Englevinger

Stephanie Fisher bliver mobbet i skolen. Den eneste ven hun har, er David. Hun har altid fået at vide, at hun var grim, og har altid troet på det. Lige indtil der kommer en ny elev i hendes klasse. Den nye dreng, Milan, vender op og ned på alting, og får hende endda til at indse, hvor smuk hun er. Men kender hun egentlig Milan så godt, som hun selv tror? Eller er der noget, han skjuler for hende?

8Likes
65Kommentarer
2838Visninger
AA

14. Den allerførste veninde

Steph P.O.V.

Jonathan og Milan kom ikke tilbage. Efter cirka femogfyrre minutter begyndte jeg at blive ængstelig. Hvor blev de af? Hvad lavede de dog?

Men først da en ny vikar trådte ind i klassen, blev jeg for alvor bekymret. Jeg kunne slet ikke finde hoved og hale i noget som helst af det. Vores nye vikar var en kvinde i fyrrerne, med kulsort hår redt stramt tilbage i en knold. Hun så alvorligt ud over klassen og lagde armene over kors.

"Milan fik det dårligt, og blev nødt til at tage hjem," sagde hun kort. "Spørgsmål er ikke nødvendige, fortsæt venligt jeres læsning."

Jeg så vredt på hende. Jeg fik pludselig en trang til at gå op og ruske i hende og beordre hende til at sige sandheden, men tænkte så, at det måske ville være ret dumt. Så i stedet drog jeg bare et dybt suk og rettede blikket mod min bog.

Da klokken endelig ringede, var jeg både helt vildt frustreret over Milans forsvinden, men jeg var også ved at gå til af spænding. Det var nu, jeg skulle finde ud af, hvorvidt mit frikvarter ville blive roligt eller ej. Hvis kliken virkelig havde tænkt sig at holde sig væk, ville det være første gang i rigtig lang tid. Men ville de stadig være lige nervøse, nu hvor Milan var væk?

Jeg fulgtes med David udenfor, og vi slog os ned på den samme bænk som vi sad på dagen før. Mit blik flakkede rundt i skolegården, jeg holdt øje med om kliken pludselig skulle dukke op et sted.

"De kommer ikke, bare rolig," sagde David og smilede skævt. Han kunne vidst fornemme hvor anspændt jeg var.

"Hvordan kan du være så sikker på det?" spurgte jeg og lagde mine arme over kors mens jeg kiggede på ham.

"Jeg hørte dem igår efter dig og Milan var smuttet - og jeg må lige sige at det var meget umodent af jer!" surmulede han irriteret. Jeg fniste sagte, jeg kunne ikke fortryde det, nu hvor Milan og jeg havde haft det så hyggeligt igår. "Nå, men Lewis stod med sine venner og diskuterede hvor farlig Milan var. Efter hvad jeg hørte, kom de frem til at Milan var farlig nok til at de blev nødt til at holde sig væk fra dig."

Jeg smilede stort. Det var jo utroligt! Hvordan skulle jeg nogensinde kunne udtrykke min taknemmelighed for ham? For... jeg ville da komme til at se ham igen, ikke? Det ville jeg da, ville jeg ikke? Pludselig blev jeg i tvivl. Jeg vidste ikke engang hvor han var forsvundet hen.

Jeg rystede mit hoved, som for at ryste tvivlen væk. Det var jo fjollet! Selvfølgelig ville jeg se ham igen. Hvad kunne nogensinde forhindre mig i det?

Jeg smilede til David. Han smilede til mig. Og så nød vi det rolige frikvarter.

 

Jeg vinkede farvel til David, lige inden jeg gik ind i bussen. Hvor var han bare heldig at have sin egen bil. Så var der os, de mindre heldige, som blev nødt til at tage med bussen hjem fra skole.

Jeg satte mig til rette ved en vinduesplads. Som sædvanlige var sædet ved siden af mig, tomt. Men i det mindste var der ikke længere nogen der hviskede om mig. Jeg kiggede hen på Belle, som også sad og kiggede på mig. Da vores blikke mødtes, vendte hun hurtigt hovedet væk. Men denne gang var det ikke for at sprede rygter om mig til sin veninde. Denne gang var det fordi hun frygtede mig. Jeg smilede selvtilfreds. Jeg var så glad! Jeg kunne næsten ikke forestille mig at jeg ikke ville blive mobbet længere, nogensinde, men sådan var det. Og det fik mig til at føle mig så let og svævende og lykkelig.

"Undskyld?" kvidrede en lys pigestemme pludselig.

Jeg så op, og til min store forbløffelse stod der en pige jeg aldrig havde set før. Hun var utroligt køn. Hun havde sort, rimelig kort hår, der var pjusket på en stilfuld måde, så havde hun smukke, blå øjne og en lidt spinkel krop.

"Må jeg godt sætte mig her? Jeg er ny på skolen," sagde hun og smilede varmt til mig.

"Ja, selvfølgelig," sagde jeg venligt og rettede mig lidt op. Hun sagde tak, og satte sig ned. Hun så virkelig sød ud - var det mon nu jeg skulle få min første veninde? Det var måske noget underligt noget at tænke, men det var jo fuldstændig nyt for mig.

”Jeg hedder Jackie,” sagde hun og rakte hånden frem.

”Hej Jackie – jeg hedder Stephanie,” svarede jeg og tog hendes hånd med et smil.

"Nå, hvad synes du så om skolen indtil videre?" spurgte jeg og så nysgerrigt på hende.

"Den er virkelig god," smilede hun. "De lærere jeg mødt har været utrolig dygtige... For ikke at tale om hygiejnen her på skolen - du skulle have set min gamle, det var virkelig klamt!"

"Der findes ikke noget værre end gnavne rengøringskoner der ikke gør deres arbejde ordentligt," nikkede jeg forstående. "Men hvad med eleverne? Har du fået dig nogle gode venner?"

Hendes ellers så sprudlende humør blev pludselig en anelse trist. Hun så ned på sine hænder og bed sig i læben. "Undskyld, jeg ville ikke trænge mig på," sagde jeg hurtigt og en anelse flovt. Det var typisk mig, jeg havde først lige mødt pigen og så gjorde jeg hende allerede utryg med alle mine spørgsmål.

Hun smilede. "Det er helt i orden. Men fortæl mig også lidt om dig, har du altid gået på den her skole?"

Jeg nikkede smilende og samtalen fortsatte.

Det var den anden dag i træk jeg fik en ven jeg aldrig ville glemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...