Englevinger

Stephanie Fisher bliver mobbet i skolen. Den eneste ven hun har, er David. Hun har altid fået at vide, at hun var grim, og har altid troet på det. Lige indtil der kommer en ny elev i hendes klasse. Den nye dreng, Milan, vender op og ned på alting, og får hende endda til at indse, hvor smuk hun er. Men kender hun egentlig Milan så godt, som hun selv tror? Eller er der noget, han skjuler for hende?

8Likes
65Kommentarer
2849Visninger
AA

5. Et fuldendt øjeblik

Steph P.O.V.

Milan rettede blikket mod drengen som havde kastet papirskuglen i hovedet på mig. Jeg kunne stadig mærke den ubeskriveligt store klump der trykkede i halsen, og gjorde, at jeg næsten ikke kunne trække vejret ordentligt. Men den forbløffelse der nåede mig på det tidspunkt, fik næsten tårerne til at stoppe og klumpen til at forsvinde.

Milan sendte drengen et svidende blik, et af den slags der kan dræbe. Drengen der stadig sad og grinede dumt af mig, mistede pludselig sit grin. Og i næste nu begyndte blodet at strømme ud fra hans næsebor. Voldsomt. Så voldsomt at det var helt uhyggeligt. Det fortsatte som en flod ned over hans læber og hals og gennemblødte hans tøj. Alle pigerne begyndte at hvine, drengene stirrede, og lærerinden slog hånden op for munden i forskrækkelse.

Med et ryk rejste Milan sig op fra sin plads så stolen gled hen ad gulvet bag ham. Han stormede ud af klasseværelset og smækkede døren efter sig. Men jeg var den eneste der lagde mærke til det. Alle andre råbte op om drengens forfærdelige næseblod.

Et eller andet i min krop, fik mig da til at rejse mig op, lige så pludseligt som da Milan gjorde det. Jeg løb ud af lokalet, for at finde ham. Jeg vidste ikke hvorfor. Jeg måtte bare finde ham. I en fart.

Jeg trak vejret hurtigt og mit hjerte hamrede. Mit blik gled hen over gangen, men han var der ikke længere. Jeg satte i løb mod skolegården og håbede at jeg kunne finde ham der. Bare han ikke var nået langt!

Skolegården var fuldstændig øde. Alle var inde til time. Jeg kunne pludselig høre et skrig, og jeg var ikke i tvivl om hvor det kom fra. Det var da sindssygt, som den dreng blødte fra næsen.

I samme øjeblik spottede jeg en skikkelse som sad på en bænk i et hjørne af skolegården. Hans albuer hvilede på hans knæ, imens han sad med ansigtet skjult i hænderne. Jeg satte endnu en gang i løb, indtil jeg nåede hen til ham.

Selv som han sad der, ulykkelig og hjælpeløs, var han stadig ubeskriveligt smuk. Jeg bremsede op en meter foran ham. Han rystede over hele kroppen, og kiggede ikke op. Jeg satte mig forsigtigt ned på bænken ved siden af ham. I lang tid gjorde jeg ikke noget, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Så, omsider, lagde jeg ganske forsigtigt min ene arm omkring ham. Han blev ikke forskrækket, så han har nok vidst at jeg var der. I stedet blev han bare roligere. Jeg kørte stille min hånd henover hans skulder, trøstende.

Han rettede sig endelig op og fjernede hænderne fra ansigtet. Hans øjne var triste. Han kiggede ikke på mig, men kiggede op mod himlen. Jeg skimtede et glimt af længsel i hans blik. Sådan sad vi i noget tid. Ingen af os sagde noget. Jeg følte at øjeblikket var fuldkomment, på en eller anden måde. Jeg ville ønske vi kunne sidde sådan for evigt. Bare nyde hinandens selskab, glemme alt om verdenen omkring os. Milan var den første der brød tavsheden.

“Det her er fjollet,” sagde han lavmælt. Jeg lagde hovedet på skrå. Han vendte da blikket væk fra himlen og ned på mig. Hans fantastiske, nøddebrune øjne trængte dybt ind i mig, så direkte ind i mig. Jeg blinkede forfjamsket. Han fortrak ikke en mine. “Det er mig der burde trøste dig, ikke omvendt.”

Jeg smilede svagt. “Hvorfor skulle du trøste mig? Jeg er som jeg er. Og det kan ingen lave om på. Det nytter ikke at have medlidenhed for mig. Det er overraskende at du overhovedet taler til mig.”

Han så chokeret på mig. “Du mener vel ikke at du tror på alt det lort han skrev?” spurgte han vantro.

Jeg kiggede overrasket på ham. “Det er jo ikke kun ham. Det er… alle. Selv mine plejeforældre. Det er alle. Undtagen David selvfølgelig.”

“Og mig,” indskød han. Så sukkede han. “Du kan slet ikke se det, kan du?”

“Se hvad?” spurgte jeg og betragtede bare hans uimodståelige øjne.

“Stephanie… Du er smuk.” Det tog nogle sekunder før ordene trængte ind. Så tabte jeg både næse og mund.

“H-hvad siger du?” spurgte jeg målløs.

“Du er smuk,” gentog han, og så på mig med et varmt blik. “Du er smukkere end nogen jeg nogensinde har set.” Jeg stirrede bare på ham. Hvad var der galt med ham? Var han faldet og havde slået hovedet? Hans blik fangede mine øjne og slap dem ikke igen.

Mente han det virkelig? Mente Milan Caine virkelig at jeg var smuk?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...