Englevinger

Stephanie Fisher bliver mobbet i skolen. Den eneste ven hun har, er David. Hun har altid fået at vide, at hun var grim, og har altid troet på det. Lige indtil der kommer en ny elev i hendes klasse. Den nye dreng, Milan, vender op og ned på alting, og får hende endda til at indse, hvor smuk hun er. Men kender hun egentlig Milan så godt, som hun selv tror? Eller er der noget, han skjuler for hende?

8Likes
65Kommentarer
2840Visninger
AA

9. Hos Rektor

Milan var uovervindelig. Ingen kunne så meget som røre ham. Hvor fik han den fra, styrken? Hvorfor var han sådan? Jeg var splittet. På det tidspunkt ønskede jeg næsten at Milan aldrig var blevet involveret i min situation.

Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke bare sidde og se på, mens Milan kastede al sin vrede ud over de drenge, der havde mobbet mig. Jeg blev nødt til at gøre noget.

Jeg rejste mig, og skulle lige til at råbe, så højt jeg kunne, da en anden stemme bremsede mig.

"STANDS OMGÅENDE!"

Jeg kiggede forvirret rundt, for at finde ham der havde stoppet drengene. For stemmen havde stoppet dem. De frøs alle til is, og vendte sig om, kun for at møde et rasende blik. Skolens rektor stod med hænderne i siden og kiggede strengt på dem.

Milan slap sit tag i en af de hjælpeløse drenge og kiggede bare på rektor med store øjne. Jeg var ved at dø af lettelse. Endelig stoppede kaoset. Men på den anden side... Hvad ville der nu ske med Milan? Det var helt tydeligt at han var den der førte slåskampen.

"Milan Caine, du kommer med mig," sagde rektor hårdt. "I andre, I har fået eftersidning i en uge. Smut nu med jer."

De andre traskede stille og langsomt væk, trætte og sandsynligvis også ret ømme. Jeg så på Milan. Han så roligt på rektor. Men han narrede ikke mig. Dybt inde i hans øjne, kunne jeg spore både frustration og fortrydelse. Jeg håbede sådan at han vidste hvilken fejltagelse han lige havde begået. For selvom jeg godt kunne lide at han forsvarede mig, var det stadig forkert, det han havde gjort. Selvfølgelig tilgav jeg ham, men jeg ville nok aldrig glemme det rasende blik han havde haft, mens han kæmpede mod de andre drenge.

Helt roligt gik Milan hen på siden af rektor og fulgte efter ham ind af dørene. De havde retning mod rektors kontor. Min mave trak sig nervøst sammen. Hvad nu hvis Milan blev bortvist? Det måtte for alt i verden ikke ske... Især ikke nu hvor jeg virkelig var forelsket i ham! Jeg gemte ansigtet i hænderne, så bekymret og bange som aldrig før.

En trøstende arm blev lagt omkring mig. Jeg kiggede forskrækket op. Det var David. Jeg havde helt glemt at han stadig sad ved siden af mig, og havde gjort det under hele forløbet. Hans øjne var blanke, og jeg indså pludselig at jeg ikke var den eneste der led. Milan var også Davids ven, og jeg kom i tanke om hvordan de havde siddet og snakket, fuldstændig opslugt af samtalen, før kliken trådte ud i skolegården.

"Du kan godt lide ham, kan du ikke?" spurgte David stille.

"Jo, men det kan du også."

David sukkede lavmælt. "Du ved godt hvad jeg mener, Steph."

Jeg lukkede øjnene stramt i. Jo, jeg vidste godt hvad han mente. Hvorfor var det nu også lige at den dreng var så god til at gennemskue mig?! Jeg nikkede forsigtigt, bevægede kun hovedet et par milimeter op og ned, men jeg vidste David opfangede det alligevel. Han rettede blikket fremad.

"Så kan vi kun håbe at han får lov at blive på skolen."

En tåre tog form i min øjenkrog og trillede langsomt ned ad min kind. David holdt mig stramt ind til sig og det var jeg så taknemmelig for. Han var på mange måder den omsorgsfulde forælder jeg aldrig har haft. Når jeg var ked af det, trøstede han mig, når jeg var glad, var han glad med mig, når jeg var i tvivl, hjalp han mig med at tage det rette valg. Han var som en erstatning for de rædsomme plejeforældre der altid var efter mig derhjemme.

Frikvarteret gik på den måde. Vi sad bare og holdt om hinanden, som to meget nære venner. Jeg var simpelthen så bange. Mit hjerte ville ikke holde op med at hamre. Tanken om at skulle undvære Milan resten af mit liv... var ubærlig. Utroligt hvilke følelser hjertet kan udvikle i løbet af nogen timer.

Så kom han. Endelig. Jeg gispede da jeg så ham åbne de store døre ud til skolegården og træde udenfor. Som et projektil farede jeg op af bænken og løb hen mod ham, fuldstændig åndeløs. Jeg nåede dog lige at standse mig selv, inden jeg kastede mig i hans arme. Jeg vidste jo ikke hvor hans grænser helt præcist gik.

Han kiggede mig ind i øjnene, og smilede skævt. Jeg kunne ikke helt tyde om det var et vemodigt smil, eller et triumferende smil. Jeg kiggede afventende på ham.

"Jeg håber snart jeg får fat i et skoleskema..."

Så kunne jeg ikke holde mig tilbage længere. Jeg kastede mig om halsen på ham og grinede lettet. Milan måtte blive på skolen! Jeg kunne ikke tro det! Han lagde også sine arme omkring mig, og på trods af at jeg ikke kunne se hans ansigt, vidste jeg, at han smilede.

"Hvordan gjorde du?" spurgte David målløs.

Milan løsnede grebet om mig og så på David med et skær af munterhed i øjnene.

"Skruede charmen på," sagde han bare.

Der var ingen tvivl. Milan var og blev et mysterium.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...