Amour Fou. - One shot.

Dette er mit første one shot, så tag imod det med åbne arme. Det handler om noget jeg kalder inside out. Man bliver forelsket i personens ydre, og når man lærer det indre og kender, hader man det. Det vil sige, at jeg ikke tror på kærlighed ved første blik, da det betyder det at man falder for en persons udseende, og ikke det der egentlig tæller. Det er det indre der tæller. En person kan være så smuk på det ydre, men så forfærdelig indeni. Inside out.

5Likes
7Kommentarer
1692Visninger

1. Amour Fou.

I ved hvad man siger.

Den eneste ene.

Du var min eneste ene, eller..

Det var hvad jeg troede, du var.

Du gik hen ad gangen, dine skridt var så elegante. Ikke feminime eller noget, bare elegante. Dine skridt så så yndefulde ud. Du havde intet besvær med at vise dig frem. Rent faktisk elskede du det. Du som var så smuk, dit ansigt.. Det var som den fineste baby hud. Ingen kunne måle sig med din skønhed, ingen kunne måle sig med din kølighed. Du var så umenneskeligt smuk, man med helt blød i knæene af at se på dig, men alligevel var du som den køligste is. Jeg prøvede alt, jeg gjorde alt, jeg ville gøre alt for, at du skænkede mig et splitsekunds opmærksomhed. Hver evig eneste dag skrev jeg til dig, jeg tænkte, at du en dag ville få øjnene op for mig.

Hvor tog jeg dog fejl.

Mine så ynkelige forsøg på at komme tættere på dig synes at blive mere og mere håbløse, for hver dag der gik. Jeg glemmer aldrig dén ene dag! Jeg havde skrevet til dig, jeg havde stillet dig et spørgsmål. Du havde svaret mig. Mit hjerte føltes, som om det kunne springe ud af mit bryst når som helst. Mine hænder var som det værste jordskælv i verden, de rystede, som havde de set et spøgelse. Jeg tror, jeg var den lykkeligste pige i verden på det tidspunkt.

Men det hele viste sig at være spild.

De næste par dage, viste du dig ikke på gangene. Jeg havde udspurgt en masse mennesker, de fortalte mig alle sammen det samme. Efter jeg havde udspurgt stort set alle, gik det op for mig. Det var sandt. Alle havde sagt det samme, igen og igen, men jeg havde nægtet at tro på det! Det kunne ikke være sandt, havde jeg tænkt. Mit hjerte føltes endnu engang, som om det kunne springe ud af brystet på mig, når som helst og hvor som helst. Tankerne fór rundt i hovedet på mig de næste par dage. Jeg ville have svar, jeg skulle have svar! Den dag fik jeg skrevet en del med dig. Jeg fik svar på mine spørgsmål, men jeg var så inderligt ked af det. Det var nok den sidste gang, jeg nogensinde, ville se den jeg var så inderligt forelsket i. Sikkert også den sidste gang jeg nogensinde ville få kontakt til ham igen.

Jeg tog fejl, endnu en gang.

For hver dag der gik, synes mit håb at svinde mere hen. Jeg håbede sådan, at jeg ville kunne møde dig, at jeg ville kunne snakke med dig, røre dig, bare være sammen med dig! Du boede så langt væk, det føltes som om at dén distance, var længere end mine følelser kunne række. Jeg havde lyst til at være din, kun din.

Gud havde andre planer for du og jeg.

Vi skrev sammen med jævne mellemrum, men jeg følte hele tiden et tomrum uden dig. Det eneste jeg tænkte på var dig, i skolen kunne jeg ikke tænke klart. Til træning kunne jeg ikke tænke klart, jeg kunne bare ikke tænke klart. Det var som om at forelskelsen havde overtaget min fornuft. Dén fornuft jeg ellers havde været så populær for. Jeg var klar til at gøre, hvad end du bad mig om at gøre. Hvis du bad mig være din slave, på det tidspunkt, havde jeg sagt ja.

Det var det du havde tænkt dig at udnytte, på det yderste.

Vi begyndte at skrive en del sammen og for hver gang, føltes det som om at du blev mere "ivrig," eller hvad man nu kan sige. Det var helt klart, at du havde noget i tankerne, men jeg var for optaget til at se det. Optaget af dig. Jeg ville sådan ønske, at du havde været anderledes. At du var som i mine drømme, i mine tanker og mine fantasier. Ja, jeg havde fantasier om du og jeg. Løbende hånd i hånd, hen over marken. Grinende, snakkende og bedst af alt.. Forelskede.

Du gik over stregen, men jeg var blind.. Af kærlighed.

Vi skrev nok sammen, mindst en gang, hver dag nu. Alt dette var sket imens jeg var blind. Blind af kærlighed, forelskelse. Din skønhed gjorde mig blind. Tanken havde aldrig slået mig, at nogen kunne være så perfekt på det ydre men så ufuldkommen indeni, som du var. Du begyndte at "ville" mere og mere med mig, egentlig brød jeg mig ikke om det, men jeg kunne tænke klart. Det var som om at du fik mig til at ville de ting, du skrev.

Det var der det skulle have været slut.

Du trængte dig på, og jeg brød mig ikke om det. Vi havde endnu ikke været sammen, men jeg vidste, hvad du ville, hvis vi en gang skulle være sammen. Alene. Du ville have mig. Jeg ønskede det ikke, men jeg ville ikke miste dig. Jeg var nærmest villig til at gøre alt, for at jeg kunne være din. Tanken om at du udnyttede mig, havde strejfet mig et par gange nu, og jeg blev ked af det ved tanken. Hvorfor skulle du udnytte mig? Hvorfor skulle du ikke? De tanker havde overtaget mit hovede nu.

Snart ville jeg finde svaret.

Dine beskeder blev langsomt mere og mere grænse overskridende. Inderst inde brød jeg mig ikke om det, men hvad gør man ikke for 'kærlighed'? Var det her egentlig kærlighed? Kærlighed ved første blik. Jeg tror ikke engang på kærlighed ved første blik, da det betyder, at man forelsker sig i en persons ydre og ikke det indre. Var jeg forelsket i dit udseende. Svaret var ja. Jeg hadede dit indre, efter jeg havde lært dig at kende. Der blev jeg klar over, hvad det var du havde gang i. Dette blev kaldt udnyttelse, jeg hoppede i med begge ben. Aldrig havde jeg følt mig dummere i hele mit liv.

Hellere blive såret af sandheden, end at leve på en stor, fed løgn.

Er det ikke det man siger?

Tiden heler sår.

Ikke altid!

Jeg vil aldrig glemme, at du bare udnyttede mig.

 

Rent ud sagt ville du intet andet end at komme i bukserne på mig.

Jeg burde have vidst bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...