De snakker om dig

En novelle som jeg skrev til min seneste terminsprøve. Nogle hævder at det er mit bedste værk indtil videre. Care to prove them wrong? Det handler om en pige som har begået en stor fejl, og hvordan hun handler konsekvenserne.

8Likes
10Kommentarer
4407Visninger
AA

1. De snakker om dig

Der er Julie og mig på en bænk i et hjørne af skolegården i pausen mellem matematik og dansk. Vi er i midten af februar, og det er pissekoldt. Jeg ryger. Julie kikker ned på sine fingre, fletter dem ind i hinanden, ud igen.

Og så siger hun det.

”De snakker om dig. Om dig og Daniel.”

Mit blod. Det stiger til hovedet. Eller holder op med at løbe rundt, jeg er ikke sikker.

”Hvem gør?” kvækker jeg.

”Nogle af dem fra klassen. Blandt andet.”

Jeg skodder. På en måde har jeg vel hele tiden vidst, at det ville komme, men alligevel var jeg nok ikke helt forberedt. Slet ikke.

”Mads kom hen til mig i går,” siger hun, mens hun tegner et usynligt mønster på jorden med spidsen af sin sko. ”Han spurgte, om det passede.”

Jeg kørte tungen rundt om mine tænder. Følelsen af kødet mod den glatte overflade havde en beroligende effekt. ”Hvad sagde du så?” spurgte jeg forsigtigt. Julie var ikke så god under pres. Hun var skrøbelig.

”Jeg sagde at jeg ikke vidste noget om det.” Hun smilede til mig og jeg smilede igen. Jeg havde halvt forventet at hun ville have bukket under for presset da Mads spurgte hende. Han kan være ret truende når han vil det. ”Hvad har du så tænkt dig at gøre?”

Jeg svarede ikke. Jeg åbnede min mund mindst fem eller seks gange fordi jeg troede jeg havde fundet et svar, men det visnede ligesom da jeg skulle til at sige det. Til sidst rystede jeg bare på hovedet. Mit blik faldt ned på mine hænder. Dem var jeg i det mindste sikre på var der. Det var de jo altid. Lange og smidige med mørkerød neglelak så de passede til mit hår. De hænder, var virkelige. I modsætning til aftenen med Daniel. Den virkede så... Uvirkelig. Som om det hele havde været en drøm. Og indtil nu havde jeg halvt troet at det var.

Jeg elsker Mads, jeg elsker Mads, jeg elsker Mads, blev jeg ved med at tænke til mig selv. Men gjorde jeg nu også det? Ofte havde jeg det som om at man i min alder ikke ved hvad kærlighed er. Alle de små ’Jeg elzker dig skat! <3’ beskeder man så på folks vægge på Facebook virkede så underlige. Det var som om man bildte sig selv ind at man elskede folk. Jeg elsker Mads, jeg elsker Mads, jeg elsker Daniel... MADS!

Jeg knyttede mine hænder.

”Er der noget jeg kan gøre?” spurgte Julie igen. Hun var et godt menneske. Hun satte altid andre foran hende selv. Hun hverken drak eller røg cigaretter og hash. Hvordan vi var blevet venner var mig en gåde.

”Det tror jeg sku ikke.” Jeg kiggede over på hende. ”Siger Bibelen ikke et eller andet om at man ikke må være utro?”

”Sikkert” svarede hun bare. Det var en ’inside-joke’, en ’running gag’. Sådan noget som man kun kunne forstå hvis man havde været der den første gang vi lavede joken. Det var hver gang jeg gjorde noget det var imod hendes meget religiøse opdragelse, så spurgte jeg om Bibelen forbød mig dit og dat. Og som altid begyndte vi at grine af det.

Hvordan fanden kunne jeg grine på sådan et tidspunkt? Jeg havde været min kæreste utro, med en fyr som jeg havde været bedste ven med i flere år, og ALLE vidste det. ”Hvad ville Jesus gøre?” spurgte jeg hende om.

”Sige sandheden.” Hun smilede. Man kunne ikke være vred på Julie når hun smilede. Også selvom hun gav et lortesvar. Det var en naturlov.

