Jenny og Jonas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2014
  • Status: Igang
Jenny er ikke en helt normal pige, lige som hendes familie lever hun evigt. Hendes liv er ikke en dans på roser, nej hun bliver mobbet af hendes klassekammerater og hendes bedste veninde. Hendes bedste veninde Megan, har kun to ting i hovedet, drenge og at blive populær. Men det ændre sig alt samme da der begynder en ny dreng i hendes brors klasse. Jonas og Jenny udvikler hurtigt et stærkt venskab. Og falder hurtigt for hinanden. Men Jonas er ikke helt som de andre drenge, han holder på en mørk hemmelighed. Og da Jenny opdager den hemmelighed, på en grusom mode. Er det som om han har ændret hendes liv forevigt. Hun er bange og ved hun ikke hvad hun vil mere. Skal hun tage ham, som det han i virkeligheden er. Eller skal hun holde sig væk fra ham, i ren og skær frygt, resten af hendes udødelige liv.

49Likes
102Kommentarer
10667Visninger
AA

34. Valentins kortet

Min mor kom ud i køkkenet. Jeg var i gang med at spise morgenmad, og læse lektier, som jeg havde glemt alt om. Det var sikkert fordi, at i de sidste par dage havde jeg været sammen med Jonas, og glemt alt om mine lektier. Jeg op på min mor. Hun så ikke særlig morgen frisk ud, mere træt og udmattet. Hun havde så også arbejdet længere end hun plejede, i går aftes. "God morgen mor." sagde jeg. Jeg lukkede for min historiebog, og lagde den i tasken, min mor skulle ikke opdage at jeg havde glemt at lave lektier, måske kunne jeg nå at læse lidt mere, enden timen begynde. "God morgen." Hun lød temmelig udmattet. Hun plejede ikke at sige 'God morgen' når hun var udmattet. "Er der noget galt?" spurgte jeg bekymret. Hun så hen på mig, med tætte og udmattet øje. "Din far kommer ikke hjem i weekenden." Hun lød skuffet. "Hvorfor ikke?" Jeg lød en blanding af sur og skuffet. "Da han var hjemme for at passe George, da han var blevet syg, lovede han at han nok skulle arbejde i weekenden." sagde hun trist. "Men så går der over en uge, før vi ser ham igen!" Ordene lød højere end jeg havde troet. "Ja men... Der er ikke noget vi kan gøre, for at stoppe det." sagde hun. Jeg så ned på min skål, der var næsten tom. "Du må hellere skylde dig i skole, ellers kommer du bare for sent." Jeg skylde mig at tage min taske, og skulle lige til at tage min næsten tomme skål, da min mor sagde. "Den skal jeg nok tage." Jeg smilede til hende, og hun smilede til mig, inden jeg gik ud af døren, og næsten løb ud af indkørslen.

* * *

Jeg gik ud på pigetoilettet, for at skifte forbindingen på min ankel, men stoppede op i døren. Megan, Maj, Rebecca, Jessica og nogle andre piger (snobber), var i gang med lægge makeup. Det plejede de aldrig at gøre her ude, de gjorde det altid inden de kom i skole. "Hva' så med nu." Megan vende sig hen mod Rebecca, Maj og Jessica. "Alt alt for meget." sagde Rebecca. "Det er pænt til dig, men ja alt for meget." sagde Maj. "Du kommer bare til at ligne en dulle." sagde Jessica. Mej og Rebecca gloede ondt på Jessica. "Hvem har lige ringet dig op?" spurgte Maj. Jessica vende sig hen mod spejlet igen. Maj og Rebecca begyndte at glo ondt på mig. Megan vende sig om, og smilede. "Hvad synes du?" spurgte hun venligt. Jeg skulle lige til at svare, da Maj afbrød mig. "Hvordan kan hun sige sin mening, når ikke engang selv går med makeup." Megan vende sig mod Maj. "Jeg talte ikke til dig." Megan vende sig hen mod mig igen. "For meget." svarede jeg bare. Min ankel måtte vidst vente.

"Hey Jenny, nu hvor det er Valentinsdag, kunne jeg så ikke få lov til at lægge makeup, på dig." spurgte Megan. Jeg så en smule irriteret på hende. Hun sendte mig et falsk smil, det plejede hun aldrig at gøre. "Nej." "Hvorfor ikke?" Hun lød som et lille barn, der ikke måtte få en is. Jeg nåede ikke at svare før hun sagde. "Måske er der også en sød fyr til dig. Men han vil ikke lægge mærke til dig, før du gør noget ud af dig selv." Jeg rystede på hoved. Hun sukkede opgivende. Jeg gik ud af pigetoilettet igen, jeg skulle bare væk fra Megan, før hun begynde at snakke om at få sat mit hår, og om hvilken kjole jeg skulle havde på til hendes ... Pis os, jeg havde glemt at fortælle hende at jeg ikke kom, til hendes fest, når det måtte vente til middagspausen.

