Når Sygdommen Tager Dig

Du er måske ikke klar, men den tager dig engang. Døden tager dig engang.. Nyd dit liv, mens det varer..

1Likes
2Kommentarer
839Visninger
AA

1. Når Sygdommen Tager Dig

Du ligger i din seng og kigger op i loftet. Du er helt bevidst om, at det er for sent. Du lukker alt af og bare... ligger helt stile.

Du vågner i en pludselig forskrækkelse. Du ser dig omkring, og ser, at du endnu lever ... Men det ønsker du ikke. Du mærker maskinerne rundt om dig, og høre deres små støjende smerteskrig. Du føler, at de ikke ønsker at være her mere.. ligesom dig. De ønsker måske ikke at virke længere, da ingen kan glemme synet af et menneskes død. Du kigger sorgmodigt på dem, som om du siger:”Det er ikke jeres skyld.”. Du vender atter blikket mod loftet. Du mærker kulden flyve igennem dig, som om den vil advare dig, om, det der snart skal ske. Du spotter det lille bord ved siden af dig. Du ser en bukket roser. De minder dig om kærlighedsstunder, med din kære, din eneste ene. ”Så røde som blod, så sarte som glas,, Et lille kort, er lagt i roserne. Det minder om dine venner, og din familie, der altid har været der for dig, men som du har glemt. Glemt, fordi du har været så selvisk, at ønske, du kunne dø. Du fælder en lille klar tårer, der langsomt tegner som rundt om din næses blide, men bølgende former. Den ryger ned på din åbne mund, og du smager en smule salt. Du må blinke hurtigt, så der ej kommer flere.

Du rækker ud fra bukketen, med de røde roser, og du stikker dig på en af tornene. I panik, skubber du den væk fra dig, og den lander på gulvet. Den gennemsigtige vase, de sad i, blev smadret i tusinder og atter tusinder stumper og stykker.

Der kommer blod ud af det lille hul, tornen havde medvirket i.

Du putter din finger i munden, og smager på blodet. Du suger blodet direkte fra fingeren, for at få det til at holde op. Det gør det. Endnu en klar tårer, toner frem i din øjenkrog. Du presser læberne sammen, til en tynd streg.

Du vil ikke have flere salte tårer, i din mund.

Du ser mod den smadrede vase. Du overvejer, at rejse dig, og samle stumperne op.. Men det vil tage tusind år, og selv hvis du blev færdig, vil du aldrig kunne gøre vasen hel.

Du indser, du ikke kan komme tilbage til livet. Vasen, var din usynlige ånd, der blev smadret, da du i ren panik skubbede den væk fra dig...

Som du gør nu..

Du lukker dine øjne. Du prøver, at komme hen til lyset i dit indre. Men du er som låst fast, på stedet du står. Men du ved bedre, du ved, du meget snart, vil flyve som en lille fugl, i mod lyset, du så stærkt brænder for, at komme i møde. Men nu bliver nu bange ved tanken.. Du ved, nogen vil savne dig, og du ønsker ikke at lade dine næste lide denne smerte. Du kan allerede høre deres skrig i dit hoved, og det brænder i dine ører. Du kan mærke deres gråd, når de acceptere, du ikke kommer tilbage. Deres uendelige tårer, svider i dine årer.

Men alligevel...

Du tænker. Du prøver at fokusere på én enkelt tanke, men hver gang, du har fået fat i en, glider den ud af dine hænder. Måske er det fordi, det kan blive din sidste, og du ikke ser den som betydelig nok?

Du tør – ligesom med dine tanker – heller rykke dig, bare én millimeter, hvad nu hvis det bliver din sidste bevægelse?

Og du tør heller tale.. Du har intet, betydeligt nok at sige, som du vil have, folk skal huske dig for.. Dine sidste ord..

Du har intet at tænke, intet at gøre, intet at sige.. Så du prøver, at sove.

Men du skal ikke sove i fred.. En skræmmende tanke, kommer op i dit hovedet. En tanke, der er for vigtig, til at ignorere..

Hvad nu hvis, du ikke vågner?

Hvad vil der ske?

Du føler dig som ingenting.. En ubetydelig detalje, der aldrig har rørt andres liv, som en person der skulle huskes.. Bare, en person.. En person, ingen kender..

Du prøver at slå tanken væk, for du ved, den ikke er sand..

Men den bliver hængende..

Den overtager dig, og får dig til at tro på den... Det gør dig trist... Du har lagt mærke til, du har lukket øjnene. Du prøver at åbne dem, men du kan ikke. Du føler dig som om, du svæver.. Så ser du ned..

Dine fødder har lystnet dig fra stedet, du ellers stod så fast på.

Du kommer tættere mod lyset..

Du udbryder i et højt skrig, der skingrer i dine ører:”Jeg er ikke klar!”

Men du bestemmer ikke farten.. Du er lige ved, at blive ét med lyset, da du mærker, din krop langsomt bliver trukket tilbage. Et lille smil sætter sig på dine læber.

Du står igen, hvor du startede, og mærker igen, fornemmelsen, af, du er låst fast til stedet. Du åbner øjnene. Du ser de to læger, der lige har reddet dit liv. Så ser du dine venner, og din familie, der står, lykkelige, og ser på dig. Du mærker, et stort smil brede sig, under iltmasken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...