Ildens børn

Ivy Mason er en ganske almindelig pige, hun går på en ganske almindelig skole, og hun er forelsket i den ganske (u)almindelige, lækre dreng Xander Halliwels.
Det er ikke altid så lige til at være forelsket, og da slet ikke når man er et ildbarn.

Ivy vil snart lære Xander bedre at kende, da de bliver labratorie-makkere, men én dag da de skal forberede deres project, opdager Ivy en skrækkelig hemmelighed om Xander.

4Likes
3Kommentarer
1705Visninger
AA

2. En hot undervisning - bogstavelig talt.

Dagen startede ganske almindeligt.

Jeg stod op, tog i skole, lyttede på Mr. Bergens kedelige vrøvle-monolog om elektricitet i biologi, var på Iphone i matematiktimen, have "glemt" gymnastik-tøj til idræt og lyttede, fraværende, til de to andre timer.

Men da dagen slutter, er jeg ikke mere en fraværende zombie.

Jeg løber ned mod skolens cykelskur, griber cyklen og styrtede hjemad.

Skynd dig, skynd dig, skynd dig!

Jeg vil ikke lade George vente.

 

Da jeg nærmer mig vores hjem, smider jeg cyklen på vores græsplæne og løber op mod huset. Jeg behøver ikke engang at låse døren op, for jeg ved at George er hjemme og venter på mig.

"Geeeorge?" Råber jeg op, i entreen.

Jeg sætter retningen mod trapperne og stopper op da jeg når op på 1. sal - lettere forpustet.

Jeg kalder igen.

"Geooorge?"

Han svare ikke. Enten er der noget galt.. eller også prøver han at irritere mig.

Jeg gætter på det sidste.

"George! Helt ærligt, svar! Der er ikke andre end mig.." Råber jeg irriteret. "Kun lille mig.. der er sulten. Jeg kan jo også sige til mor at du driller og ikke gider give mig mad! Altså mor vil ikke synes om det hvis jeg.."

Mere når jeg ikke at sige før der lyder et højt brag. Jeg skriger og kaster mig ned mod jorden, mens en masse røg opmgiver hele huset. Jeg hoster efter vejret og kan lugte den stinkende, vamle lugt. Jeg kan ikke se noget og jeg har det som om jeg er døv. Ingen lyd. Kun røg.

Jeg tager mig op til øret og kan mærke noget flydende, tyk substans. Jeg bløder! Mit øre bløder!

Jeg skriger igen og kalder på George, og jeg høre også hans latter et fjernt sted. Pyha! Så er jeg i det mindste ikke døv.

"Aaah Ivy, din lille unge!" Skrald griner George, et sted. "Tag det roligt. Jeg skal nok redde dig. Det her var bare et angreb! Du skal bare være på vagt og.." Han knækker sammen af grin og genoptager sin latterlige tale. "Jeg skal nok beskytte dig mod de onde, onde' væsner' der angreb dig." Han fniser lidt og dukker op, ved en røgsky. Langsomt forsvinder "tågen" og George træder hen mod mig.

Han har posede, lange sports bukser på. Hans t-shirt er snavset og dryppet til med pletter fra sodavand og han har et irriterende, smørret smil på læben.

"Sådan går det, når man ikke er på vagt! Hvad nu hvis jeg ikke var hjemme? Hvad nu hvis det ikke var mig der kom frem bag røgen? Hvad nu hvis det var en af.."

Jeg holder min hånd oppe. Jeg gider ikke høre mere. Mor skal nok få det her afvide!

"Jeg hader dig George Mason."

George griner igen og knækker sammen på gulvet.

Han tørre en tårer væk og smiler, igen, sit smørret smil.

"I lige måde Mrs. Mason!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...