Sophie

En kort historie, skrevet ud fra Auras sang: "Song for Sophie"

2Likes
1Kommentarer
945Visninger
AA

1. En sang for Sophie

…This is a song for a girl called Sophie 

used to write her name on my arm.
Time has made us strangers,
and I don't know her anymore…

- Aura, “Song for Sophie”

Det var sommer. Sophie og jeg var på stranden. Bølgerne formede vores blonde hår, og vaskede hendes navn, som jeg havde skrevet med tusch på min arm, væk. Solen stod lavt på himlen, for det var aften. Havet var blevet opvarmet hele dagen, og selvom det var en smule køligt, var det luksus selv at være herre over stranden. Sophie sprøjtede vand på mig, og jeg dykkede under vandet. Sophie fniste og gjorde det samme. Da vi kom op, stod min mor på bredden og kaldte os ind. “Sophie, Ida. Der er mad!” råbte hun. “Skynd jer ind, inden den bliver kold!” Og så skyndte vi os ind. Vinden fik en fjer til at blæse højt op i luften, som et tegn til os. Det var den bedste sommer i hele mit liv. Og den sidste med Sophie.

Sophie og jeg havde været bedste veninder siden de små klasser, men hendes far havde fået nyt arbejde, og de skulle flytte lige efter sommerferien. Jeg prøvede at nyde tiden med Sophie, men det var svært ikke at tænke på, at det her var den sidste sommer med hende.
Vi boede ca. 200 m. fra stranden, så vi badede, så tit vi kunne. Og når vi ikke badede, hjalp vi mine forældre i haven eller udforskede nye områder i det velkendte sommerhusområde. Hver sommer tog vi herud. Jeg plejede ikke at have venner med herud, men så mødte jeg Sophie. I starten var mine forældre ikke overbevist. De så ikke Sophies gode sider. De så kun hendes dårlige bordmanerer og hendes mange bandeord. For Sophie var speciel. Meget speciel. Da hun startede på min skole, gik hun hele tiden rundt alene, og når man snakkede til hende, vrissede hun og gik sin vej. Men efter et gruppearbejde blev Sophie og jeg uadskillige. Det betød, at jeg ikke så mine andre venner mere, men jeg var ligeglad. Sophie var sjov, sød, venlig og sej. Hun var alt det, jeg ville være. Men hun havde også sine komplekser. Hun havde svært ved at få venner, og hun trak sig hurtigt væk fra de udstrakte hænder. Derfor vidste jeg, at hun ville få det svært på sin nye skole.

Efter aftensmaden gik vi ind på mit værelse, hvor vi så en film. Vi nåede dog kun halvvejs i den. Sophie stoppede den pludselig og så på mig med et trist ansigtsudtryk. “Ida..” begyndte hun. “Når jeg flytter, vil du så ikke love mig én ting?” Jeg nikkede kraftigt, men mest fordi jeg var bange for tårer. “Du skal skrive til mig hver dag. Og selv når du er træt, eller du skal spise, så skriv!” Tårerne væltede op i mine øjne. Jeg kunne ikke klare at høre hende sådan. “Sophie, jeg lover di..” Sophie afbrød mig og stirrede nådesløst på mig. “Hver dag, Ida. Hvis du glemmer det, glemmer jeg dig!” Mine tårer stoppede brat. Truede hun mig? Sophie lignede en tikkende bombe, og jeg skyndte mig at svare: “Jeg lover at skrive hver dag, men du skal også love mig en ting!” begyndte jeg. Sophie løftede det ene øjenbryn og nikkede afventende. “Du må ikke fortælle nogen om min far!” hviskede jeg. Sophie svarede mig aldrig, men gav mig et stort kram. Det var hendes måde at nikke.
Den nat drømte jeg om Sophie. Hun var en fjer i luften. Men man kunne ikke se om hun fløj eller faldt. Jeg vågnede helt våd af sved, med Sophie sovende ved min side. Hun snorkede stille. Lyden af hendes svage åndedræt beroligede mig. Jeg lagde mig om på siden og træk vejret dybt. Gud, hvor jeg håbede hun fløj.

Dagen efter tog vi på stranden. Efter en halv times barnlig vandkamp, lagde vi os op på stranden, og solede os. Jeg havde lyst til at tage en lænke og binde os sammen. For altid. Og blikket i Sophies øjne, da hun smilede til mig, fortalte mig, at hun havde det på samme måde.
Næste morgen skulle Sophie hjem. Hun havde pakket aftenen før. Hendes forældre stod ved døren, præcis på det aftalte tidspunkt. Sophie græd og ville ikke hjem, men hendes hårde mor tog fat i hende, og så havde hun jakken på. Jeg snøftede i smug, da hun kørte væk. Det var sidste gang jeg så hende. Og jeg vidste det. Min far lagde hånden på min skulder, men jeg skubbede den væk. “Ida, lad nu være…” prøvede min mor, men jeg var ikke klar til hendes trøstende ord. Jeg løb ind på mit værelse, og smed mig på sengen. Min pude blev våd under mine tårer. Sophie var væk, og jeg ville aldrig se hende igen.
Dagen efter fandt jeg ud af, at hun ikke var helt væk. Hun havde efterladt noget. Jeg fandt det først dagen efter, hvor vi skulle rydde op. Under min stols hårde pude lå et fint lille brev. Og en fjer.

I begyndelsen skrev jeg hver dag.





Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...