De syv Dødssynder.

De syv Dødssynder...
Hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, frådseri, vrede og Ladhed.

I 'De syv Dødssynder', bliver du introduceret for syv personer, syv personer der har det tilfælles de hver har ladet en af de syv dødssynder blive til en del af deres hverdag.
Alle syv er fanget i et stort forladt hus, og de er allesammen med i et spil... Et spil om livet, et spil på tid.

God læse lyst ~

5Likes
9Kommentarer
2479Visninger
AA

1. Superbia - Hovmod.

      I I I I I I I

- Dødssynder.

1. Superbia – Hovmod.

 

Hovmod indebærer en alt for høj vurdering af en selv og en stor selvhævdelse, modsat ydmyghed. Hovmod betragtes i mange kulturer som noget negativt. Grænsen mellem det positivt ladede begreb højt selvværd og hovmod kan virke flydende.

 

Alting svimlede for mig, imens mit hoved kørte rundt… Jeg kunne ikke bevæge mig, ikke bevæge en eneste muskel i min krop, bortset fra mit hoved. Jeg slog øjnene op og det dunkle lokale overraskede mig. Her var mørkt, så mørkt at mine øjne skulle bruge et par minutter til at vende sig til mørket. Hvad lavede jeg her..? Jeg kiggede panisk rundt, men der var intet at se – og heller intet at høre, bortset fra mit dunkende hjerte der slog som knytnæve slag i mit bryst.

Ba-dum Ba-dum Ba-dum

 

Pludselig tændte et lys i det fjerne, og det oplyste det halve af det lille lokale. Da jeg opdagede hvor fanget min situation var, begyndte klaustrofobien at komme over mig… - Ikke et eneste sekund før nu, havde jeg overvejet hvorfor jeg ikke kunne bevæge min krop… Jeg kiggede mig hurtigt omkring, med et panisk blik… Var der mon nogle der holdte øje med mig fra skyggerne? – Inden jeg så ned, og til min skræk opdagede jeg var bundet… At tyde på de blege bare arme og at jeg ingen smerte følte, kunne det ligne at min blodcirkellotion var stoppet… Rebene var bundet for stramt. Et hav af tåre blændede et øjeblik mit syn, hvad havde jeg gjort for at fortjene dette? Hvorfor var jeg her? Og hvor var jeg overhovedet?

 

Jeg anstrengte mig, med hver eneste muskel i min krop… hver eneste en, i håb om det mindste tegn på liv… Men intet skete – Til at starte med. Tårerne løb ned af de i forvejen våde kinder, og jeg måtte snøfte utallige gange for at holde trit med den løbende næse… Da mine fingre langsomt krummede sig sammen og gav mig tegn på liv. Hastigt anstrengende jeg mig yderligere, og pludselig kunne jeg mærke blodet langsomt cirkulere rundt. Jeg fumlede med rebet og efter lang tid fik jeg løsnet det… Dog reagerede min krop fra hoften og ned… overhovedet ikke. Jeg tog mig fortvivlet til hovedet, der nu dunkede om kap med mit hjerte, imens det trykkede for min tinding. Tårerne løb mig ufrivilligt ned af kinderne, hvis jeg nogensinde kom ud herfra ville mit liv alligevel være ødelagt.

 

Normalt ville jeg gå ned af catwalken med en selvsikker attitude, men det var ikke bare en facade, det var mere end det. Jeg havde helt fra min fødsel fået at vide jeg var perfekt, at jeg ville blive noget stort… og det blev jeg. Jeg voksede op i storbyen, fik alt hvad mit hjerte begærede – lige meget hvad det det måtte koste. Imens jeg fik den fineste undervisning det var muligt, andre ville nok betegne det som var jeg ’Født med en sølvske i røven’, men jeg fortjente det. Hvorfor spørger du? Fordi jeg var hævet over pøblen. Mit lange blonde hår spaltede aldrig, slik tiltalte mig ikke… faktisk det modsatte og drengene kiggede savlende efter mig når jeg gik forbi. Første gang jeg fik et modeljob var som tiårig, og ellers lige siden. - Selv nu ville man kunne se mig på den røde løber…

 

Indtil nu. Min karriere, mit liv, alting ville falde sammen...