”Jeg har ikke så gode erfaringer med sandheden” svarede jeg. Men hvilke andre muligheder havde jeg? Jeg var en forfærdelig løgner. Mit blik faldt nedad igen. Jeg så på mine sko; røde Converse AllStars. Jeg huskede melodien på en sang. Jeg kunne hverken huske sangens titel eller tekst, men melodien sad fast, så jeg begyndte at tappe den ned i jorden.

”Du kan ikke undgå dine problemer for altid.” Sagde hun. Melodien havde en beroligende effekt på mig. Måske havde Julie ret. Det havde hun som regel når det gjaldt moralske dilemmaer.

”Hvor forsvandt du egentlig hen den aften?” spurgte jeg. ”Hvis du havde været der kunne du have sikret dig at jeg ikke gjorde noget dumt.” Det var unfair at skyde skylden på Julie. Og jeg fik lyn-hurtigt dårlig samvittighed over det. Jeg kan ikke huske at have båret noget tungere end min samvittighed. Ikke den dag. Den dag havde jeg det som Atlas.

Jeg tænkte på Atlas. Fordømt til at bære hele Jorden på sine skuldre, bare fordi han gav mennesker-ne hemmeligheden bag ild. Daniel havde fortalt mig om Atlas. Han var klog. Pisseklog. Så klog at alle andre syntes han var en idiot fordi han ikke gad bruge det til noget. Han havde engang fortalt mig at hans IQ ikke kunne måles med en almindelig test. Vi grinede begge to af det, men jeg var ikke helt sikker på om det var en joke eller ej.

Folks opfattelse af Daniel var ikke korrekt. Han brugte sin hjerne på de ting som han interesserede sig for. Han tegnede, han spillede musik. Han havde engang animeret en video til en af hans sange, eller rettere; han havde animeret en video til ’min’ sang som han kaldte det. Det var en fødselsdagsgave. Den dag lavede jeg en joke om at han var hemmelig forelsket i mig. Han rystede bare på sine skuldre og kørte videre på sit skateboard. Det var nok den eneste form for fysisk aktivitet der interesserede ham. Ellers så slappede han bare af. En ’slacker’ er det vidst det engelske udtryk er. Det var i hvert fald det hans søster havde kaldt ham efter hun havde været et år i Amerika.

Hvor Daniel var doven, Mads var sporty. En rigtig atlet. Han både løb og styrketrænede. Han spillede fodbold i fritiden og var altid ham der ledte holdet til sejr. Men han havde også sine fejl, han var aggressiv. Hans far var typen der pressede ham til at være den bedste, så det var han. Men det kommer an på hvordan man definerer ’den bedste’ går jeg ud fra. De fleste ville nok vælge at være Mads frem for Daniel. Store og stærke Mads som alle er bange for. Tæskelækker og altid i sidste nye mode.

Men når jeg nu havde været så heldig at Mads var vild med mig, hvorfor havde jeg så været sammen med Daniel? Dovne Daniel som i timerne enten tegnede eller kiggede ud af vinduet, Daniel som ikke engang vidste hvad han skulle lave efter niende klasse. Han sagde engang at han ville rejse tilbage til Paris. Han er født og opvokset der. Lige indtil han var seks år, for så savnede hans halv-danske mor Danmark. Jeg havde været i Paris en gang med Ungdomsskolen. En af lærerne der skulle med havde spurgt om ikke Daniel var interesseret siden han var opvokset der. Sandheden var at hun ville have ham med fordi hun ikke kunne sproget særlig godt.

Mine fødder var stadig i gang med den harmoniske melodi og Julie kiggede stadig på mig.

Klokkens forfærdelige lyd bragte mig ud af min trance og tilbage til virkeligheden. Jeg tog min taske som stod ved siden af bænken. Alle andre styrede imod deres klasser, men jeg styrede imod gaden. Jeg magtede bare ikke at tale mere om det i dag.

”Sig at jeg er syg!” råbte jeg tilbage til Julie. Jeg anede ikke om hun ville dække over mig eller sige at jeg pjækkede. Måske ville hun, måske ville hun ikke.

Jeg sad derhjemme og læste resten af dagen. Læste nogle af de blade som jeg for et par dage havde været så glad for. Vi Unge og Frikvarter havde virket så vigtige før. Måske var de stadigvæk? Jeg bladrede igennem bladene til jeg fandt deres brevkasse. ’Hvad gør jeg hvis en fyr jeg kan lide ikke kan lide mig?’, ’Jeg tror min kæreste har været mig utro med min veninde’, ’Jeg bliver mobbet i skolen og jeg ved ikke hvorfor’. Alle spørgsmål fra teenagere ligeså desperate for svar som jeg er. Og ligesom mig så havde disse teenagere et problem. Vi manglede alle sammen kontrol i vores liv. For hvis man ikke har kontrol over sit eget liv, hvad har man så?

