De sande dæmoner

Lana og Alec er tvillinger, men de er som dag og nat. De lever i tiden, hvor man stadig brænder hekse og hvor præsten er den mægtigste mand ... Men en dag bliver præstehuset overtaget af ondskab.

7Likes
20Kommentarer
1676Visninger

1. 1

Det var en stor skandale da landsbyens præst giftede sig med en nytilkommen. Men nogen så det også som en god ting. Præsten var ikke ung længere og havde ingen familie tilbage. Han havde heller ikke nogen børn, men det havde hans nye kone. Tre styks. To drenge og en pige. Alle i den lille tilflytterfamilie besad en uhyggelig skønhed, og i krogene blev der hvisket om trolddom – men ingen turde sige det højt. Der var meget få utilfredsheder, man turde tale højt om.

En, der var meget påvirket over tilflytternes tilstedeværelse, var Alec. En ung mand, der var utroligt stærk i troen på Gud, og som hver dag besøgte præsten. Præstens steddatter, Kathrine, nød Alecs selvskab.  Alec så knap mod hende et øjeblik.  Og dette gjorde Kathrine, der var vant til en hver mands beundring, rasende.  Han afviste hende gang på gang, når hun forsøgte på sine tricks og tilnærmelser. Den eneste kvinde, Alec bekymrede sig om, var hans tvillingesøster Lana, der i byen blev set som djævlens yngel. Der gik rygter om, at Alec var guds udsending og det var derfor de to var født sammen. Alec skulle beskytte byen mod hans søster.

Ingen af byens indbyggere havde for ramme alvor troet, at den sande ondskab befandt sig i præstehuset. Men Alec fandt ud af dette, blot et par måneder efter Kathrine og hendes ’familie’ var flyttet ind.

Det virkede som en helt normal aften. Alec var på vej hjem, efter han havde været ude og se til deres får, som var familiens levebrød. Men før han havde opdaget, at han ikke var alene, havde to par hænder slået ham op imod en husmur. Hans hoved bankede mod en bjælke, og han mærkede en stribe blod i hans i forvejen røde hår. Han gispede. Luften var blevet banket ud af hans bryst og det tog et øjeblik, før han kunne stille skarpt på sine overfaldsmænd – og endnu længere endnu, før han forstod. Kathrines brødre! Og hun stod bag ved dem. De trådte begge lidt til side, mens hun trådte frem. Alecs hjerte hamrede i hans bryst, så han kunne mærke det i hver en muskel.

”Sidste chance, Alec,” grinede hun, som om det hele var en leg. Hun lagde en hånd mod Alecs brystkasse, mens hendes brødre holdt hans arme. ”Du må forstå, at ingen afviser mig ... Ingen ... Hvis du ikke frivilligt bliver min, kommer du til at fortryde det.” Alec så på hende, som var han hypnotiseret. Hendes smil var som en engels, men hendes øjne skræmte ham. Det lykkedes ham kun med nød og næppe at ryste på hovedet.

Englens ansigt ændrede sig. Hendes læber trak sig tilbage og afslørrede et sæt store, krumme tænder. Hendes øjne blev røde, de blå åre på hendes ansigt og hænder stod så tydeligt frem, at hun ikke længere så menneskelig ud. Men Alec forstod også, at hun ikke var noget menneske. I sit stille sind bad han Gud om nåde og om at hjælpe ham ud af situationen. Hvad som helst,  tænkte han.  Jeg vil gøre hvad som helst!

Med en dyrisk snerren lænede Kathrine sig mod Alec, der gispede og forsøgte at vride sig ud af drengenes greb. En kvindelatter lød i baggrunden, Alecs hjerte sprang et slag over, da hans opmærksomhed fløj mod den sorthårede kvinde, med den snehvide hud, der havde lagt hænderne på Kathines skuldre. Kathines ansigt blev med det samme menneskeligt – eller ikke med det samme. Det tog tid nok til, at Alec kunne se hvordan tænder og negle trak sig tilbage.

”Min kære datter... Lad ham dog lide, før du forvandler ham.” Den kolde hånlatter klæbede til hendes stemme og Alec kunne slet ikke registrere, at det væsen foran ham, var præstens kone. Kathine nikkede og vendte om for at gå. ”Bare vent, Alec ... Du vil fortryde.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...