Englevinger

Stephanie Fisher bliver mobbet i skolen. Den eneste ven hun har, er David. Hun har altid fået at vide, at hun var grim, og har altid troet på det. Lige indtil der kommer en ny elev i hendes klasse. Den nye dreng, Milan, vender op og ned på alting, og får hende endda til at indse, hvor smuk hun er. Men kender hun egentlig Milan så godt, som hun selv tror? Eller er der noget, han skjuler for hende?

8Likes
65Kommentarer
2839Visninger
AA

7. Lewis og Belle

David stod nu cirka halvanden meter fra mig og Milan, og så stadig mistænksom ud. Jeg himlede med øjnene. Milan smilede varmt til ham.

“Hej, jeg hedder Milan,” sagde han høfligt. “Og du er…?”

David stirrede på ham, pludselig var han i trance. Jeg smågrinede lidt, af hans reaktion for Milans gudesmukke stemme, som jeg også selv var faldet pladask for. Helt automatisk, gav jeg Milans hånd et klem. Ud af øjenkrogen så jeg ham vende hovedet og kigge lidt på mig, men derefter tilbage på David. Jeg bed mig selv i læben og blussede kraftigt i ansigtet. Skamfuldt så jeg den anden vej. Jeg havde kendt den her dreng i hvad, to timer, og jeg opførte mig allerede som om vi var et ægtepar?! Jeg tog forsigtigt hånden til mig og foldede mine hænder.

Så kom der liv i David igen.

"Jeg hedder David!" sagde han glad. Den mistænksomme mine var borte. "Hyggeligt at møde dig!"

Han rakte hånden frem, og Milan tog den med et smil. Jeg følte, på en eller anden måde, at han holdt øje med mig. Hvorfor gjorde han det?

I lang tid sad jeg og lyttede til mine indre stemmer der diskuterede med hinanden mens Milan og David snakkede. Det var frustrerende. Måden mit hjerte stadig bankede, så hårdt, var ved at drive mig til vanvid. Hver gang jeg så på ham, var det som om hele verden forsvandt. Jeg længdes sådan efter ham, længdes efter hans hænder, hans favn, hans læber... Var det virkelig sådan det var at være forelsket?

Så skete det. Øjeblikket hvor døren ud til skolegården blev åbnet, og Lewis og Belle trådte udenfor. Bag dem havde de et helt slæb af deres såkaldte "venner", som kun ventede på at den sædvanlige rutine skulle begynde.

Jeg frøs til is. David grinede pludselig af et eller andet, Milan havde sagt, og så på mig.

"Er det ikke også rigtigt, Steph?" lo han. Hans smil falmede, da han så mit ansigtsudtryk, og langsomt vendte han blikket samme vej som mit. Han sukkede dybt og tog sig til hovedet.

Milan var forvirret. Han kiggede først på mig, så på David, så på Lewis og Belle, som var på vej herover. "Hvad er der galt?" spurgte han.

"I må hellere gå," sagde jeg stille. Jeg holdt diskret øje med Milan. Hvorfor gjorde jeg nu det?! Var det fordi, jeg håbede, at han ville blive? Det var jo en latterlig tanke. Jeg havde lige bedt dem om at gå. På den anden side... Hvis Milan virkelig havde noget at gøre med den dreng der pludselig fik næseblod inde i klasselokalet, så kunne han vel også klare dem her, kunne han ikke? Jeg lukkede øjnene stramt i, for et øjeblik. Jeg måtte ikke håbe for meget. Det endte vel bare med at jeg blev skuffet.

Milan P.O.V.

Ganske langsomt begyndte det at gå op for mig hvad der foregik.

Den måde Stephanie pludselig blev ked af det, den måde David sukkede opgivende... De elever der kom gående imod os kunne ikke være af den rare type. Jeg knyttede hænderne.

Selvfølgelig ville jeg ikke gå, som Steph sagde jeg skulle. De bøller havde nul procent chance for at vinde over mig. Så derfor var det eneste, jeg var bekymret over på det tidspunkt, Stephanies triste ansigtsudtryk. Jeg kunne ikke bære det. Og det skar i mit hjerte, når jeg tænkte over, at hun måske har været så ked af det i lang tid. Måneder. År? Pludselig var det som om jeg kunne føle hendes smerte. Stephanie måtte ikke lide. Aldrig mere. Fordi... jeg elskede hende.

Lewis og Belle og hele deres slæng, standsede foran Steph, David og jeg. De kastede morderiske blikke efter David og jeg, men mest mig. Måske var det fordi, de vidste, at det ville blive meget mere kompliceret nu.

"Jeg kan se, du har fået dig nogle nye nørde-venner, elefant!" sagde Belle hånligt og satte hænderne i siden. De andre lo. Jeg blev rasende. Elefant? Det mindede jo næsten overhovedet ikke om navnet Stephanie!

Stephanie så trodsigt på hende. "Du skal ikke kritisere mine venner," sagde hun koldt. "De går alligevel også nu."

Jeg kiggede bare på hende. Hun så tilbage på mig med hævede øjenbryn. "Tror du selv på den?" spurgte jeg, og smilede svagt til hende. Mit blik blev dog hurtigt iskoldt, ligeså snart det landede på dem.

Lewis grinede. "Ej, come on, du har jo ikke en jordisk chance," sagde han til mig. "Vi er jo i kæmpe overtal!"

"Jeg tror ikke, du har lyst til at vide hvad jeg er i stand til," hvislede jeg og sendte ham et dræbeblik der fik ham til at tumle baglæns et par skridt, som om han var blevet slået. I et kort øjeblik så han bange og frygtsom ud, men så gled det hårde ansigtsudtryk endnu en gang ned over ham, og han hævede øjenbrynene.

"Virkelig?" Han så ondt på Stephanie, som sad, fuldstændig stivnet. "Jeg er ikke bange for dig. Men hvis du vil slås, så bliver du nok nødt til at fjerne din lille kæreste, så hendes stank ikke distraherer mig." Han grinede overlegent.

Så mærkede jeg den. Den ulmende vrede der skyllede igennem mig, fra top til tå. Dette her... skulle ikke gå ustraffet hen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...