Hvid uskyldighed

Jeg kan ikke fortælle om dette bliver en hel novelle, desværre. I kan få en stor forsmag.
Jeg har fået positiv respons fra andre, hvilket bakkede mig op til at jeg ville den på Movellas, som jeg er i færd med nu.
Det skal siges, at jeg har fået idéer fra min anden movelle "Er døden hvid?", som I iøvrigt burde tage et kig på! Det ville jeg blive glad for.
Jeg hørte The Sixth Station med Joe Hisaishi imens jeg skrev denne movelle. I kan evt. høre den, hvis i vil opleve det samme som jeg gjorde, da jeg skrev.

8Likes
6Kommentarer
1157Visninger
AA

1. Hvidt

Hun kørte en flad hånd over den hvide fløjlssofa, som hun sad på. Rummet havde hvide vægge og lyst trægulv. Der var kun ét møbel i rummet. Den hvide sofa. Hun stirrede ligefrem for sig. Ud ad vinduet, som sofaen var stillet foran. Vinduet gik fra gulv til loft. Hun kunne godt lide det. Det var som at være udenfor, men alligevel indefor. En blanding.

Sneen piskede ned ligesom regn og gjorde landskabet kridhvidt. Et smil spillede på hendes læber. Hun rettede blikket ned i sit skød og glattede en fold ud på hendes hvide silkekjole.

Skridt lød bag hende, og hun stirrede straks frem igen og tabte smilet.

“Hvor er du dygtig, min pige. Du kan sidde så fint og stille uden at sige en lyd.” Stemmen var blid, rolig og lys. Det var svært at finde ud af, om den tilhørte en mand eller en kvinde.

En hånd kørte ned over hendes bløde, lyse hår.

“Du er en god pige. Er der noget, du vil sige?” sagde stemmen.

“Må jeg komme ud i sneen?” hviskede hun, som et barn, der blot ventede på at lege, men hun var intet barn. Havde aldrig været et barn. Hun havde ikke haft nogen almindelig barndom.

“Nej,” stemmen var skarp og så kunne man høre skridt igen, som langsomt forsvandt.

Hun fugtede sine tørre læber og rettede igen blikket ned i sit skød. Hendes hænder hvilede på lårrene. Hun kiggede op ad sin ene arm, som bar tydelige ar. Glimt af små scenarier fór igennem hendes hovede og hun klemte sine øjne i. Hun tvang tankerne væk og kiggede atter frem for sig, men hendes blik var tåget af tårerne.

Sneen piskede stadig ned og satte sig fast på den store rude. Hun var tit bange for at ruden skulle gå i millioner af små stykker, men selvfølgelig ville den ikke gøre det. Den var af det bedste og tykkeste glas, som man kunne skaffe i verden. Det var dog ikke kun af dén grund, at glasset var tykt. Hun måtte heller ikke selv kunne smadre det og slippe ud. Ud i den befriende verden, hvor hun slap væk fra Det Hvide Rum og smerten.

Det Hvide Rum.

Atter fór glimt igennem hendes hoved. Et dybt suk slap hendes læber. Hun drejede hovedet mod væggen til højre, hvor der sad en dør i. Døren til Det Hvide Rum.

Hun betragtede døren, som var så ren og plefri. Forsiden var så ren og uskyldig, men bagsiden gemte på smerte.

Hun lukkede stille øjnene i og ønskede sig bort fra det hele. Et ønske, som hun havde gentaget for sig selv i flere år.

 

- Jeg er ked af, at kapitlet blev så kort, men der vil komme mere. En stor forsmag!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...