gulvet. Jeg satte mig langsomt op får at få et bedre overblik… Hvor var jeg? Jeg anede ikke hvor jeg var. Pludselig hørte jeg en høj dunken, men alligevel indadvendt… Da jeg indså det var mit rædselslagende hjerteslag. Koldsved løb langsomt ned af min pande, og det blev ikke just bedre da jeg indså hvor jeg var… Et sådan rum, som dette havde jeg før siddet fast i, i sølle ti minutter i min mors brugs. De værste ti minutter i hele mit liv. Jeg sad i et fryserum, uden nogen ide om hvordan jeg var kommet herover, eller hvorfor jeg var her. Jeg havde lyst til at skrige, skrige på hjælp… Lyst til at græde, græde alt den sorg ud jeg nogensinde havde følt…

 

Ba-dum Ba-dum Ba-dum

 

Men jeg kunne ikke... Jeg ville ikke, mit selvværd var for vigtigt til at spilde tåre og vise min indre svaghed.

 

Jeg kiggede mig rundt omkring, og opdagede nu døren – som formendelig førte ud herfra. Hastigt rejste jeg mig og trak hårdt i det store håndtag… Men det gav ikke efter. Jeg trak flere gange, utallige gange - Imens tårerne pressede på i mine øjne. Tankerne i mit hoved begyndte automatisk at flyve rundt, tanker som… Skal jeg dø herinde?

 

Som lille havde jeg elsket det faktum at min mor var chef i den lokale brugs, det betød at jeg kendte stedet ud og ind… det var som mit andet hjem. Jeg havde elsket at gå rundt, se fascinerende på de hårdarbejdende folk, de forskellige mennesker der kom og gik… indtil den dag jeg gik ind i fryserummet. Det store fryserum var så fascinerende, mere fascinerende end kunderne og de butiksansatte – Og selvom min mor havde forbudt mig at gå derind, fordi døren spændte… gjorde jeg det en dag alligevel. Min mor var travlt optaget så jeg gik rundt alene, og pludselig stod jeg lige foran fryserummet.

Inden jeg havde set mig om var jeg gået derind og lukket døren solidt bag mig… Hvilket jeg aldrig skulle havde gjort. Da jeg havde stået og smilet i mindre end et minut begyndte jeg at fryse, kulden var kravlet langsomt og snigende ind over mig. Men da jeg trak i døren gik den ikke op. Efter tre minutter begyndte jeg at råbe og græde, jeg følte mig forladt og alene – Og jeg begyndte for alvor at fryse. Efter ti minutter kom der en medarbejder ud for at hente noget, og jeg blev lukket ud… Men de ti minutter føltes som et årti. Min ivrighed for at se fryserummet havde nu resulteret i forfrysninger og en forkølelse, inklusiv en skideballe fra min mor, siden den dag var mit forhold til hende ikke det samme. Dagen efter besluttede jeg mig for at jeg skulle blive til noget stort, en som folk så op til – Uanset hvad ville jeg nå mit mål. Og når jeg sagde ’Uanset hvad’ mente jeg det. Jeg kæmpede gennem årene for mine karakterer og efter gymnasiet søgte jeg ind på jurastudiet, kom ind og afsluttede dem succesfuldt. Nu var jeg en af de højst respekterede advokater i hele landet, hvis man kunne få fat på mig gjorde jeg det… Dog var det ikke helt billigt. Uanset om jeg spillede fair eller ikke fair fik jeg hvad jeg ville. Jeg ravede penge ind, og renterne på min konto steg, sammen med min høje status.

 

Jeg ville ikke benægte at jeg selv havde gjort ting, som ikke var helt rene i kanten for at nå mine mål.