* * *

Timen før spisepausen virkede så lang. Det var sikkert fordi jeg glædede mig, til at se Jonas igen, eller fordi jeg glædede mig til, at få min trøje igen. Jeg tror at det var første gang, jeg ikke hørte et ord af, hvad læreren sagde. Jeg tænkte for meget. Gad enlig vide, om Jonas bare lod som om, at han ikke kunne lide Megan. Det kunne jo være at det var hende, han var interesseret i. Jeg håbede så inderligt på, at det var en anden. Jonas og Megan passede ikke sammen. De var for forskellige. Men på den anden side, så var Jonas og jeg også meget forskellige. Så sandsynlighed for at han kunne lide Megan, var lige så stor, som sandsynligheden for at vi var venner. Jeg sukkede, og i det samme ringede klokken til spisepause.

Det første jeg gjorde, da jeg kom ud af klasselokalet, var at gå hen til mod pigetoilettet. På vejen derhen, løb stort set alle pigerne hen til deres skabe, for at se om de havde fået et åndssvagt Valentins kort, blomster, en lille gave eller chokolade. Det var godt nok ikke så tit at nogen fik chokolade, men der var nogen der fik. Pigerne var de eneste der gik så voldsomt op i denne dag, ja altså undtaget mig, og nogle få andre piger. Hvis deres kærester, eller næsten kærester ikke havde givet dem blomster, et kort, chokolade eller en gave, blev de kede af det. Så man kunne vidst sige, at de drenge der havde en kæreste, var stort set tvunget til at købe en gave, en buket blomster, en lille pakke chokolade eller skrive et Valentins kort.

Jeg låste mig inde på en af toiletterne, så ingen andre skulle se min ankel. Jeg havde ikke endnu ikke fundet på en historie (løgn), til hvordan det var sket. Jeg træk min sok ned, så jeg kunne se, om jeg var blødt igennem forbindingen. Det var jeg, men heldigvis havde jeg taget et par sorte strømper på, så det var ikke så slemt, som det ville havde været, hvis de var hvide. Jeg træk forsigtigt forbindingen. Der var en stor blod plet på min ankel. Jeg kunne ikke engang se hvad der stod mere, så meget blod var der. Jeg tog noget toiletpapir, og begyndte at tørre noget af blodet væk, da døren til pigetoilettet gik op.

Jeg kunne læse i den enes tanker, at det var Rebecca og Megan. "Hvorfor er du så bekymret?" spurgte Rebecca, "Du har jo intet at frygte." "Nej du forstår det ikke." sagde Megan. Jeg med det blodplettede toiletpapir ud, og tog noget rent forbinding op af min lomme. Jeg havde pakket det ind i en lille pose, så det ikke blev beskidt. Jeg lagde det forsigtigt rundt om min ankel, mens jeg lyttede til rasten af deres samtale.

"Okay hvad er det lige jeg ikke forstår?" spurgte Rebecca fornærmet. "Jeg har ikke lyst til at fortælle det." sagde Megan trist. "Så forkort det, eller sig lidt af det nu, og rasten senere." Typisk Rebecca, skulle altid vide det hele. "Jonas kan ikke lide mig." Megan lød trist. "Selvfølgelig kan han det." sagde Rebecca opmundene. "Nej han kan ikke. Han har selv sagde det til mig." Hun lød som en der snart skulle græde. "Var han sammen med nogen?" spurgte Rebecca nysgerrig. "Øhh ja. Nogle af hans venner, tror jeg." Megan lød forvirret, og det var hun ikke ene om. Hvorfor ville Rebecca dog vide det. "Så kan han lide dig." Rebecca lød begejstret. Der kom ikke noget svar fra Megan, men jeg kunne se i Rebeccas tanker, at hun så meget forvirret ud. "Drenge plejer at holde det hemmeligt for deres venner, og da du spurgte om han kunne lide dig, foran hans venner, var det klart at han sagde nej." forklarede Rebecca. "Oh nu har jeg det meget bedre." sagde Megan lettet.

Jeg havde fået forbindingen rundt om min ankel, og træk så min sok op igen. "Du skal sørge for at du og han er alene, til Valentins festen, også han du spørge ham der. Hvem ved måske overrasker han dig." "Okay, men hvor?" spurgte Megan. "Et r-romantisk sted." Rebecca fik det til at lyde forkert, i hvert fald i mine ører. Jeg komme hører at de gik ud af døren igen. Først der tyre jeg at gå ud af det ene toilet.