Jeg fik taget hånd om tårerne, og begyndte at rykke frem og tilbage på den kolde stol. Jeg havde en plan, og den var enkel. Jeg fik endelig overbalance og væltede hårdt ned på gulvet, med hovedet først… Det forbedrede ikke ligefrem den højlydte dunken der kørte rundt i mit hoved. Med armene fik jeg skubbet mig hen over det beskidte gulv, imens jeg panisk trak vejret… både for at holde koncentrationen og ikke flippe ud over støvet og de andre ukendte objekter jeg stødte på, på det kolde og mørke gulv – Men også fordi mine ben stadigvæk ikke reagerede.

 

Jeg slæbte mig videre mod lyset, og opdagede nu formen af objektet. En lille og meget enkel rød lysestage stod og oplyste hjørnet af den mørke væg, med en rød nuance… Jeg mærkede det løbe mig koldt ned af ryggen.

 

Under lysestagen lå der et næsten blankt stykke papir, med tro korte ord. ”Vend mig om”… Så det gjorde jeg. Jeg løftede med en rystende hånd den brændende lysestage, langsomt begyndte det at svide mod min håndflade, og jeg stillede den et par centimeter fra papiret, så den stadig oplyste rummet. Inden jeg vendte papiret tog jeg hænderne op til munden, for at pille nervøst ved mine læber. Mine hænder rystede værre end før imens jeg rakte frem for at vende papiret… Den anden side var ikke ligefrem blank, men fyldt med krøllede ord.   

 

” Kære Simona. Hvad laver du endelig her? Det spørgsmål har du sikkert stillet dig selv flere gange indenfor den sidste rums tid. Men lad mig så informere dig om, at det ikke er et tilfælde det lige præcis er dig der er her. Men bare rolig, du er ikke alene... Seks andre personer er placeret i dette forladte og faldefærdige hus, inklusiv mig. Tror du det her er en drøm? Tro om igen. Du er her pga. din umættelige selvhævdelse, den hovmod der er blevet din levevej. Du ser ned på alt og alle, og lige meget hvad… Skal og vil du få alt hvad du peger på. Om det så gælder gifte kvinders mænd, smykker, diamanter eller blot et lille palæ. Nu hvor jeg har nævnt Hovmod… Kan du så gætte hvad du laver her? Nej? Det tænkte jeg nok. Du repræsenterer en af de syv dødssynder. Skræmt? Det burde du være.

 

Det er et spil vi spiller, præcis som ’Cluedo’… Finder du morderen lader jeg dig gå, dog uden nogen form for liv i dine ben… Jeg lader dig tage alle du finder med dig, død eller levende.

 

Der er kun en ting du skal vide. En nødvendig ting. Får du slæbt dig gennem døren til din venstre side, ligger der et ur under dørmåtten – Tiden er præcis, hvorfor skulle jeg lyve? Spillet er på tid, og tidsfristen lyder kl. 00:00. På sekundet ved midnat aflåses huset, forhåbentligt forevig – og huset fyldes med vand damp, blandet op med en stor portion kviksølv – Så stor at luften vil dræbe dig og alle andre levende i huset på mindre end ti minutter… Hvis der overhovedet er nogle der overlever så længe.

 

Bevis dit værd, vi ses – om ikke andet… Så i helvede”.

 

Hvilken psykopat havde anbragt mig i dette hus? Jeg havde helt glemt mit hjerteslag, det dunkende hoved og smerten i min krop… Men på et sekund blev det hele fordoblet, imens tårerne strømmede ned af mine kinder…

 

Det føltes som om alle kræfter havde forladt min udsultede krop, da jeg slæbte mig selv mod døren der var blevet omtalt i brevet… Døren var åben, og ud gennem sprækken kunne jeg skimte en lignende lysestage på gulvet, der kastede et uhyggeligt rødligt lys over hallen. Jeg skubbede langsomt til døren, beret på det værst mulige. En sort dørmåtte lå, som omtalt i brevet, lige udenfor døren og under den fandt jeg en gammelt udseende ur. Mit blik var sløret, og mine øjenlåg tunge… Så jeg blev nød til at klemme mine øjne i for at kunne fokusere på de små visere.

 

Klokken var 22:00

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...