I love you and I will always do it

Den 16 årige pige Bella har lige mistet sin far, som var hendes sidste familiemellem hun havde. Men hendes forældre havde tanke på det, fra den dag hende mor blev indlagt.
Hun bliver tvunget til at vokse op på en gård, hos nogle af hendes forældres nærmeste venner. Hvor hun bliver forelsket i deres søn Daniel. Daniel og Bella finder hurtigt kærligheden, men der opstår problemer, da Bella går lidt for meget op i skolen, og om at få en uddannelse. Og det irriterer Daniel grænseløst.

14Likes
51Kommentarer
5376Visninger
AA

4. En der hjælper dig

En uger senere...

 

Jeg vågnede op med tåre i øjnene, det var godt nok en uge siden min far blev begravet, men jeg kunne bare ikke lade være med at græde. Når jeg tænkte på ham, så tænkte jeg og så på min mor. Lige pludselig var der en der bakkede på, "Må jeg komme ind?" lyd en stemme, jeg viste godt hvem det var, Daniel. "Bare kom." svarede jeg, han kom ind, "Jeg ville bare lig se hvordan du havde det, men nu kan jeg se at det har du ikke." sagde han, jeg nikkede. Han gik hen og satte sig ved siden af mig, "Du tænker stadig på, gøre du ikke?" spurgte han, jeg nikkede, jeg ville ikke sige noget, "Du vil ikke snakke?" spurgte han, han så trist på mig, jeg rystede på hovedet, "Det er okay," sagde han, "du kan bare nikke eller ryste på hovedet." Jeg så op på ham, jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre, men jeg viste at jeg havde brug for et kram, eller en anden form for trøst. Jeg tog hans lange arme om mig, hans hoved var oven på mit, han agede mig stille på ryggen, han forsøgte at trøste mig. Det var næsten som om at han havde læst mine tanker, men det kunne ikke passe. "Går det bedre?" spurgte han, han var dejlig varm, det var som om at hans varme trøstede mig. Jeg nikkede, jeg skjulte mit anset under hans hals. "Du siger bare til hvis der er noget jeg kan gøre, for at du får det bedre." sagde han, jeg nikkede stille. Jeg puttede mig til ham, jeg var stadig lidt træt, men ikke så meget. Det var hyggeligt, og jeg havde det allerede meget bedre en for en uge siden. Mit hjerte hamrede af sted. Jeg kunne mærke hans læber i mit hår, det var rart "Du skal bare sige hvis jeg skal gå." sagde han. Men det ville jeg ikke have, så jeg lage armene om, det fik ham til at smile, Han agede mig i mit hår, det plejede min far at gøre, så jeg fik det godt igen. Og det fik jeg og så, selv om det ikke var min far, så var det næsten bedre, nej det var meget bedre. Jeg havde det godt med at Daniel, hjalp mig i den svære stun.

Jeg lå i min seng, jeg kunne ikke sove, selvom jeg gerne ville. Jeg ville sove ind i døden, lige som min mor og far gjorder. Daniel havde ladt døren så åben, den havde ikke stået åben før nu. Der var ikke gået lang tid før jeg kunne dufte, lugten af pandekager. Der var en der prikkede mig på skulderen, jeg oppende øjne og så at det bare var Daniel igen. Men denne gang havde han pandekager med, "Min mor var blevet lidt urolig, for om du fik nok at spise, når du sidder her, næsten hele tiden, så hun har lavet pandekager til dig. Det er også for at du skal for det bedre." sagde han, han smilede til mig. Jeg tog en, den smarte godt, ikke bare godt, men rigtig godt. Daniel smilede da han så at jeg spiste, han tog selv en, det var nok for at jeg ikke skulle følge mig ensom. Det var hyggeligt. Jeg havde det meget bedre nu, men der var bare lige det, at jeg var bagud med mine lektier, og skolen havde jeg ikke været i længe. Men så var mine lektier nok ikke så meget vær mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...