Jeg åbnede min bærbar og satte mig ned på min seng.

Mine fingre fløj over tasterne så det gav genlyd i mit værelse. Jeg knækkede dem da jeg var færdig med brevet. Så kiggede jeg det igennem. Ctrl+A og slet. Det var noget lort. Jeg begyndte forfra, men denne gang kom jeg ikke engang halvt igennem brevet før jeg slettede det.

Sådan gik et par timer. Jeg måtte have skrevet mindst tyve breve indtil jeg blev tilfreds med et kort et:

 

Kære Frikvarter.

 

                I lørdags var jeg til en fest, og efter at have fået lidt for meget at drikke, var jeg sammen med en fyr som jeg har været venner med i et par år. Jeg har allerede en kæreste, og jeg er ikke sikker på om han ved noget om det. Hvad skal jeg gøre?

 

- En forvirret tøs

 

Jeg var ikke engang sikker på om jeg kunne lide brevet før jeg klikkede på send. Jeg stirrede på skærmen. Måske forventede jeg at få et svar nu. Jeg blev træt af at vente og gik ud i vores udestue. Jeg blev hurtigt bidt af kulden igen. For at slippe af med kulden og for at stoppe mine hænder der rystede, tændte jeg en smøg. Det var svært at få ild i lighteren, selvom det var en Zippo.

Det var først da jeg havde fået et par hvæs af den at jeg indså hvor tåbeligt det brev var. Hvis de overhoved svarede, så ville alle kunne læse det, det ville først være næste måned og jeg havde brug for en løsning på mit problem nu. Jeg havde lyst til at skrige.

Jeg skoddede smøgen i en af de utallige askebærere der stod derude.

Da titelmelodien for Venner kørte på TV2, gik jeg ind på Facebook. Jeg kunne ikke ignorere verden hele dagen. Der var et par beskeder i min indbakke. ’Hvorfor gik du?’ fra Julie. ’Fed fest i lørdags’ fra Sofie. ’Du skylder mig stadig en pakke smøger’ fra Sanne. ’Vi er nød til at tale sammen’ fra Mads.

Jeg læste beskeden fra Mads flere gange i træk. Vidste han det? Selvfølgelig vidste han det. Hvorfor ville han ellers sende sådan en besked?

Jeg gik ind og kiggede på folks væg. Der var en der havde fødselsdag her, en der fejrede et måneds dag der. De virkede alle sammen så ligegyldige, men alligevel skrev jeg en kommentar. ’Tillykke skat!’ til den ene og ’Ej hvor fedt :D’ til den anden.

Mine øjne blev store da jeg så på Daniels væg. Han havde sikkert ikke set det endnu da han ikke er på Facebook mere end en gang om ugen. ’Hva fanden er der sket? Din arm er forbundet og du har et sort øje. Hvem har du nu pisset af? xD’ skrev hans ven Tobias. ’Det med armen var i går: han landede forkert og skrabede huden af på hans underarm. FUCK hvor var der meget blod!’ skrev Frank. ’Hvem fanden har han så været i slagsmål med?’ spurgte Tobias samtidig med at han havde syntes godt om Franks kommentar.

Mit blod. Jeg kunne igen ikke helt vide om det steg til mit hoved eller var stoppet. Jeg fandt hurtigt min mobil frem og fandt hans nummer med rystende fingre. Han havde ringet én gang siden lørdag. Jeg havde ikke svaret ham der man bare lade den gå til voicemail. Nu ringede jeg ham op. Intet svar. Jeg prøvede igen, men stadig ikke.

Jeg gik glip af begge dagens Venner afsnit, men der var ingen svar på hans telefon.

Mine fingre fandt Mads i min kontaktbog, men heller ikke han svarede. Klokken var jo fem, så idioten var til fodboldtræning.

Jeg fik ikke bare lyst til at skrige nu, men jeg gjorde det.

Hvad fanden skal jeg gøre? Hvad fanden skal jeg gøre? Hvad fanden skal jeg gøre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...