I love you and I will always do it

Den 16 årige pige Bella har lige mistet sin far, som var hendes sidste familiemellem hun havde. Men hendes forældre havde tanke på det, fra den dag hende mor blev indlagt.
Hun bliver tvunget til at vokse op på en gård, hos nogle af hendes forældres nærmeste venner. Hvor hun bliver forelsket i deres søn Daniel. Daniel og Bella finder hurtigt kærligheden, men der opstår problemer, da Bella går lidt for meget op i skolen, og om at få en uddannelse. Og det irriterer Daniel grænseløst.

14Likes
51Kommentarer
5364Visninger
AA

17. Nær blevet dræbt af en hest

Efter middagsmaden, gik jeg ud i hestenes lade igen. Ikke fordi jeg ville kæle for de små føl, nej jeg ville prøve om der var et eller andet godt, i den smukke sorte hest. Jeg havde taget en gulerod og et æble med. Måske var det eneste den havde brug for, lidt omsorg og kærlighed. Jeg stansede op ved båsen til hesten. Jeg ville ikke ind til den, ikke for jeg var sikker på, at den ikke var så farlig, som Daniel havde sagt. Jeg tog guleroden, og gav hesten den, i hånden. Den spiste af guleroden, og da den var færdig, tog jeg æblet til den, som den også spiste fra hånden. Jeg aede den stille over snuden, den sagde ikke noget til det, faktisk så den ud til at kunne lide det. Jeg stoppede med at age den, og gik stille og forsigtig ind til den. Den båsens dør lukkede, gik hesten helt amok. Jeg faldt ned i noget hø, da han forsøgte at spakke mig. Den gik helt amok. Jeg kravlede rundt i høet, forsøgte at flygte fra den hest, men problemet var, at døren sad fast så jeg ikke kunne få den op. Jeg fik et ordenligt spak bagpå mit ben, og faldt på maven ned i høet. Jeg vendte mig hurtig om, og så at hesten var på vej til at lande lig over mig. Jeg holde mig selv for øjne, jeg ville ikke se når den ramte mig. Men i det jeg lagde mine hænder foran mine øjne, var der en arm rundt om livet på mig, og trak mig væk. Jeg kunne mærke at jeg blev løftet op, i en tæt omfavnelse. jeg kunne høre, at der var ens hjerte som bakkede vildt. Jeg tog stille og usikkert hænderne væk fra øjne. Det første jeg så, var Daniel som holde mig tæt, og beskyttende ind til sig. Men han så ikke på mig, han så på sin far, som holde på en eller anden måde, hesten nede. "Daniel få hende indenfor." sagde Maria. Hun hjalp Tom med at holde hesten. Daniel hjalp mig op, men jeg var lige ved at falde ned igen, hvis ikke han havde så godt fat om livet på mig. Jeg kunne ikke rører eller mærke mit ben. Han løftede mig op, så let som ingenting. Jeg armene om halsen på ham, mest fordi jeg var bange for at falde ned.

Han løftede mig ind i den ene stue. Han satte mig forsigtigt på sofaen, men selvom at det var forsigtigt så gjorde det stadig væk ondt i benet. Jeg lagde mig på den ene side, mens jeg holde min ene hånd på det dårlige ben. Smerten var ... lad os bare sige at det var lige så slemt, som når man brækkede et ben eller en arm. Daniel løb ud i køkkenet, og var tilbage igen før jeg vidste af det. Han havde en ispose med. "Sad stille." sagde han. Det havde jeg lidt svært ved. Han tog stille min hånd væk fra benet, og lagde forsigtigt isposen på. Det var som om der var noget som brande mit ben. Jeg skreg, det gjorde så ondt at jeg ikke kunne lade være. "Tag den væk!" skreg jeg. Han pressede isposen hårdt mod mit ben, og smerten blev værre. Jeg skreg højere, end før. Og nu begynde tårerne også at komme. "Tag den væk, tag den væk." bad jeg. Han gjorde det ikke, i steden for at tage den væk, så lod han sin ene hånd, glide gennem mit hår. "Slap af, det vil gøre ondt i lidt tid." beroligede han. Jeg hukkede stille, smerten ville bare ikke holde op.

Efter noget tid, gjorde det ikke så ondt, som det havde gjort. Tårerne løb stadig væk ud af øjnene på mig. Daniel gik ud i køkkenet igen, og kom tilbage med en ny ispose. Han lagde den forsigtigt på mit dårlige ben, den gjorde en lille smule ondt, men ikke så meget. Han tog stille hånden væk fra isposen, og gik hen til den anden sofa, og tog det tæppe som lå på sofaen. Han lagde tæppet over mig, og pakkede mig godt ind i det, så jeg lå lund og godt. Han satte sig på gulvet ved siden af mig. Jeg vidste at han bare ventede på, at jeg sagde et eller andet, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget. "Bella." sagde han. Han sendte mig et bekymret blik. Jeg følte mig som ingenting nu. Jeg trak tæppet over mit hoved, jeg skammede mig sådan. Jeg skulle havde lyttet til ham. Han tog stille tæppet væk fra mit hoved igen. Mit hår faldt ned over mit ansigt, han strøg det væk så han kunne se mit ansigt. "Bella jeg kan godt forstå at du er ked af det, men det skal du ikke være. Hvis mine forældre havde sad en lås på båsen, så ville du slet ikke havde kunne komme ind." sagde han for at trøste mig lidt. Han lod stille hans ene hånd glide gennem mit hår, for at trøste mig mere. "Jeg skulle havde lyttet." sagde jeg. "Ja men det er der jo ikke noget, at gøre ved nu." sagde han og trak på skuldrene. "Prøv at sove lidt." sagde han. Jeg pakkede mig ind i tæppet, og lå som om jeg sov. Jeg ville ikke sove, ikke når mit ben gjorde så ondt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...