Jeg gik hen til mit skab, for at tage nogen af de bøger, i tasken, som jeg skulle bruge til timen efter spisepausen. "Glæder du dig?" lød en stemme bag mig. Jeg vende mig, og så at Megan stod og smilede til mig. "Til hvad?" spurgte jeg forvirret. "Min fest naturligvis." Jeg kunne se at hendes smil var ægte, det havde det ikke været de sidste par gange, hun havde smilet til mig. "Jo altså angående festen, jeg kommer ikke." Hendes smil blegnede. "Hvad? Hvorfor ikke?" Hun så hel ulykkelig ud, sådan havde jeg ikke set hende, siden Mads slog op med hende. "Jeg har alt for mange lektier for." løj jeg. Hun så mere trist ud, end før, og jeg fik pludselig dårlig samvittighed. "Det bliver slet ikke sjovt, uden dig." Uden at tænke sagde jeg. "Men hvis jeg når at blive færdig, kan det måske være at jeg kommer." Det glade smil var vent tilbage. Jeg vende mig om mod mit skab igen, og låste det op. Der faldt en lille rose ud. Jeg kunne Megan der gispende bagved mig. Jeg tog rosen op, og opdagede at den lignede de roser, jeg havde fået om morgen. Jeg så ind i skabet. Der lå et lille kort, hvor der stod med en utrolig smuk håndskrift 'Jenny'. "Jeg tror at der er nogen som kan lide sig." Jeg så på Megan, som om det hele bare var en stor løgn. "Sikkert." Jeg lød ikke særlig overbevisende. Jeg tog de bøger jeg skulle bruge, til næste time, og gik så hen til kantinen, med Megan vend siden af mig.

Stort set alle drenge og piger, sad ikke sammen, og det var kun fordi drengene ikke gad, at høre på pigernes snak, om drengene. Jeg så, at Jonas sad alene ved et af kantineborde, og lavede lektier, med et par virkelig grønne høretelefoner. Og det så ud til, at han hørte meget højt musik, for han lagde slet ikke mærke til, at Megan satte sig ved hans ene side, og at jeg satte mig på den anden. Jeg vidste udmærket godt, hvorfor George ikke var kommet, han havde med sikkerhed et eller andet til Rebecca, som altid. "Hej Jonas." sagde Megan. Han svarede ikke. "Hallo?!" Hun sagde det lidt højere, men han hørte det ikke. Jeg træk hans høretelefoner ned. "Hvad?" Han så helt forvirret ud. Jeg pegede hen på Megan, og han rykkede, så snart han så hende, et tand tættere på mig, og jeg rykkede en tand væk fra ham. Megan så forvirret på ham, da en skrigene pige løb ind i kantinen. Det var Rebecca, der havde fået en stor buketrose. Megan rejste sig op, og gik hen mod Rebecca, der havde sat sig ved et bord, sammen med en masse andre piger, der havde fået gaver, blomster og alt det der. Sikkert fordi hun sandsynligvis ville høre, hvornår og hvor Rebecca havde fået roserne. George kom kort tid senere ind i kantinen. Han gik hen til det bordet, hvor Jonas og jeg sad tilbage. "Det er sidste gang jeg giver hende roser." Jeg kunne se på hans ansigt, at hun havde skriget ham op i øret. Han holdte i hvert fald den en hånd op, mod det ene øre. "Tro mig når jeg siger det har. Valentinsdag er meget værre hjemme i England." sagde Jonas, sikkert for at opmuntrere George en smule.

"Når hvem har du fået kort af?" spurgte George nysgerrig. Jeg så ned på det kort, der var faldet ud af mit skab. "Jeg ved det ikke. Men jeg er ret sikker på, at det er en eller anden joke." svarede jeg koldt. "Naa, jeg tror ikke, at der nogen der laver sådan en spøg." sagde George. "Ja det sagde du også sidste vinter, hvor stor set alle drengene fra min klasse, gav mig livet største vasker." Jeg lød en smule sur, og irriteret. George skulle lige til at sige noget, men da han så lige fik tænkt sig om, sagde han lige pludselig ikke mere.

"Hej igen." sagde Megan, og satte sig meget tæt op af Jonas. Rebecca havde også sat sig, bare ved siden af George. Jonas rykkede sig helt op af mig, for at komme lidt væk fra Megan. Jeg rykkede helt hen til George, fordi jeg ikke gad, at Jonas sad næsten helt op af mig. Megan rykkede tættere på Jonas. Og naturligvis rykkede Jonas tættere på mig, for at komme lidt væk fra hende. Faktisk rykkede han så tæt på mig, at jeg sad klemt fast imellem ham, og George. George rykkede sig ikke, fordi han alligevel ikke kunne rykke mere. Ham og Rebecca sad så tæt op af hinanden, at jeg fik kvalme af det. "Skal vi ikke bytte plads?" hviskede Jonas så lavt, at jeg var den eneste der kunne høre det. "Jeg ville have sagt, at det kunne vi godt, men jeg kan ikke røre mig ud af stedet." Jeg lød en smule irriteret. Han sukkede. Men han behøvede ikke vente så længe, før hun selv ville gå. Klokken ringede nemlig snart til time, igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...