Englevinger

Stephanie Fisher bliver mobbet i skolen. Den eneste ven hun har, er David. Hun har altid fået at vide, at hun var grim, og har altid troet på det. Lige indtil der kommer en ny elev i hendes klasse. Den nye dreng, Milan, vender op og ned på alting, og får hende endda til at indse, hvor smuk hun er. Men kender hun egentlig Milan så godt, som hun selv tror? Eller er der noget, han skjuler for hende?

8Likes
65Kommentarer
2831Visninger
AA

3. En ny sidemakker

Jeg satte mig, en kende deprimeret, ned på min plads. Ved siden af den, stod en tom stol, der havde været tom i meget lang tid. David smilede opmuntrende til mig fra den anden ende af lokalet. Grunden til at han ikke var min “sidemakker”, som vores lærer kaldte det, var fordi han ellers prøvede at muntre mig op hele tiden og få mig til at smile. Det var endt med at vores lærer havde skilt os ad.

Døren blev åbnet og vores lærer trådte ind. Hun stoppede op bag katederet og lod blikket vandre hen over klassen.

“Godmorgen, alle sammen,” sagde hun.

“Godmorgen,” svarede hele klassen i kor. Ren rutine.

“Slå venligst op på side 36 i Grammatik på Højt Niveau, og lad os begynde.” Vi gjorde som hun sagde. Det så ud til at det bare ville blive en helt normal dag, med de samme kedelige bøger som altid. Intet nyt dér. Troede jeg.

En svag banken hørtes i klassen. Jeg løftede blikket og stirrede hen på døren der forsigtigt blev åbnet. Og ind trådte den smukkeste skabning jeg nogensinde havde set. Han havde smukke, nøddebrune øjne, og sort hår der så blødt og silkeagtigt ud som dannede en perfekt ramme om hans kønne ansigt. Han smilede til læreren. Et smil der tog pusten fra mig.

“Du må være…” Lærerinden så en anelse fåret ud.

“Jeg hedder Milan Caine, jeg er ny elev i denne klasse,” sagde han varmt.

Læreren nikkede, stadig ret fåret. Hun var sikkert lige så blændet af hans skønhed som jeg var.

“Du kan sætte dig ned hos…” Hun kiggede rundt, men den eneste tomme plads var ved siden af mig. Vent lige lidt… Den eneste tomme plads var ved siden af mig! Åh gud, åh gud, åh gud…

“Stephanie derovre.” Lærerinden så ud som om hun var ked af at sætte ham ved siden af mig. Men det var jo klart. For jeg stank og var grim. Selv læreren kunne åbenbart se det. Og jeg følte mig mere end nogensinde som en fiasko da han gik hen mod mig. Han så kort på mig, hvorefter han så væk igen. Han kunne tydeligvis ikke klare synet af mig. Jeg var hæslig.

Milan P.O.V.

Jeg kunne næsten ikke holde alle blikkene ud. De afskyelige, flirtende blikke. Jeg havde aldrig før været tiltrukket af et menneske, så hvorfor skulle jeg dog være det nu? Den eneste pige i hele lokalet som ikke sendte mig flirtende, desperate blikke, sad i hjørnet, alene. Jeg tog ikke et rigtigt kig på hende, så det bare ud af øjenkrogen.

Så da lærerinden sagde jeg skulle sætte mig ved siden af hende, blev jeg naturligvis glad. Det var langt bedre end at skulle sidde ved siden af en svimmel pige eller en jaloux dreng. Hende her virkede fornuftig.

Jeg begyndte at gå hen mod min plads og løftede da blikket og så på hende. Og så kom den mest forvirrende følelse jeg nogensinde har mærket. Et sug, der startede i maven, kriblede lynhurtigt ud i hver del af min krop, helt ud i fingerspidserne. Hvad var det lige der skete med mig? Jeg fjernede hurtigt blikket for at få den underlige fornemmelse væk. Nej, vent. Den var ikke underlig. Den var… vidunderlig.

Argh! Hvad gør hun med mig? Det er ulideligt… men fantastisk. Nej, nu skete det igen! Lad være med at tænke sådan, lad være…

Men det kunne jeg ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...