 

Jeg slog mine knytnæver hårdt i døren og kiggede fortvivlet ned i jorden… Og fik straks øje på et lille stykke papir, med et par ord på – Mit blik var sløret og træt, så jeg kunne umuligt tyde ordne selvom jeg kneb øjnene hårdt i, så jeg satte mig på hug så jeg ikke var så langt fra. På papiret stod der kun tre simple og utrolig irriterende ord… Som om jeg havde andre valg? ”Vend mig om”…

 

Jeg vendte langsomt, og med en rystende hånd, papiret.

 

” Kære Andrea. Hvad laver du endelig her? Det spørgsmål har du sikkert stillet dig selv flere gange indenfor den sidste rums tid. Men lad mig så informere dig om, at det ikke er et tilfælde det lige præcis er dig der er her. Men bare rolig, du er ikke alene... Seks andre personer er placeret i dette forladte og faldefærdige hus, inklusiv mig. Tror du det her er en drøm? Tro om igen. Du er her pga. din umættelige grådighed, den griskhed der er blevet din levevej. Uanset hvad kan du ikke få nok… Nok hvad? Nok penge… Nok magt… Og i din umættelige søgen glemmer de folk omkring dig du elsker, som din mor. Nu hvor jeg har nævnt griskhed… Kan du så gætte hvad du laver her? Nej? Det tænkte jeg nok. Du repræsenterer en af de syv dødssynder. Skræmt? Det burde du være.

Det er et spil vi spiller, præcis som ’Cluedo’… Finder du morderen lader jeg dig gå, dog uden nogen form for liv i dine ben… Jeg lader dig tage alle du finder med dig, død eller levende.

Der er kun en ting du skal vide. En nødvendig ting. Får du åbnet døren til din venstre side, ligger der et ur på jorden, lige på den anden side – Tiden er præcis, hvorfor skulle jeg lyve? Spillet er på tid, og tidsfristen lyder kl. 00:00. På sekundet ved midnat aflåses huset, forhåbentligt forevig – og huset fyldes med vand damp, blandet op med en stor portion kviksølv – Så stor at luften vil dræbe dig og alle andre levende i huset på mindre end ti minutter… Hvis der overhovedet er nogle der overlever så længe.

 

Bevis dit værd, vi ses – om ikke andet… Så i helvede.

 

P.s. Lige præcis i dit tilfælde har en af de andre deltagere, i spillet, noget du, og kun du, kan bruge for at komme ud herfra”. 

 

Mit hjerte slog hurtigere end før, og mine øjne var fyldte med tåre… Men jeg ville på igen omstændigheder tillade dem at glide ned af mine kinder, ynkeligt. Grådighed…? Grådighed?!

 

Og… Hvad betød den sidste sætning?

 

På siden med den krøllede skrift var der tapet en nøgle fast, en enkel og lille nøgle… Jeg fik kvalme, nøglen til ud herfra? Jeg rev nøglen af papiret og kastede derefter papiret fra mig. Jeg kiggede panisk på nøglen, som var den mit liv, som afhang mit liv af nøglen… Hvilket det gjorde. Jeg rejste mig langsomt, og ganske rigtigt havde jeg overset et lille nøglehul i den store dør, den store dør som førte ud herfra.

 

Rystende rakte jeg min hånd frem, klikkede nøglen ind i hullet. Den passede perfekt ind, et kort øjeblik havde jeg tvivlet på om de virkelig passede – Eller om vedkommende der havde anbragt mig her, bare havde manipuleret lidt mere med min frygt.

 

Med et enkelt ryk dejede jeg nøglen rundt, og døren gik langsomt ud. Varmen ramte mig som et knytnæveslag. Jeg vaklede ud, kold og træt i kroppen… Hvor længe havde jeg været derinde?  

 

Jeg så mig omkring, og ganske rigtigt lå der et gammelt udsende ur på gulvet. Jeg samlede det op, det var faktisk utrolig smukt. Jeg kunne hverken finde hoved eller hale i de slørede tal, så jeg klemte øjnene i og tallene gav langsomt mening.

Det løb mig koldt ned af ryggen…

 

Klokken var 22:00  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...