Where are you?

Har du nogensine prøvet at vente på nogen? Længe? Hvad tænker du på? Hvem venter du på? Hvad venter du på at få af vide?

1Likes
16Kommentarer
1477Visninger
AA

2. Hans navn er Adan...

Jeg satte mig ned på bænken igen og så ud over valmue havet. Valmuerne blafrede kort i vinden og bølgede som bølgerne ude på havet. De gule blomsterstøv var det hvide skumsprøjt der stod om bølgerne i små dunede skyer. Jeg lod hånden glide gennem mit lange sorte hår og kastede det om bag ryggen, der havde listet sig om og lå som en sort flod over mit bryst. Jeg lod hånden glide over min hvide sommerkjole og rettede på en af de snoede stropper. Hvorfor kom han ikke? Jeg hørte svagt skridt længere nede af stien og så op. Det var ikke Adan, med det bløde lyse hår og de krystal blå øjne der kom gående, men min fætter Mike. Han havde sit brune hår sat op i hestehale og cowboystøvlerne lavede finde runde mærker i grusset der hvor hælen blev sat. Mike smilede skævt til mig og løftede hånden i hilsen. Jeg smilede og vinkede roligt tilbage, inden jeg igen lod min hånd falde slap ned i skødet. Mike kom helt hen til mig og satte sig ved siden af mig. "Hey" smilede han og pilede ved den gyldne ring på sin højre hånds ringefinger. Han var blevet gift for ca. to måneder siden, og han skulle stadig vænne sig til at gå med ring. "Hej" svarede jeg. Min stemme sang nærmest, i forhold til hans dybe stemme, der lød som om den kom fra bunden af en brønd. "Hvem venter nu på?" spurgte Mike nysgerrigt og kiggede på mig gennem sine flotte kastanje brune øjne. Det lignede nok mere læder en to kastanjer... Et kort sekund sad jeg bare i min egen verden og spekulerede over hvilken farve brun der passede bedst til beskrivelsen af hans øjne, indtil Mike viftede med sin hånd foran mit ansigt. "Hvornår er du faldet ned fra månen?" lo han. Hans latter lød som bark. "Undskyld, spurgte du om noget? Om hvem jeg venter på?" sagde jeg fortumlet og Mike nikkede. "Hans navn er Adan" sagde jeg bare. Jeg behøvedes  jo ikke fortælle hele hans baggrundshistorie. Jeg kendte den dårligt nok selv.... "Nå, ham" fnøs Mike surt. På få sekunder var han blevet et helt andet menneske. "Slap af... Han er min kæreste, okay?" sukkede jeg og smilede svagt til ham. Indeni rasede jeg. Hvad var der med ham? Var han jaloux? På Adan?! Helt ærligt Mike var min fætter! "Undskyld, jeg må hellere gå..." mumlede Mike hurtigt og rejste sig. Bare sådan uden videre, begyndte han at gå ned af stien mellem de skønne blå valmuer der på kort tid havde mistet alt deres glans. Mit smil var også fosvundet. Druknet mellem bølgerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...