I love you and I will always do it

Den 16 årige pige Bella har lige mistet sin far, som var hendes sidste familiemellem hun havde. Men hendes forældre havde tanke på det, fra den dag hende mor blev indlagt.
Hun bliver tvunget til at vokse op på en gård, hos nogle af hendes forældres nærmeste venner. Hvor hun bliver forelsket i deres søn Daniel. Daniel og Bella finder hurtigt kærligheden, men der opstår problemer, da Bella går lidt for meget op i skolen, og om at få en uddannelse. Og det irriterer Daniel grænseløst.

14Likes
51Kommentarer
5362Visninger
AA

18. Brækket ben

Jeg lod som om jeg sov, mest fordi jeg ikke kunne sove, på grund af mit dårlige ben. Jeg kunne mærke at Daniel havde været her hele tiden, han aede mig stille på ryggen, for at berolige mig. Pludselig kunne jeg høre fod tin, og der måtte mindst være to, der var på vej ind i stuen. "Er hun okay." lød Marias stemme. "Ja hun har det fint, men jeg tror at hun har brækket benet." sagde Daniel. Jeg kunne høre at en kom hen til sofaen, det var helt sikkert Maria. "Jeg lagde noget is på, for at milde smerten lidt." sagde Daniel. Jeg kunne mærke at tæppet blev trukket væk, fra mit dårlige ben. En lagde forsigtigt sin ene hånd. Men selv om at det var forsigtigt, så gjorde det stadig væk mega ondt. Jeg trak benet væk. "Jeg ringer lige efter en læge." sagde Maria. Jeg kunne høre at hun gik ud af døren.

Jeg kunne mærke at en ruskede mig på skulderen. "Bella, vågn op." lød Daniels stemme. Jeg åbnede øjnene, han smilede lidt dumt til mig. "Hvad skal vi?" spurgte jeg. Jeg lød lidt sur. "Vi skal bare ud og køre en lille tur." sagde han beroligende. "Hvor hen?" spurgte jeg. Jeg havde på fornærmelsen, at vi skulle ud til hospitalets operationsstue. "Vi køre bare rundt, et eller andet sted, også tager vi hjem igen." sagde han lidt usikkert. "Jeg vil ikke med." sagde jeg. "Bella, du har godt af den friske luft." sagde han. Jeg satte mig op, og trak mine ben ind til kroppen. "Det kan godt være, men jeg kan da bare åbne et vindue." sagde jeg. Han rystede opgivende på hoved. "Bella du skal med, uanset hvad du siger." sagde han. Jeg sendte ham et dræberblik. Han smilede bare til mig. "Jeg vil ikke." sagde jeg gennem sammenbitte tænder. "Det kan godt være." sagde han. Han løftede mig op uden besvær, lidt som om jeg vægede ingenting. Jeg lagde mine arme over kors, og så surt på ham, jeg ville ikke bæres. Han lo bare af mig, mens han bar mig ud i hans forældres bil. Moteren var tændt, og hans forældre sad på forsædet. Han åbnede bildøren, og satte mig ind på bagsædet. "Jeg skal operaers." sagde jeg irriteret. Jeg sat med armene over kors. "Ikke hvis det ikke er brækket." sagde Maria, nok for at trøste mig lidt. Men det hjalp ikke noget, jeg var stadig væk sur. Daniel satte sig ind ved siden af mig. Han løftede stille mit ben over på hans skød, også kørte vi.

"Surer." drillende Daniel. Jeg sendte ham et dræberblik, han lo bare ad mig. "Hold op." sagde jeg lavt, det var så lavt at det kunne havde været en hvisken. Jeg drejede mit hoved, så jeg kunne se hvilken vej vi kørte. Jeg fik det mere og mere dårligt, jo tættere vi kom på hospitalet, mest fordi det var det samme hospital min mor døde på. "Er du okay?" spurgte han bekymret. "Nej." sagde jeg bare. Det var som om min mave krøllede sig sammen, og jeg fik lyst til at kaste op. Han aede mig forsigtigt og stille på mit dårlige ben, og for en gang skyld gjorde det ikke ondt. "Det er ikke så slemt. Du vil ikke komme til at mærke noget." beroligede han. "Det er ikke operationen jeg er bange for." sagde jeg stille. Han så forvirret på mig. "Men hvad er der så i vejen?" spurgte han. Han sendte mig et par bedende øjne, men jeg kunne ikke få mig til at sige det, jeg ville bare begynde at få tårer i øjnene, plus så ville min stemme knække over. Jeg kunne mærke en klup i halsen. Jeg rystede på hoved, som svar på hans spørgsmål. Jeg lagde mit hoved op af sædet, lukkede øjnene, og prøvede at tænke på noget andet.

Efter mit ben var blevet skannet, vidste det sig at mit ben var brækket. Fedt, det her var da også bare mit heldigedag. Jeg sad på en stod, ved siden af Daniel, og ventede på at det var min tur, til at blive opereret. "Er du nervøs?" spurgte Daniel, mens vi ventede. Jeg rystede på hoved og svarede, "Nej." "Men hvad er der så galt?" spurgte han bekymret. "Det var det samme hospital ... min ... mor døde på." sagde jeg stille. Jeg kunne mærke tårerne, som stille løb ud af øjnene på mig. "Hvordan var det enlig din mor døde?" spurgte han lidt usikkert. "Det skal jeg nok fortælle dig, senere." sagde jeg. Min stemme knækkede over. Han nikkede, og aede mig stille på ryggen. En sygeplejeske kom ud af en lille dør. "Isabella Thomsen." sagde hun. Daniel hjalp mig op, jeg havde et par krykker, som jeg brugte til at gå med. "Du følger bare med mig." sagde hun sukker sødt. Jeg nikkede. "Det skal nok gå." trøstede Daniel, inden jeg gik ind af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...