Jeg kan altid fange dig - JDB

Alexandra er en pige der kendte Justin Bieber, før han blev berømt. Men denne dag kom hvor han blev berømt, og de har ikke set hinanden siden da.. Alexandra har ikke set ham i hele 5 år. Hvad vil der så ske når hun møder ham igen? Og hvad med hendes far, som hun aldrig har mødt? Kommer nogensinde til at møde ham?

26Likes
89Kommentarer
7022Visninger
AA

15. Billedet.

Mor lavede hendes spagetti hurtigere end regnet. Hun havde hun forberedt alt på forhånd, eller hvad? Hun lagde noget til os alle, "god appetit," sagde hun og skulle lige til at gå, da jeg spurgte hvor hun skulle hen. "Jeg har noget arbejde, som skal være færdig inden i morgen, og ikke noget med at i skal have noget mere. Nå men hyg jer." Så gik hun, vi kiggede alle på hinanden og fulgte efter hende. Jeg håbede seriøst at drengene var færdige. Mor vendte sig om og så os. "Hvad er der nu børn? Skulle i ikke spise?" spurgte hun, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så Jess tog ordet og sagde: "Vi vil bare se dit flotte kontor, jeg har besøgt jer mange gange men aldrig set dit kontor," sagde hun og så lidt trist ud. Mor grinte lidt og sagde: "Jam så lad gå da, kom jeg skal nok vise dig det skat." Vi andre fulgte efter dem, Jess og mor havde snakket en del, selvom kontoret ikke var så langt væk. Jeg rystede en del, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre, hvis nu mor fandt Justin og Chris inde på hendes kontor, og rode i hendes ting. Der lød et brag inde fra kontoret, "Hvad var det?" spurgte mor mistænksomt. Oh nej!! Hvad havde de nu gjort, det hele var ødelagt, jeg vidste at det var en dårlig idé. Nu ville jeg få husarrest for livet. Mor åbnede hurtigt døren, og hendes lampe lå gulvet, hun spurgte om jeg havde åbnet vinduet, jeg tilstod og sagde det var mig, hun sagde bare at jeg så nu ikke måtte tage til biografen fordi glaslampen kostede en del. Jeg kiggede hurtigt omkring. Hvor var drengene? Mor sukkede og sagde at det var for farligt at gå derind for der lå glas stykker overalt. Så hun sagde til os at det bliver en anden gang hvor vi får en tur i hendes kontor. Vi gik tilbage til køkkenet, ingen af os sagde noget. Drengene var forsvundet, og vi aner ikke hvor de er eller om de havde fået fat i papirene. Vi spiste stille til nogen ringede på døren. Vi kiggede på hinanden, hvem vil komme på det her tidspunkt. Altså klokken var jo 21.00. Det ringede igen, "Alex, skat åben døren!" Råbte mor fra kontoret. Vi fór ud, og åbnede døren, det var drengene! Jeg krammede dem begge på en gang, "hvordan kom i ud?" spurgte Will. "Vi.." sagde Chris, men Justin afbrød ham og sagde: "Lad os gå op på Alex' værelse, der er meget vi skal snakke om," sagde han, han havde et seriøst blik. Vi gik op på mit værelse, og jeg gav dem hver et tallerken spagetti da de begge også var meget sultende. De spiste stille, jeg ville vide hvad der var der var sket, men det måtte hellere vente. Efter de havde spist, satte jeg tallerknerne i vaskemaskinen, og vi gik ind på mit værelse. Justin sad på min rullestol, Chris og Will på mine to sækkestole, og os pigerne lå på sengen og kiggede op på loftet. Jeg ville rigtig meget vide hvad der var der var sket, men ville ikke være den der spurgte, for de havde jo alle arbejdet for at finde en far der bare forsvandt, og lod sin kæreste og datter der stadig var i hendes mors mave i stikken. Jeg rystede på hovedet, ikke alle de negative tanker Alex, tænkte jeg til mig selv. "Har i tænkt jer at sige noget om hvad der overhovedet sket, vi går snart i panik igen, og i skabte Alex en bule," sagde Caitlin surt. Nu jeg tænker over det gør mit hovede stadig ondt, jeg mærkede efter der hvor jeg havde slået mig, oh sh*t jeg havde en bule! Jeg kunne mærke den tydeligt, "Kan man se den? For den gør ondt, og jeg kan mærke den tydeligt," sagde jeg, Caitlin og Jess lagde deres hænder og mærkede den. "Wow, den er stor," sagde de. Heftigt, jeg har en bule, Jess gik ned for at hente mig en pose med is. Hun kom tilbage med den og en klud, jeg lagde den på mit hoved, jeg var lige ved at skrige, men holdte den inde. "Fortæl nu," sagde Jess, jeg orkede ikke at høre mere, ville hellere sove, men jeg måtte hellere lytte. "Nå men vi fandt et billede hvor der stod dit mors navn og dit fars navn."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...